Dansk herrehåndbold har vundet meget og været en dominerende nation i sporten i mange år. Men VM-guld er det aldrig blevet til.
Det var dog nervepirrende tæt på for to år siden i Malmø, hvor kun de mindste marginaler gav Frankrig en smal finalesejr over Danmark efter omkamp.
Nu prøver Ulrik Wilbek en sidste gang at få Danmark øverst på VM-podiet, inden han stopper som landstræner efter EM i januar 2014 på hjemmebane og fortsætter som sportschef i Dansk Håndbold Forbund.
Wilbeks fjerde VM-slutrunde med herrerne foregår i Spanien fra 11. januar, og i dag udpeger landstræneren en VM-trup med 18 navne, der bliver skåret ned til de tilladte 16 mand i januar efter tre testkampe mod Tunesien, Montenegro og Slovenien.
Wilbek har 28 spillere at vælge imellem fra den liste, han allerede har givet det internationale håndboldforbund, IHF. Ingen andre kan komme i spil.
Som altid har der været spekulationer om, hvem der er inde i varmen, og hvem der skuffet må holde landsholdsfri i januar. Men der synes kun at være en smule tvivl om, hvilke 18 spillere, Wilbek udtager i dag, hvis man sammenholder landstrænerens egne udtalelser de seneste måneder, ekspertvurderinger og det, man hører på vandrørene.
Målmænd, fløje og højre back synes at være givet med to spillere på hver position. BSVs Jannick Green ser ud til at supplere Niklas Landin i målet, og hullet efter Lars Christiansen på venstre fløj går til endnu en BSVer, Casper U. Mortensen.
Og så peges der fra mange sider - blandt andre Klavs Bruun Jørgensen, træner i Team Tvis Holstebro - på, at Wilbek tager tre stregspillere med til VM.
»Det ville jeg også gøre. På de klubhold, der har to stregspillere, bliver man presset, hvis den ene bliver skadet. Det er ikke en position, man kan dække ind med alle mulige andre spillere. En bagspiller kan du altid dække af, og det kan du også på fløjene. Men stregen er bare en speciel position uden for kategori,« siger Klavs Bruun Jørgensen.
Han ser René og Henrik Toft Hansen få selskab hele vejen til VM af Jesper Nøddesbo.
Hvem trækker sorteper?
Det efterlader syv pladser til playmakere og venstre backer/forsvarseksperter blandt de 18 VM-spillere, Wilbek udtager i dag. Og det er her, spekulationerne kan begynde.
I første omgang ligner det udtagelse til både Rasmus Lauge, Morten Olsen og Bo Spellerberg som playmakere, mens Mikkel Hansen og Nikolaj Markussen er selvskrevne på VM-holdet. Det samme må Henrik Møllgaard være. Wilbek har talt begejstret om Skjern-spillerens evner i forsvar og kontrafase, og det vil overraske, hvis Møllgaard ikke er i truppen.
Dermed er der kun ydeligere plads til enten forsvarsspecialist Kasper Nielsen eller Aalborgs unge stortalent Mads Mensah Larsen. Og her peger tommelfingeren umiddelbart nedad for Kasper Nielsen, der er i sin karrieres efterår, mens potentialet er enormt i Mads Larsen.
Om Mads Larsen så også overlever, når 18 mand bliver til 16 efter nytår, er mere tvivlsomt. Og har landstræneren lagt sig fast på tre stregspillere, som det forlyder, skal også en playmaker sies fra. Men hvem?
Spellerberg er den klart mest rutinerede af de tre. Rasmus Lauge er fremtiden og nyder stor tillid hos Wilbek. Og Morten Olsen har vist sig som den klart mest målfarlige af de tre.
»Jeg tror, at playmaker-situationen er det, han er mest i tvivl om. Vi har dygtige playmakere, men vi har ikke den helt store kaptajn, der sætter sig på spillet og hele tiden er dominerende i forhold til at sætte spillet op,« mener Klavs Bruun Jørgensen.
Han tror, Wilbeks endelige valg til VM kan blive præget af, at landstræneren vil optimere muligheden for at slutte karrieren på hjemmebane om et år med guld.
»Laver han et clean cut og siger farvel til de gamle og gør klar til det EM på hjemmebane? Jeg er ikke i tvivl om, at Ulrik spiller for at vinde hver gang, men jeg tror også, det ligger til ham, at EM om et år - hans sidste slutrunde som landstræner - vil han rigtigt gerne være godt forberedt på,« siger Klavs Bruun Jørgensen.