Langt de fleste familier bruger mindre end en halv time om måneden på deres privatøkonomi. Det er for lidt. De fleste burde afsætte små to timer om måneden - bare for at kunne følge med og få overblik over de forbedringsmuligheder, der er i privatøkonomien.

For eksempel var der i 2012 mange forskellige forhold i privatøkonomien, der skulle bruges tid på, for en familie med fast ejendom og pension:

  • Pensionsforholdene ændrede sig fra 2011-2012.

  • Efterlønnen kunne ekstraordinært udbetales.

  • Lånerenten/placeringsrenten fortsatte med at falde, så lån eller formue kunne ændres. Boligjobordningen kunne udnyttes til at forbedre vedligeholdelsesøkonomien på boligen.

  • Muligheden for etablering af solcelleanlæg på særligt fordelagtige vilkår udløb.

Hertil kom selvangivelse og forskudsregistrering af skat, indbetaling af skat samt ikke mindst almindelig budgetlægning, for blot at nævne de almindeligste opgaver.

Det burde være klart, at hvis man ønskede at få mest muligt ud af sin privatøkonomi i 2012, var selv 2 timer om måneden ikke nok.

Du skal altså sætte mere tid af til din privatøkonomi. Det kan derfor være nyttigt at vide, hvad du skal bruge mest tid på.

De valg, du tager i din privatøkonomi, kan deles op i henholdsvis din forvaltning og dine overordnede beslutninger. For eksempel vil det forhold, at du sørger for, ikke at bruge mere end du har, være en forvaltningsmæssig beslutning, mens det forhold, at finde ud af hvor meget du har, vil være en overordnet beslutning.

Man kan være god og dårlig til begge dele, men langt de fleste har lettest ved at styre den daglige økonomi.

Den vigtigste beslutning er i første omgang, at du sætter tid af til din økonomi hver måned, og ikke kun, når der opstår et akut behov.

Dernæst bør du bestræbe dig på, at dine beslutninger bliver rationelle. Det opnår du ved at benytte to grundlæggende principper, når du beslutter dig:

  • Cost-benefit princippet

  • Risiko-afkast princippet

Cost-benefit princippet betyder, at du skal øve dig i kun at købe det, som giver dig værdi. Det handler også om at købe billigst og bedst til prisen.

Et godt eksempel er, at du ca. hver tiende år har brug for at købe en ny bil, og at du over dit liv skal forsøge at gøre denne omkostning mindst mulig i forhold til en bestemt kvalitet.

I stedet for at vælge den billigste bil i indkøb, bør du vælge den bil, der har de laveste omkostninger pr. kørt kilometer. Kører du ikke mange kilometer om året, har du måske slet ikke brug for en ny bil. Hvis du kan køre tolv år i din bil i stedet for ti år, sparer du omkring en bil i løbet af dit liv.

Risiko-afkast princippet betyder, at det ikke er ligegyldigt, hvor, hvordan og hvor meget risiko du tager på forskellige tidspunkter af dit liv.

Det er eksempelvis ikke ligegyldigt, om du købte bolig i 2000 eller 2006. Det kan have en ret stor indflydelse på din formueudvikling og den samfundsbestemte konjunkturgevinst set over hele dit liv.

Du bliver sjældent belønnet for at tage en risiko, når alle andre også er villige til det. Du skal derfor søge at arbejde med din risiko i økonomien, så den passer ind i din planlægning.

Det er f.eks ikke hensigtsmæssigt at tage den største risiko i din pension, når du er tættest på pensionstidspunktet. Det kan heller ikke betale sig at lægge F1-lån ind i din økonomi, hvis du er i en situation, hvor en lille ændring i renten kan medføre, at du må skære væsentligt i dit daglige forbrug. Alligevel har mange familier valgt at leve med begge disse forhold i deres økonomi.

En optimal privatøkonomi kræver samme indsats som at vedligeholde en god kondition. Du ville aldrig være i stand til at løbe et maraton, uden du har trænet; gør du det alligevel, er der stor risiko for alvorlige skader. Det samme gælder din privatøkonomi. Den skal trimmes og løbende forbedres i forhold til dine livsvalg og de almindelige konjunkturer.

Du skal både vedligeholde din daglige økonomi og din formue, ellers går du glip af mange tusinde kroner. I figur to kan du se udviklingen i formuen i en virkelig privatøkonomi med og uden optimering.

Som du kan se af figuren, handler det om mange penge hver måned, og det kan være, det hjælper på motivationen, til at bruge mere tid på at trimme din privatøkonomi. God fornøjelse med arbejdet.