Expedits indtjening fordobles
Expedit, der laver butiksindretning til detailhandelen, formåede at fordoble indtjeningen i første halvår, hvor det især var det danske marked, der bidrog. Overskuddet før skat voksede til 11,5 mio. kr. fra 5,6 mio. kr.
Expedit, der laver butiksindretning til detailhandelen, formåede at fordoble indtjeningen i første halvår, hvor det især var det danske marked, der bidrog. Overskuddet før skat voksede til 11,5 mio. kr. fra 5,6 mio. kr.
»Resultatforbedringen i moderselskabet (i Danmark, red.) er skabt ved højere aktivitetsniveau i første halvår af 2016 set i forhold til første halvår 2015. I datterselskaberne har aktiviteten i starten af året ikke udviklet sig som forventet, og opretholdelsen af resultatet er sket gennem interne optimeringer,« skriver Expedit i regnskabet.
Driftsresultatet, EBIT, steg til 12,6 mio. kr. fra 6,4 mio. kr. i første halvår af 2015, og omsætningen blev løftet til 258,6 mio. kr. fra 209,3 mio. kr. i første halvår.
For 2016 opjusterer Expedit Group forventningerne til indtjeningen.
Koncernen venter fortsat at realisere en vækst i omsætningen, og med baggrund i resultatudviklingen i første halvår 2016 er der samtidig grundlag for en resultatforbedring i 2016 set i forhold til resultatet for 2015. Tidligere forudså Expedit et resultat på omkring samme niveau.
Expedit realiserede i 2015 en omsætning på 425,9 mio. kr. og et nettoresultat på 8 mio. kr. I første halvår tjente Expedit allerede mere på bundlinjen end hele sidste år, idet det blev til et nettooverskud på 8,7 mio. kr.