De sejler i både, de rejser på tværs af kontinenter, de anduver græske øer, de betaler menneskesmuglere, de kæmper sig ombord på makedonske tog, de forcerer pigtråd, de løber over marker og trasker langs landeveje, de søger videre, og en del lander til sidst her, i Danmark.
Og sætter dagsordenen for en stor del af samfundsdebatten.
Vi diskuterer udlændinge. Det flyver gennem luften med udsagn så grænseoverskridende som migrationen selv. ”Racisme” og ”fremmedfjendskhed” lyder det jævnligt, når bekymring over indvandringen skal reduceres til alene et spørgsmål om manglende moral og et afstumpet menneskesyn, og der bruges stærke ord og selv de mest vidtgående perspektiver opmales, når regeringens forslag om en integrationsydelse vedtages.
Og i den anden ende af spektret er der da også folk, der går indiskutabelt over stregen. I nat blev der malet hagekors og racistiske trusler på væggen ved et asylcenter på Djursland, og den slags skal kaldes ved sit rette navn: Det er noget ækelt svineri, ligesom en Mogens Camre – og med ham visse andre – ikke gør noget godt for en saglig debat hverken om indvandringen eller truslen mod jøderne, når han ruller sig ud på de sociale medier.
Så lad os blot få den på plads: Man bør tale ordentligt om og til folk. Man bør behandle folk med respekt. Det gælder også folk, som er rejst hertil som asylsøgere, flygtninge eller indvandrere. Er vi enige? OK.
Da kan vi begynde at tale om sagens egentlige kerne.
--
Som man kun kan nå ind til ved både at se tilbage. Og frem.
For man kan ikke sagligt forholde sig til den nuværende diskussion om indvandring og integration uden at gøre sig helt klart, på hvilken baggrund den foregår.
Og dén baggrund handler om et samfund, en nation, som på blot en generation har undergået en demografisk omvæltning af historiske dimensioner.
Jeg og mine jævnaldrende ved det, for vi har levet i et andet Danmark. I 60ernes, 70ernes og start-firsernes Danmark. Vi ved, hvad der menes, når man taler om et ”homogent” samfund i ordets bogstaveligste forstand.
I mine barndomsbyer var der således meget, meget få udlændinge. Og der var nærmest ingen med en ikke-vestlig baggrund. Jeg husker til gengæld meget tydeligt, da de første kom. Da de første asylsøgere fra Mellemøsten blev indkvarteret på lokale hoteller og nedlagte sygehuse. Det bemærkede man, nogle med bekymring, andre uden, men ingen anede jo omvendt, hvad der var begyndt.
--
Tallene taler deres tydelige sprog om det, der var begyndt.
I 1984 var der ca. 50.000 indvandrere med ikke-vestlig baggrund i Danmark. I dag (2014) er der 276.000. I 1984 var der kun meget få efterkommere af ikke-vestlige indvandrere i Danmark. I dag (2014) er der 128.000.
Samlet set en vækst fra ca. 62.000 til ca. 400.000 indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Eller en vækst på 6,5 gange.
På én generation.
Kilde: "Indvandrere i Danmark", 2014, Danmarks Statistik
Det i ordets bogstaveligste forstand homogene Gamle Danmark er væk. Der er i dag kommuner i Danmark, hvor op mod 30 procent af samtlige indbyggere har ikke-vestlig baggrund.
Det er en voldsom forandring på én generation. Indvandring er bestemt ikke alene af det onde, og Danmark har brug for at være en åben nation, der kan tiltrække viden, kundskaber og arbejdskraft. Det er Danmark også; der gives samlet set flere opholdstilladelser til udlændinge end nogensinde før:
Kilde: "Indvandrere i Danmark", 2014, Danmarks Statistik
Danmark anno 2014 er et radikalt andet samfund end Danmark anno 1984, og den ikke-vestlige indvandring har været den måske mest betydelige katalysator for de omvæltninger, der er sket. Derfor er det udtryk for åndshovmod af den mest verdensfjerne slags ikke at ville erkende, at en sådan forandring på så kort tid udløser bekymring. En berettiget bekymring.
For med de seneste 30 års erfaringer i baghovedet, og med alle de udfordringer vi har stået over for i forhold til integration, ghettodannelser, parallelsamfund, bandekriminalitet, vold i visse områder, indvandreres manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, tosprogede børn der går ud af skolen som analfabeter, radikalisering…. fortsæt selv...., hvilket Danmark er det så, vi og ikke mindst vores børn kommer til at leve i om 30 år, hvis udviklingen fortsætter eller måske endda forstærkes?
Det er ikke fremmedfjendskhed at gøre sig bekymringer over eller at diskutere det. Det er tværtimod stærkt uansvarligt ikke at ville diskutere det, hvis man samtidig argumenterer for mere åbne grænser, end vi har i dag.
--
For sagen er jo, at formentlig ingen overhovedet i slutningen af 70erne og begyndelsen af 80erne havde gjort sig forestillinger om, at den demografiske sammensætning i Danmark over de følgende 30 år ville udvikle sig, som den gjorde.
Med alle de mærkbare forandringer og konsekvenser, det har ført med sig.
Det har været en gangbar forklaringsmodel i nogle kredse at tilskrive Udlændingeloven af 1983 alt, hvad der siden skete.
Det er da også korrekt, at denne lov med etableringen af hidtil ikke-eksisterende retskrav på blandt andet asyl og familiesammenføring juridisk set åbnede Danmarks grænser mere, end de nogensinde havde været før.
Når man læser eksempelvis denne betænkning, skrevet i 1982 af det justitsministerielle udvalg, der arbejdede med forberedelserne til den nye udlændingelov, står det imidlertid lysende klart, at der nok er bekymringer, men ingen reelle forestillinger om, hvad der ville komme til at ske.
Og nok advarede daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen forud for 1983-lovens vedtagelse om risikoen for ”alvorlig raceuro”, men altså: Endog Mogens Camre (der dengang var socialdemokrat) stemte for loven i Folketinget. Kun 12 stemte imod.
Man anede ikke, hvad man stod over for.
Og realiteten er efter alt at dømme, at man, selv med en strammere udlændingelov end 1983-modellen, ville have stået over for et eller andet alligevel.
For naturligvis er strømmen af både asylsøgere og migranter til Europa og til Danmark ikke blot en funktion af lovgivningen herhjemme.
Den er en følge af globaliseringen og det, at mennesker over de seneste årtier har fået usigeligt meget nemmere ved at flytte sig rundt på kloden. Det er blevet billigere. Transportvejene er flere. Og medieudviklingen har revolutioneret bevidstheden om, at livet andre steder på Jorden er anderledes – og måske uendeligt meget bedre, rigere, fredeligere – end der, hvor man selv bor.
--
Hvilket faktisk netop er årsagen til, at det må være muligt at diskutere, hvordan vi skal håndtere denne realitet, uden at man risikerer at blive udskammet som i værste fald småracist eller blot fremmedangst, provinsiel eller en nationalistisk væren-sig-selv-nok-type.
For det er enorme kræfter og bevægelser, vi står over for. Det erkendte også Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm i Jyllands-Posten forleden, hvor hans budskab var, at vi selvfølgelig umuligt kan tage imod 60 millioner flygtninge i Europa; at vi risikerer ragnarok; og at noget må gøres for at forhindre dette ragnarok.
Problemet, som uundgåeligt forstærker bekymringerne hos mange, er at det er svært at få hold på, hvad dette ”noget” skal være.
Et eksempel: Blot i EU at vedtage en forpligtende intern fordeling af de mennesker, som ankommer til kontinentet, løser jo ikke udfordringen. Måske vil det tværtimod blot forstærke presset på Europas grænser – foruden at risikere at fratage nationalstaterne den grundrettighed selv at bestemme vilkårene for adgang og ophold.
--
Måske handlede man i 1983 i blinde. Men hvis vi også i 2015 handler i endda en moraliserende, selvpålagt blindhed over for den brutale verdens realiteter, så kan følgerne blive uoverskuelige.
I øjeblikket står vi over for et krydspres: Der er både strømmende af asylsøgere fra konflikter som i Syrien og Eritrea. Og der er en strøm af migranter fra især Afrika syd for Sahara.
For blot en måned siden offentliggjorde FN rapporten World Population Prospects, hvori man forudser, at verdens befolkning vokser til 9,7 milliarder frem mod 2050. Halvdelen af denne enorme befolkningsvækst vil ske i det Afrika, hvorfra størstedelen af migrationen kommer.
Og migration er en del af problemet, uanset hvor meget nogle i den danske indvandrerdebat vil gøre det hele udelukkende til et spørgsmål om en flygtningekrise.
Migration forstået som folkevandringer, der ikke udgøres af personligt forfulgte eller krigsflygtninge i juridisk forstand. Men mennesker, der søger mod et bedre liv et andet sted på kloden. Den selvsamme FN-rapport forudser en netto-migration fra fattige til rigere lande frem mod 2050 i størrelsesordenen 91 millioner mennesker.
Vi står over for - eller midt i - en regulær exodus.
Blandt hovedmodtagerne i denne exodus er Europa.
Danmark ligger i Europa.
Vi må kunne diskutere redskaberne til at håndtere denne realitet. Både de globale redskaber – og de lokale redskaber som eksempelvis integrationsydelsen. Uden udskamning.
Og vi må kunne diskutere åbent, hvor mange mennesker et land som Danmark realistisk set kan tage imod, hvis den eksisterende samfundsorden skal kunne bevares. Hvis eksempelvis vores velfærdssystem skal kunne bevares i en blot nogenlunde genkendelig form.
--
Men det kan vi tilsyneladende ikke. For blandt kritikerne af en stram udlændingepolitik er der en påfaldende ulyst til at diskutere selve omfanget af tilstrømningen til Danmark.
Eller til at diskutere det faktum, at der nok i udgangspunktet er forskel på asylsøgere, flygtninge og indvandrere. Men at virkelig mange flygtninge jo alligevel ender som indvandrere, fordi de aldrig igen vender tilbage til det land, de flygtede fra.
Når en debat alene bliver moralsk, risikerer den at blive virkelighedsfjern. Så kommer den til at handle om, hvad der foregår inde i vores hoveder, om tone og menneskesyn og tolerance og intolerance, og lad da dén debat rulle, og man skal opføre sig ordentligt. Og tale ordentligt.
Men den vigtigste debat burde handle om realiteterne. Herunder denne realitet: Hvor mange asylsøgere og migranter fra verdens fattige lande kan Danmark tage imod de næste 30 år, hvis vi skal blive i stand til at bære det, til at integrere dem?
Det er så sjældent, nogen melder klart ud. Så meget skal de have i Sverige, hvor grænserne som bekendt er betydeligt mere åbne end i Danmark; ind i mellem meldes der til gengæld klarere ud.
Som her Centerpartiets formand Annie Lööf, der i et interview på svensk TV går ind på den tanke, at Sverige sagtens kan tage imod 30 millioner udlændinge:
--
Forleden hørte jeg i Søndagsfrokosten på P1 erhvervskvinden og debattøren Soulaima Gourani argumentere for, at Danmark over de næste 5 år godt ville kunne håndtere modtagelsen af 500.000 flygtninge.
Der som bekendt ifølge alle erfaringer fra de forløbne 30 år for manges vedkommende en dag bliver til indvandrere.
Hvad nu, hvis dét scenarie blev til virkelighed? Hvilke integrationsproblemer ville vi stå med? Hvilket økonomisk hul vil der blive slået i den danske velfærdssamfundskasse? Hvor mange flere boligområder præget af håbløshed, arbejdsløshed, rodløshed og det, der er værre, ville blive resultatet, sådan som man i tiltagende grad ser det i Sverige?
Egentlig vil jeg rose Soulaima Gourani for at sætte et tal på. Blot mangler hun at redegøre realistisk for konsekvenserne.
Lige som så mange andre, der gerne vil gøre debatten om indvandring til alene et spørgsmål om moral og menneskesyn. Ikke om det Danmark, vi kommer til at kende.
--