Et år er gået, siden vi mistede Mads Holger. Et tungt år. Det tunge er den store klump af ingenting, af sort stof, der er så fortættet af savn og frarøvet tid, og som hænger i tanken om den alt for bratte afslutning på et ungt og lovende liv.

Jeg får bly i armene, benene og brystet af at tænke på, at min ven ikke er her mere. Her i tiden op til årsdagen for hans endeligt fylder han i hoveder og hjerter på de efterladte. Vi mindes hans væsen, hans facon, fremtoning og stemme. Hans venskab og selskab, men også hans arv. For sådan en har Holger nemlig givet os, og den er lige dele vigtig og forud for sin tid.

Et middagsselskab med de reaktionære. Gæsterne smiler og griner, med glas i hånden. Med jævne mellemrum rykker vi ud i køkkenet og ryger. Jeg nasser, som sædvanlig, cigaretter. »Tobakscigaretter« som han kaldte dem. Samtalen er jo ofte lidt mere fortrolig eller fri ved rygevinduet. Han fortæller om angrebene mod ham. Ikke med flæb, men harmens ild. Jeg lytter og svarer.

Det er soldatersnak. Hvor jeg savner den. Dagens mand forstår det ikke. Han bliver bange ved den blotte tanke om modværge mod tidens pressioner. Hvordan ser jeg ud med disse holdninger?

Den indre styling, tilpasning, underlæggelse. Sjælens kosmetik – ikke at forveksle med dens opdragelse, styrkelse og modning. Spirrevippens vankelmodige behagesyge, som han udlever i klassen, på jobbet, socialt, i debatten. Der er altid en autoritet, men i dag er den usynlig, indregjort, censurerende. Dens bærere internaliserer dens åg helt selv. Så meningskontrollen behøver end ikke løfte et øjenbryn længere. Det er alt sammen indrestyret nu. En verden til forskel fra Holgers alvorlige optagethed af det ydre.

For jojo, Holger var forfængelig. På egne og andres vegne. Ikke for at tækkes den flygtige, men insisterende holdningskirurgi. Ikke for at kæle for åndsfrihedens snu bødler. Men fordi skønhed i det ydre inspirerer til og nærer skønhed i det indre. Skønhed giver mod, karakter og vilje. Skønhed giver også mening eller lader os række lidt hurtigere ind i meningen, som ellers er det moderne menneske så fjernt. Vi bør stræbe. Vi bør forfine. Vi bør male bladguld der, hvor vi kan. For bladguld er ærligt. Det er synligt. Det lyver ikke. Deri er kontrasten til tidens magt, der først og sidst er den sjælelivskorrumperende løgn.

Legionærerne med sanktionssylene

Ind i stuen igen, til de andre. Med smagen af røde Marlboro på tungen og opstemt af vin.

Vi skal høre musik! Jeg sætter »We have all the time in the world« med Louis Armstrong på. Holger elskede den. Vi hører den til ende, samtalen flimrer ud. Den sang er hans, nu. Ja, paradokset mellem virkeligheden og titlen, mellem det, han valgte, og det, Armstrong synger. Jeg ved det godt. Men sangen er hans, fordi tiden er hans. Det ved den bare ikke, tikke-di-tak, dum og bagefter, som den er.

»Åh«, spørger den ironiske yngling, »men tror du så, ligesom, han var sådan en profet-type, der så ting før alle andre, og er du ikke herreovertroisk nu, årh hvad, tror du ligesom på Gud, ligefrem?« mens han med sine ironisk nedbidte neglefingre roder nervøst i håret og leder i den ironiske havemandsjakke efter sine uironiske gauloises (mundens nydelse er det eneste, han har mod til ikke at satirisere over).

Ynglingen forstår det ikke. Han har lært, at alt er relativt, og at der ikke er forskel på kvinde og mand. Han har lært, at der ingen Gud findes, og at alt skal være sjovt. Han tror, at alt flyder – derfor er han selv udflydende. Og så har han lært at tage sig ud, som det forventes. Kinderødt i holdningsafdelingen, for ellers vanker der.

Hvad der vanker? Det fik Holger at føle. De, legionærerne med sanktionssylene, var over ham altid. Straffen for at være anderledes. De misundelige (nej, hvor var de mange) og deres hævn. Den parnassede vrede, der væskede og sev alle steder, hvor hans ord og stemme og fremtoning sås og hørtes.

Vandt de så? Tænker jeg ofte. Fik denne verdens grimhed, lavloftethed og ondskabsfulde manér gjort kål på ham, min ven, der havde så meget at give?

Nej. Det gjorde de ikke. Hverken over manden eller hans sag. For Holgers eget vedkommende, så valgte han selv. Han tog beslutningen, den frygtelige, og hvad der knytter sig til det – udover vores retmæssige savn, frustration og uforståen – er mellem ham og Vorherre.

Den modige mand

Hvad angår hans sag, så satte han den foran os og gik fra bordet. Sagen er der. Vi er bare ikke helt i stand til at pakke den ud endnu. Det, han forsøgte at afhjælpe, den kulturelle malaise, han ville bedre, er endnu aktiv, endnu for tæt på, til at vi for alvor ved, hvor meget det skader os.

Hvad var hans sag? Koncist sagt: Gud, konge og fædreland. Modgift til ødelæggelsen af vores arv, vores orden, vores fællesskab. Uløseligt forbundet med bærerne og forvalterne deraf: manden og kvinden.

Holgers kamp var i høj grad en kamp for de to størrelser. Måske mest for manden, for han havde og har mest brug for det. Holgers største gave til os var at vise en vej ud af kønstyranniet, som på flere måder er begyndelsespunktet for den nivellering og nihilisering af alt, han forståeligt afskyede. Han gav en vej væk fra den bredrøvede udgrænsning af det drengede, det maskuline, det virile og det ikke-ensliggjorte. Gør! Vær! Skab!

Det er først og fremmest som maskulint ikon for et par generationer af drengebørn, som har været holdt i institutionernes spændetrøje, og lider under det, at han mangler, sådan i offentligheden. Vi har brug for ham, for manden, mere end nogensinde. Gentlemanden, den handlende (i mere end merkantil forstand). Ham, der ikke finder sig i undertrykkelsen og censuren. Ham, der siger det farlige højt. Ikke som en stærk ener, men som en social karakter, der har sig selv i behold, og som beskytter sine. Den modige mand, i kort form. Grænsedrageren.

Han er derude, jeg ved det. Holgers popularitet på dette område skyldes jo, at der var og er klangbund for hans tanker desangående. Manden er derude, men vores drenge mangler Holger til at eksemplificere det maskuline på den særlige måde, han gjorde det. Tegningen af det ikke konstant adaptive menneske. Et lysende exit-skilt i en tætpakket millennium-biografsal, hvor de spiller »Sex and the City« på repeat, og luften er så tyk af passiv aggressivitet, at man kan slå en (han)elefant ihjel med det.

For mig at se var manden og kvinden og deres fællesmængde det inderlige udgangspunkt for Holgers projekt. En mulighedsbetingelse for treenigheden Gud-konge-fædreland. Derfor var han så bekymret for det ideologiske mord på erotikken. Fordi det, mand og kvinde skaber i fællesskab, er grundlaget for sammenholdet i det store.

Den lille enhed, der skaber en fælles platform, er det, uden hvilket intet fædreland består. Det, uden hvilket Guds ord ikke gives videre. Det, uden hvilket ingen opdrages til at respektere og ville bevare den overleverede orden. Mand og kvinde som to kategorisk forskellige størrelser, hver i deres egen ret, og deres fælles potentiale, ikke blot i form af børn, men også som bærere af historie, viden og ånd. Af gnist, vilje og hengivenhed. Vi giver os jo ikke kun hen til hinanden og til vores unge, men også til fællesskabet, til Gud og til vores orden.

Jeg skrev, at tiden var bagud i forhold til Holger. Jeg har ikke glemt det, men følte, at det passede bedst at uddybe her til sidst.

Vores kultur er i knæ. En vidunderlig, storslået og usammenligneligt mere menneskekærlig kultur end nogen anden står for fald efter årtiers flammende hjemstavnshad og erosion indefra. Vinderne bliver ikke dem, der tændte ilden, eller opstemte af destruktionens viagra nedsank det bærende i syre. De kan ikke skabe, jo.

Nej, vinderne bliver den mest aggressive autoritet, som formår at etablere sig i dens sted. Det kan vi ikke lade ske. Det vidste Holger om nogen. Han havde netop ikke givet op, på vores vegne. Derfor insisterede han på det opbyggelige, på skønheden og det storslåede, fordi vi kun er begyndt at ane konturerne af, hvad fraværet af disse goder betyder. Så er det velgørende, at vi blandt os havde et ilbud fra fremtiden i 38 mindeværdige år.

Holger. Du er savnet.