Thomas Blachman har skrevet et 56 siders manifest til ungdommen om, hvordan man gør sig interessant uden nødvendigvis at være det. I en blanding af løs causeren og skoleopgavestil får vi præsenteret Blachmans livsfilosofi, målrettet de unge, som skal lære at lytte til deres idéer.

»Mit navn er Blachman, jeg er kommet for at løfte jer op til kagebordet, hvor I kan syne jeres egen originalitet.« Og så følger en lind strøm af bon mots, kryptiske formuleringer, og hvad man kunne kalde operationaliseret blachmanisme – altså konkrete forslag til at få idéer og, ikke mindst, gøre sig selv mere spændende med sprog og adfærd.