Eutanasi - den gode død

Ole Duemose Andersen tog en hjerteskærende beslutning 12. oktober 2011. En beslutning som de fleste af os nok ville ønske, at vi også ville have modet til, hvis vi på tilsvarende vis blev konfronteret med valget. Som magtesløst vidne til farens dødelige sygdom, som havde reduceret faren til blot en skygge af den mand, han engang var, valgte Ole Duemose Andersen at imødekomme sin fars bøn om at udfri ham fra smerten - og fra livet.

Ole Duemose Andersens forsøg på medlidenhedsdrab mislykkedes, og blev i stedet i retten i Odense takseret til 60 dages betinget fængsel.

At vælge døden er et uigenkaldeligt valg. Det er en endegyldig beslutning om ophøret af (jordisk) eksistens. Ikke desto mindre er det et valg, som mange mennesker af forskellige årsager effektuerer eller inderligt ønsker for sig selv. Men det er ikke et valg, individet er gjort til herre over. Staten forbyder individet at søge hjælp hos andre til at slutte livet, og loven straffer dem som i barmhjertighedens navn trodser statens diktat. Men har vi ikke en menneskeret til ’den gode død’?

Sådan som loven er i dag er svaret »nej«. Af straffelovens § 239 og § 240 fremgår det, at aktiv dødshjælp og assisteret selvmord giver fængselsstraf i op til tre år. I Folketinget støtter flertallet den nuværende lovgivning. Liberal Alliance lurepasser og de Radikale har ifølge Folketingets hjemmeside ikke formuleret en politik på området. Socialistisk Folkeparti er det eneste parti, der holder døren på klem for introduktion af aktiv dødshjælp.

Det, som holder partierne tilbage, er nok i vid udstrækning Det Etiske Råd. Rådet blev nedsat 1987 med henblik på at rådgive Folketinget og offentlige myndigheder om forskningens muligheder på det bio- og genteknologiske felt inden for sundhedsområdet.

Rådet behandlede i 2003 spørgsmålet om aktiv dødshjælp i udgivelsen »Eutanasi - lovliggørelse af drab på begæring?« Selvom rådet i princippet forsøger at repræsentere begge sider af sagen, er redegørelsens eksplicitte afsæt en anbefaling om ikke at åbne for en lovliggørelse af aktiv dødshjælp - og denne skævhed fornemmer man tydeligt i læsningen af rapporten. Rådets anbefaling blev desuden genbekræftet i 2010. Det ligger selvfølgelig uden for rækkevidden af denne kronik at gå i clinch med substansen i rådets rapport, men jeg vil alligevel problematisere nogle af de centrale normative argumenter, som rådet lægger til grund for sin konklusion.

Som det første argument mod aktiv dødshjælp, fremhæver rådet ’menneskelivets ukrænkelighed’. For rådet besidder livet en egenværdi - en værdi som rækker ud over individets ret til at vælge liv eller død for sig selv. Som de skriver ’livets værdi er ikke til forhandling’.

Men i praksis er livets værdi konstant til forhandling. Når Folketinget sender danske tropper til Afghanistan og Irak, eller godkender luftbombardementer over Libyen, så er livet i allerhøjeste grad til forhandling. I krig foregår der konstant beregninger af indsats og effekt i forhold til tab af menneskeliv. Eller hvad med prioriteringer i sundhedsvæsenet? Her bliver livet hver eneste dag værdisat, og nogle gange vurderes livet for ’let’. Hvis ikke det var tilfældet, ville vi jo ikke se en konstant diskussion om ressourceanvendelse og behandlingstilbud.

Mere principielt, hvordan kan rådet konkludere, at mennesket med sit liv står til ansvar over for Livet (med stort L?) Er vores liv ikke netop vores eget? Folk har jo også lov til at ødelægge deres liv med alverdens dårlige livsstilsbeslutninger. Hvis rådet virkelig mente, at livet i sig selv havde en værdi som transcenderede individets ret til samme, måtte det jo betyde, at alle forhold i livet principielt skulle gøres til genstand for politisk indgriben, hvis blot man kunne fremføre, at ’livet’ ville have bedre af det (jeg erkender, at sådan er det desværre i vid udstrækning i dag).

Det andet argument, som rådet fremfører, er, at aktiv dødshjælp bryder med det normative udgangspunkt, at man ikke må slå ihjel. I redegørelsen påpeger rådet, at mennesket har en intuitiv modvilje mod at slå ihjel, og at dette afspejler en slags iboende kvalitet ved mennesket.

Som beskrevet ovenfor, er afgørelser om liv og død en genneminstitutionaliseret problematik, som ofte kommer til udtryk i politiske og operationelle beslutninger om at lade mennesker, til tider uskyldige, dø. Men jeg mener også, at rådet underkender menneskets kapacitet for medfølelse, som om muligt er stærkere rodfæstet end respekten for livet som sådan. Således har kulturer på forskellig vis haft praksis for at give coup de grâce - ’nådesstødet’ - til hårdt sårede dyr og mennesker for at udfri dem fra unødig og uhelbredelig lidelse. Denne barmhjertighed er blevet udvist både af venner og fjender. Hvis man skulle tage rådet på deres ord, måtte den døende på slagmarken hellere lide indtil døden indtraf ’naturligt’.

Den tredje antagelse, jeg vil fremhæve, er rådets påstand om, at lidelse er en del af det menneskelige grundvilkår. For rådet er lidelse og lidenskab (passion) forbundne egenskaber ved mennesket, og som egenskab at betragte er det ikke menneskets ret at fravælge lidelse. Kun gennem lidelse kan mennesket finde og udvikle lidenskaben.

Rådet indrømmer selv, at dette argument i sidste ende er funderet i en (særlig) religiøs betragtning om menneskets livsvilkår og menneskets betingede eksistens som en del af Guds skaberværk. Derfor må man ikke ’snyde’ sig selv fra lidelsen via aktiv dødshjælp.

Denne pointe synes en smule inkonsistent med rådets øvrige anbefalinger på området. Blandt andet fremhæver rådet palliativ pleje (smertelindring m.v.) som et ønskeligt alternativ til aktiv dødshjælp. Men hvis man skal tage påstanden om lidelse som livsvilkår alvorligt, er dette så ikke også problematisk? Hvis man fjerner al lidelse under en dyne af smertelindrende medicin, er det så ikke også ’snyd’?

Det er svært at argumentere imod religiøst funderede argumenter, da de i sagens natur bygger på en trosbaseret forestilling om Guds vilje og intention - en forestilling, som hverken kan afvises eller påvises. Men det forhold, at argumentet i bund og grund er religiøst, mener jeg, kategorisk diskvalificerer det.

Et centralt problem i rådets redegørelse er, at flere af argumenterne har denne religiøse slagside. Hvis man kigger nærmere på de to første argumenter, finder man i redegørelsen implicitte og eksplicitte referencer til den kristne forestilling om eksistens, og relationen mellem Gud og mennesket, som ’hans’ skaberværk.

Men beslutningen om lovliggørelsen, eller alternativt den fortsatte kriminalisering, af aktiv dødshjælp bør basere sig på et politisk-ideologisk afsæt - og ikke på religion. Derfor mener jeg, at debatten bør tage sit afsæt i det menneskesyn, som i øvrigt er gældende i et liberalt demokrati - nemlig forestillingen om borgeren som et rationelt, rettighedsbærende individ.

Jeg mener også, at det normative udgangspunkt for spørgsmålet om aktiv dødshjælp må være, at individet trumfer livet. Livet er ikke den højeste moralske værdi, det er derimod individets helt grundlæggende eksistentielle ret til at vælge såvel livet som døden for sig selv (i det omfang det valg er muligt). Det betyder også, at individet har ret til at blive udfriet fra smerte og lidelse via døden. Logisk gælder denne ret såvel raske som dødeligt syge mennesker. Jeg er fuldt ud opmærksom på, at der er mange praktiske udfordringer med hensyn til at sikre aktiv dødshjælp mod misbrug eller fejlanvendelse. Men dette er netop praktiske forhold, og som derfor ikke i sidste ende bør forhindre individet i at kunne udøve sin basale ret til ’en god død’.

Det kan man nemlig godt finde ud af andre steder i verden. Havde Ole Duemose Andersen og hans far levet i Holland ville en læge kunne administrere eutanasi - den gode død - til faren under kontrollerede forhold. Dermed ville faren have undgået unødigt langtrukken lidelse, og Ole Duemose Andersen ville have undgået den desperate selvtægt at forsøge medlidenhedsdrab på sin far og den efterfølgende straf.

Men dette er ikke Holland, det er Danmark.