Datatilsynene i de seks største EU-lande kaster sig nu i samlet flok over Google for at tvinge internetgiganten til at rette op på brud på EUs databeskyttelsesregler.
Umiddelbart kan det kun give bøder på op til en million euro, men med nye EU-regler vil virksomheder kunne idømmes bøder på op til to procent af deres årlige omsætning på verdensplan - i Googles tilfælde op til 4,4 milliarder kroner ud fra 2011-indtægterne.
Ugennemsigtig samkørsel af data
Det er datatilsynene i Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og Holland, som for første gang er gået sammen for at håndhæve beskyttelsen af privatlivets fred over for en virksomhed. Det sker, efter at det franske datatilsyn, CNIL, på vegne af EU for fem måneder siden slog fast, at Google havde undladt at give brugerne tilstrækkelige oplysninger om, hvordan deres personlige oplysninger blev brugt og kædet sammen, og hvor længe Google gemmer oplysningerne, da Google valgte at slå brugerbetingelserne på omkring 60 nettjenester sammen.
Google står i dag bag blandt andre e-posttjenesten Gmail, videotjenesten YouTube, billedtjenesten Picasa, netkontorpakken Google Docs og Facebook-konkurrenten Google Plus.
Google ændrede 1. marts 2012 de bestemmelser, som brugerne skal acceptere, når de anvender Googles mange tjenester. Ifølge Google selv sker det for at gøre det lettere for folk at bruge flere tjenester, men kritikere hævder, at Google dermed for første gang får mulighed for at samkøre brugerdata på tværs af omkring 60 tjenester, hvilket ikke hidtil har været muligt.
Ret til at få vished og indsigt
Datatilsynene havde brugt ni måneder på at granske sagen.
»Ingen er imod Googles målsætning om enkelhed. Det er helt legitimt. Men det skal følges af gennemsigtighed over for forbrugerne og muligheden for at sige ja eller nej. Forbrugerne har ret til at vide, hvordan oplysningerne bliver brugt, og hvad der sker med dem,« har det franske datatilsyns direktør, Isabelle Falque Pierrotin, tidligere sagt.
Hun understreger, at »vort mål er ikke at skrive en bøde ud eller straffe - vort mål er, at Google overholder reglerne«.
EUs justitskommissær, Viviane Reding, er glad for den fælles aktion.
»Det er godt at se, at seks nationale datatilsyn går sammen om at håndhæve Europas fælles databeskyttelsesregler. Jeg er tryg ved, at Europaparlamentet og EU-medlemsstaterne vil styrke Europas værktøjer betragteligt i løbet af i år,« siger hun ifølge den britiske finansavis, Financial Times.
Googles privatlivsdirektør har sagt op
Stramningerne ventes først at kunne træde i kraft overalt i de 27 EU-lande i 2015. Indtil da må de nationale datatilsyn sikre, at europæiske forbrugere ikke er sårbare, mener Isabelle Falque Pierrotin fra CNIL i Frankrig.
Den fælles aktion sættes i gang dagen efter, at Googles privatlivsdirektør, Alma Whitten, har sagt sin stilling op efter tre år på posten. Hun trådte til i 2010 efter den verdensomspændende ballade om Googles fotovogne, der ikke alene fotograferede til Google Gadevisning-tjenesten men også opsamlede data fra alle ubeskyttede, trådløse net, som de kom forbi.
Den sag kostede Google en bøde på 100.000 euro til det franske datatilsyn.
Sagen mod Google følges nøje af andre amerikanske teknologiselskaber, som også er i EUs søgelys, heriblandt Microsoft, Facebook og Apple.
