BARCELONA: Gérard Depardieu er enorm. Ikke blot i fysisk forstand med en kampvægt omkring de 130 kilo pakket sammen på et 185 cm højt skelet, men også i op til flere overførte betydninger.

Dels har den franske scenekunstner gennem en halv menneskealder i roller som alt fra revolutionshelten Danton over Jean Valjean i »De Elendige« til Greven af Montecristo og den gæve galler Obelix spillet røven ud af bukserne på samtlige sine kolleger – i hvert fald på denne side af Atlanten. Dels er det svært at komme i tanke om en anden offentlig person, der har været udsat for et tilsvarende antal pinlige og tragikomiske episoder eller stået bag lige så mange boutades, som franskmændene betegner provokerende indfald.

Til den pikante ende af registeret hører anekdoten om, hvordan Depardieu bogstavelig talt overpissede et fly, fordi han hverken kunne holde sig under take-off eller ramme en plasticflaske med sit angiveligt særdeles generøse kønsorgan. Og der er mere fra samme undertøjsskuffe i selvbiografien »Ça c’est fait comme ça« (Sådan blev dét gjort), der udkom for nylig.

»Putin er ligesom mig«

Men når bogen har vakt interesse også uden for det lyserøde segment, handler det i lige så høj grad om politik.

Der blev mange steder i det borgerlige Europa nikket anerkendende, da Depardieu i 2012 stillede sig i spidsen for oprøret mod præsident François Hollandes såkaldte millionærskat og under voldsom polemik gav afkald på sit franske statsborgerskab i protest.

Til gengæld var begejstringen knap så stor, da skuespilleren kort efter skiftede skattelyet i Belgien ud med et russisk pas og officiel bopæl i provinsbyen Saransk. Især fordi han samtidig begyndte at rådyrke sit venskab med Vladimir Putin, som end ikke de seneste måneders krig i Ukraine har fået ham til at lægge afstand til.

»Putin er ligesom mig,« forklarede Depardieu i forbindelse med udgivelsen af selvbiografien i et interview med magasinet Le Point og fortsatte:

»Han er en mand, som er kommet langt, selv om ingen gav en skid for ham, da han var knægt. Men han var som mig heldig at møde folk, som troede på ham. Det er rigtigt, at han arbejdede sig op i KGB, som var et formørket uhyre. Men det samme gælder for efterretningstjenesterne i Frankrig, USA eller, for den sags skyld, det antikke Rom.«

Trækkerdreng og ligrøver

Tja. Rigtigt er det i hvert fald, at Depardieu har skabt sin karriere mod alle odds. Faderen var en analfabetisk drukkenbolt. Og lille Gérard var millimeter fra aldrig at blive født, da moderen under graviditeten forsøgte at abortere ham med en strikkepind, afslører skuespilleren i sin bog.

I stedet voksede han hurtigt op og lignede som tiårig en velvoksen konfirmand, hvilket han udnyttede til at tjene sine første penge ved at sutte den af på lastbilchauffører, når de gjorde holdt i hans midtfranske hjemby Châteauroux. Karrieren som trækkerdreng fulgte ham i årevis og blev suppleret med diverse former for småkriminalitet, herunder et makabert samarbejde med en mand, der levede af at plyndre nytilkastede grave på den lokale kirkegård.

Da han midt i 1960erne stak af til Paris, fortsatte Depardieu med at stjæle både fra sine mandlige sexkunder og »de rige folks børn«, som han hånligt kalder datidens studenteroprørere. Lige indtil en homoseksuel teatermand hjalp med at få styr på både skuespillerkarriere og privatliv, hvilket førte til de første store roller og ægteskab med den syv år ældre kollega, Élisabeth Guignot.

Frankrig er en temapark

Deres datter, Julie, har givet følgende usentimentale karakteristik af sin far:

»Han er en ballademager; en handicappet og hyperaktiv person. Utrolig sympatisk, men fuldstændig opslugt af sig selv.«

For meget, med andre ord, og det er dét, man ikke længere har lov til at være i Hollandes Frankrig, mener skuespilleren.

»Det er, som ville man klippe mig skaldet ligesom tyskertøserne efter krigen. I virkeligheden handler alt det her jo ikke om penge. Jeg betaler hellere end gerne 87 pct. i skat, men ikke til de røvhuller,« siger Depardieu til Le Point og fortsætter:

»De er i gang med at omskabe Frankrig til en temapark, hvor folk går rundt med alpehue og baguette under armen, mens kinesiske turister hiver dem i overskægget og deres lange næser.«

Så er der anderledes lebensraum på de russiske stepper, »hvor ingen bjerge stopper vinden, og hvor folk ikke har andre steder at søge tilflugt end i deres indre dialog«. En grandios indebrændthed, som den store franske skuespiller identificerer sig med, når han efter eget udsagn ofte må drikke 13-14 flasker rødvin for at bedøve sine dæmoner og kunne falde i søvn. Derfor har Depardieu heller ikke tænkt sig at flytte hjem, når Hollandes millionærskat pr. nytår forsvinder, og endnu mindre at skrue ned for sin livsstil, selv om han er tæt på pensionsalderen.

»Om fem år er han ikke længere iblandt os,« vurderer datteren Julie.