Den danske regering bliver nu kraftigt advaret af ledende liberale kræfter i Europa-Parlamentet mod at stille med tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) som Danmarks næste bud på en EU-kommissær.

Advarslen kommer fra den tidligere belgiske premierminister, Guy Verhofstadt, der er leder af den liberale ALDE-gruppe i Europa-Parlamentet, som skal være med til at godkende kommissærerne.

Bødskov er ikke erklæret kandidat til posten, men har længe været nævnt i pressen som et varmt navn efter den konservative Connie Hedegaard, hvis periode slutter til efteråret. Og centrale kilder i regeringen peger da også på Bødskov som et godt bud på den næste kommissær, men understreger, at regeringen ikke har lagt sig fast endnu.

I en fælles udtalelse med den danske europaparlamentariker Jens Rohde (V), der sidder i samme gruppe, går Verhofstadt derfor nu hårdt til angreb på Bødskov for hans ageren i Christiania-sagen, der kostede ham ministerposten efter den såkaldte nødløgn til Folketinget.

»Morten Bødskov blev fyret som minister, fordi han vildledte det danske parlament. Det vil være udtryk for en pæn portion arrogance fra den danske regering, hvis man herefter mener, at Europa-Parlamentet bare må acceptere en sådan kommissær. Det er en grundsten i samarbejdet mellem et lovgivende parlament og Kommissionen, at man kan stole på de oplysninger, der kommer fra en kommissær. Kan Europa-Parlamentet stole på Bødskov? Herom har vi vores tvivl,« skriver de to parlamentarikere i en fælles udtalelse til Berlingske.

Et andet kritikpunkt mod Morten Bødskov går på hans behandling af Europa-Parlamentet under det danske formandskab. Verhofstadt og Rohde skriver, at de oplevede »Bødskovs arrogance«, fordi han gennemførte en revision af Schengen-aftalen udenom parlamentet.

Sagen førte dengang til store protester fra parlamentet, og ifølge Verhofstadt viste Bødskov dermed, at » han ikke forstår, at Europa-Parlamentet er en lovgivende forsamling, som man forhandler med.«

Forbeholder sig ret til at afvise Bødskov

Selv om ALDE-gruppen langt fra er stor nok til at afgøre kommissærspørgsmålet alene, er dens holdning væsentlig, fordi Europa-Parlamentet skal godkende den endelige kommission. Hvilket næppe kommer til at ske med liberale stemmer, hvis Bødskov er en del af kommissionskabalen.

»Såfremt den danske statsminister udnævner Morten Bødskov som dansk EU-kommissær, vil vi forbeholde os vores ret til at afvise ham. Der vil være høringer, og her får han lov at tale sin sag. Men Europa-Parlamentet kommer ikke til at acceptere, at man blot udnævner en kommissær, fordi han skal have noget efter at være blevet fyret for at vildlede et parlament,« skriver Verhofstadt og Rohde.

Det forventes, at parlamentets største politiske sammenslutning, den kristendemokratisk-konservative EPP-gruppe, vil have en afgørende stemme, når parlamentet skal godkende kommissionen.

Her har Danmark kun én politiker siddende, nemlig den konservative Bendt Bendtsen. Han understreger, at EPP også kan få svært ved at støtte Morten Bødskov på grund af hans håndtering af parlamentet under det danske formandskab.

»Han tog et kæmpe opgør med Europa-Parlamentet, hvor han blev mødt af buh-råb, så jeg tror, det bliver svært at få opbakning fra vores gruppe. Som minister skal man passe meget på med at træde på parlamentet. Det kan godt være, at de ikke bærer nag, men de glemmer heller ikke,« siger Bendt Bendtsen

Ikke blot en tom trussel

Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og ekspert i europæisk politik Peter Nedergaard mener, at Guy Verhofstadts udtalelser om Morten Bødskov tjener som en kraftig advarsel til den danske regering.

»Det her er ikke blot en tom trussel. Regeringen risikerer reelt at lide et nederlag ved at få ham forkastet i Europa-Parlamentets godkendelsesprocedure, hvis de peger på ham. Det ville i givet fald også være skadeligt for Danmarks renommé i Parlamentet,« siger Peter Nedergaard.

»Verhofstadt kommer ikke fra en af de største grupper, men han har alligevel en vis status, fordi han er erfaren og har pondus. ALDE-gruppen har en betydelig indflydelse, fordi det er en slags midtergruppe mellem de to væsentligste grupper – nemlig EPP-gruppen og socialistgruppen. Det kan derfor alt i alt vise sig at være en risikabel affære at pege på Morten Bødskov som dansk kommissærkandidat efter det her,« fortsætter han.

Ingen kommentar fra Bødskov til udtalelser

Umiddelbart efter at Morten Bødskov i december 2013 blev fældet som justitsminister af Enhedslisten, blev han udnævnt som Socialdemokraternes nye EU-ordfører, hvilket satte gang i rygterne om, at han var ved at blive kørt i stilling som ny EU-kommissær. Dengang var han da heller ikke afvisende over for idéen, da han af Ritzau blev spurgt direkte til, om han kunne tænke sig jobbet.

»Jeg er sådan indrettet, at i politik tager man de muligheder, der opstår, og dem må man gribe, når de kommer,« sagde Morten Bødskov ifølge Ritzau.

Foreholdt udtalelsen fra Guy Verhofstadt og Jens Rohde skriver Bødskov nu i en SMS til Berlingske:

»Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg er kandidat ét sted, og det er i Rødovre-kredsen. Dem håber jeg at få lov til at repræsentere i Folketinget mange år frem.«