Sidste lørdag er længe siden. For en uge siden vandt Emmelie de Forest det internationale Melodi Grand Prix. Mandag hittede hun på hitlisterne over hele Europa. Men allerede nu er ’Only Teardrops’ stærkt på retur rundt omkring i Europa.

Da BT tjekkede iTunes-salgslisten mandag, toppede Emmelie suverænt i de klassisk mest Melodi Grand Prix-begejstrede lande. Tyskland, Østrig, Belgien, Holland, Norge, Sverige, Finland, Holland, Irland, Spanien og Luxembourg.

Siden mandag er ’Only Teardrops’ røget helt ud af den østrigske, belgiske, tyske, hollandske, irske og spanske top-ti. Også i Danmark er interessen svingende. Emmelie ligger dog i dag lørdag nummer 1 på den officielle danske liste over de mest downloadede danske numre.

Men på iTunes-listen er hun allerede røget ned på tredjepladsen. Og på streaming-hitlisten på hitlisten.nu er ’Only Teardrops’ helt nede på en 19. plads. Streaming-listen sammensættes af tal fra TDC Play, WiMP og Spotify.

Vores nordiske brødre har til gengæld taget godt imod Emmelie. ’Only Teardrops’ ligger lige både nr. 1 og 3 i Sverige. Hun er stadig pænt med i Norge (nr. 5) og Finland (nr. 10). Også grækernes kærlighed til Emmelie er vedvarende. Her ligger hun helt oppe på en fjerdeplads.

- Da Brødrene Olsen vandt med ’Fly On The Wings Of Love’, lå de i toppen af hitlisterne i Sverige og Norge og til dels Tyskland og Benelux-landene i flere måneder. Set i det lys er det foruroligende med de dårlige placeringer. En grandprix-sejr burde udløse større interesse. Men det er alt, alt for tidligt at afskrive Emmelie de Forest. To ting er afgørende. Hvad vil hun selv? Hvad er den strategiske plan for Emmelie i udlandet? Musikalsk set er hun udfordret, fordi hendes musik hverken henvender sig det traditionelle grandprix-publikum eller til MTV-publikummet, som lige nu foretrækker Daft Punk og Robin Thicke over hele Europa, siger erfaren branchekilde til bt.dk.

Emmelie de Forests album udgives af pladeselskabet Universal, mens selve sangen ’Only Teardrops’ udgives af Sony, der har en samarbejdsaftale med Melodi Grand Prix.

- Jeg synes ikke, man skal være bekymret på Emmelies vegne. Nogle gange udkommer lokale navne med musik, som sælger en masse enheder meget hurtigt og rydder listerne. Og så vender andre kunstnere tilbage. Det kan også ske for Emmelie, siger Henrik Sørensen fra Sony Music.

- Den helt store forskel i forhold til Brødrene Olsen er, at de havde et publikum i Tyskland, Østrig, Schweiz i forvejen. De havde hittet stort i Týskland. Lige nu skubber vi kraftigt på overfor de europæiske afdelinger, så de husker sangen, siger Sørensen.

Ifølge BT’s branchekilde er der ingen grund til at tale om ’at lave en ny Brødrene Olsen’. De har tjent mange, mange millioner efter sejren i 2000.

- Måske kan Emmelie lave en Celine Dion. Dion brugte sin sejr for Schweiz i 1988 til at gøre opmærksom på sig selv og fik en strålende karriere meget langt fra Melodi Grand Prix. Emmelie har både persona, stemme og en fantastisk naturlig udstråling. I øvrigt er der er noget ’Titanic’ over hendes musik. Ikke bare fløjterne.