Den europæiske gældskrise er tilbage, siger nogle. Andre påstår, at den aldrig nogensinde forsvandt, og at Europa nu er skræmmende nær på igen at havne i recession med faldende velstand og yderligere stigning i arbejdsløsheden.

Den Internationale Valutafond (IMF) har for nylig vurderet, at der er 40 procents sandsynlighed for, at de 18 eurolande snart står i deres tredje recession, siden finanskrisen satte ind.

Advarslen er kommet, netop som Tyskland på det seneste har skuffet stort ved både at have et stort fald i eksporten, et dyk i industriproduktionen og en dybt skuffende indgang af nye ordrer. Det var i august, at den tyske eksport styrtdykkede med 5,8 procent.

Det har skabt frygt for, at selv Tyskland, som er euroblokkens største økonomi og den helt store trækmotor, allerede står med det ene ben ude over grøften og er i akut fare for at falde ned i det frygtede recessionsdyb.

Italien og Frankrig har også nye problemer og presser af samme grund på for at få lempet de økonomiske krav, som er sat op for alle eurolande.

Det har skærpet den ideolo­giske konflikt mellem de to yderfløje i Europa, nemlig den italienske og den tyske.

Den italienske fløj vil løse de aktuelle problemer med lav vækst og tårnhøj ledighed med yderligere finans- og pengepolitiske stimulanser. Skarpt over for dette står den tyske fløj. De vil hellere have den offentlige og private gæld bragt ned, skatterne sænket, det offentlige forbrug reduceret, og barske reformer gennemført på både vare- og arbejdsmarkeder, så økonomien kommer til at fungere bedre.

Kamp mellem to fløje

Der er med andre ord tale om en benhård krig om, hvorvidt euroen skal være en stærk valuta, der er baseret på sunde offentlige finanser, en stærk konkurrenceevne og politisk stabilitet, eller det stik modsat: En en svag valuta, som er presset til at overleve på løbende devalueringer, store underskud og stimulanspakker, inflation og gigantiske pengepolitiske hjælpeaktioner fra Den Europæiske Centralbank (ECB).

Konflikten mellem de to fløje er under klar optrapning, hvilket skaber bekymring på finansmarkedet. Også i Tyskland, hvor modstanden mod euroen vokser og flere frygter, at Tyskland på ny skal betale for andre lande, der afviser reformer, ikke vil ændre på forældede samfundsmodeller og ikke vil leve op til fælles beslutninger.

Bedre bliver det hele ikke af, at eurolandene lige nu også kæmper en hård kamp mod deflation, som kan være særdeles vanskeligt at komme af med igen.

Europæisk økonomi har i det hele taget skuffet stort gennem flere år. For trods historisk lave renter tæt på nul procent i mere end fem år, trods enorme pengepolitiske satsninger med opkøb af obligationer og udlån af svimlende summer til de europæiske banker, og trods forsikringer fra Den Europæiske Centralbank om, at de vil gøre alt for at redde euroen, fortsætter europæisk økonomi med at humpe af sted.

Mest opsigtsvækkende på det seneste er nok, at renten på tiårige statsobligationer fra Grækenland igen er begyndt at stige og har været oppe over ni procent. Det skal ses i forhold til, at samme renter herhjemme og i Tyskland skraber bunden nede omkring én procent.

Også i andre af de mest gældsplagede lande i Sydeuropa er renten steget, fordi mange har trukket penge ud af de mest risikofyldte lande og søgt mod mere sikre statsobligationer fra Danmark og Tyskland.

Politisk risiko

Grækenland har fortsat en astronomisk høj statsgæld, der udgør 175 procent af landets bruttonationalprodukt. Men det ellers så udpinte land er faktisk i bedring. De kan nu nå de mål for reduktion af deres gæld, som er sat op af IMF og EU. Arbejdsløsheden i Grækenland er også begyndt at falde, og som noget helt enestående har Grækenland sandsynligvis haft vækst i tredje kvartal i år, efter 24 kvartaler i træk med tilbagegang. Så meget ser bedre ud på det økonomiske område.

Hvad der derimod nu skaber dybe panderynker på de finansielle markeder, er den politiske risiko. Meningsmålinger i Grækenland giver stor opbakning til EU-kritiske partier, der ikke vil leve op til EUs økonomiske krav. Det venstreradikale parti Syriza, der har Alexis Tsipras som leder, fører klart i alle meningsmålinger, og han vil rulle mange af de reformer og økonomiske forbedringer tilbage, som er blevet gennemført under den nuværende regering.

Bedre går det også i Spanien, Portugal og Irland, som igen har økonomisk vækst. De store offentlige underskud er også bragt ned mange steder, og stribevis af europæiske banker har fået tilført ny kapital, så de er i stand til at låne mere ud end før. Eurolandene har også fået opbygget en fælles redningsfond og står med en centralbank som erklærer, at den er klar til nærmest hvad som helst for at skabe bedre tider. Så der er lyspunkter.

Men kommer der en meget lang årrække med stagnation og stigende ledighed, vil det helt sikkert føre til ny debat om, hvorvidt euroen kan overleve, uanset om det bliver på den tyske eller den italienske måde.