»Dette er det bedste resultat for de første ni måneder af et regnskabsår, som Euroinvestor.com nogensinde har præsenteret,« skriver selskabet i periodemeddelelsen.

At det tegner til at blive et rekordår skyldes blandt andet, at man har købt Reel Finans Pantebrevsselskab 1. marts i år. Selskabet driver låneportalen Udenombanken.dk, der indgår med syv måneder i omsætningstallene.

Derudover har der været en stigningen i salget - og dermed også omsætningen - inden for salg af tilstandsrapporter, samt en positiv værdiregulering vedrørende datterselskabet Iboligen ApS og det tidligere fusionerede selskab Tvangsauktioner A/S, oplyser selskabet.

Euroinvestor fastholder forventningerne til 2016. De blev senest justeret 11. oktober, da man solgte IR Solutions til canadiske Q4 for 5,5 mio. dollar - svarende til knap 37 mio. kr. Frasalget skete, fordi Euroinvestor vil fokusere klarere på selskabets kerneområde - nemlig drift af onlineportaler med fokus på aktie- og boligmarkedet.