Otmar Issing var i årevis cheføkonom, først i Bundesbank, siden i ECB; han er en af idémændene bag euroen, og han var med til at sætte den i værk. Men i en ny bog sætter han spørgsmåltegn ved, om den fælles mønt overlever i sin nuværende form; i hvert fald med de nuværende medlemmer.

»Alt taler for at redde eurozonen. Men det må vise sig, hvor mange lande som på længere sigt vil være i stand til at være en del af den,« skriver han i bogen, som har fået titlen »Hvordan vi redder euroen og styrker Europa«.

Issings forrige bog hed »Euroen. Fødsel - succes - fremtid«, men det er også mere end fire år siden, den udkom.

Issings udmelding har allerede vakt stor medieopmærksomhed især i den eurokritiske britiske presse, som finder det rigtig interessant, at en af euroens fædre nu er klar til at lade nogen forlade den.

Issing går ikke nærmere ind på, hvilke lande, han mener, risikerer at ryge ud af euroen. Grækenland er dog med sikkerhed et af dem. I et TV-interview i anledning af bogen siger han, med adresse til Athen, at det er et spørgsmål, hvor længe man skal blive ved med at overføre penge til et land, som stadig ikke overholder sine aftaler og bliver ved med at være ugennemsigtigt.

»Et modigt eksperiment«

Issing er en konservativ tysk økonom, og hans diagnose er konservativ, ligesom hans løsningsforslag er det. Det er hverken finanskrisen eller »markedet«, som har ført til eurokrisen, forklarer han; finanskrisen får skylden for alt for meget, og at gå efter markederne »er en ren afledningsmanøvre. Man har længe gjort spekulation ansvarlig for, at krisen brød ud, men hvad er spekulation? Er det spekulation, at investorerne prøver at skille sig af med obligationer fra et land, hvis nye regering erklærer, at budgetunderskuddet altså ikke er 3,7 pct., som der står i statistikken, men i virkeligheden 13 pct.?« En henvisning til Grækenland .

Næsten som var det et svar til Issing, har det britiske magasin The Economist i sit seneste nummer regnet på omkostningerne ved at slå euroen i stykker, som Issing nu lægger op til.

Lader man Grækenland gå, vil den samlede regning til Europa løbe op i 300 mia. euro, hvoraf op mod en trejdedel vil skulle betales af Tyskland. Der er først og fremmest de kriselån, man allerede har sendt til Athen. Og så er der de statsobligationer, som man har ladet ECB købe. Endelig er der de tilgodehavender, som andre eurolandes nationalbanker har på den græske nationalbank til ECBs interne clearingssystem, TARGET2.

Med Grækenland ude kan markedet også presse Spanien, Portugal, Irland og Cypern ud, advarer The Economist, og så vokser regningen til 1.150 mia. euro. Tallene er ikke med i Issings bog, hvori han kalder skabelsen af euroen for »et modigt eksperiment«. Det samme kan opløsningen blive.