EU vil sørge for, at det amerikanske indrejseforbud mod borgere fra syv muslimske lande ikke rammer europæere med dobbelt statsborgerskab.

Det siger kommissionens cheftalsmand, Margaritis Schinas, mandag på en pressebriefing i Bruxelles.

- Vi er i gang med at finde ud af, om dette præsidentielle dekret har konsekvenser for rejser foretaget af EU-borgere, der har dobbelt statsborgerskab i et af de syv lande, der er omfattet af rejseforbuddet, siger Schinas.

- Det får vi modstridende oplysninger om, siger han.

USA's præsident. Donald Trump, underskrev fredag et dekret, der midlertidigt nægter folk fra Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen indrejse i USA.

- Vi vil sørge for, at der ikke bliver diskrimineret mod vores statsborgere, siger EU-Kommissionens cheftalsmand.

Han siger samtidig, at "dette er Den Europæiske Union".

- Og i Den Europæiske Union diskriminerer vi ikke på grundlag af nationalitet, race eller religion, siger Margaritis Schinas.