EU: Meget tyder på, at en hemmelig skatteaftale mellem de hollandske myndigheder og den amerikanske kaffegigant Starbucks er ulovlig.

Det fremgår ifølge politiken.dk af en foreløbig vurdering fra EU-Kommissionens konkurrencedirektorat, hvor Margrethe Vestager er øverste chef.

Vurderingen går på, at Hollands aftaler med Starbucks’ hollandske selskaber er ulovlig statsstøtte, fordi kaffekæden ved hjælp af interne handler flytter sit europæiske overskud til Holland. Aftalen med de hollandske skattemyndigheder betyder, at Starbucks dermed slipper billigere i skat.

Hollænderne afviser enhver snak om ulovligheder.

Aftalen »holder sig fuldstændig inden for internationale standarder«, og den er en del af regeringens »strategi for at skabe et attraktivt investeringsklima,« lyder det ifølge Politiken i et svar.

Det er ikke kun Holland, der er i søgelyset i forhold til hemmelige skatteaftaler. I sidste uge kom det frem, at Luxembourgs myndigheder tilsyneladende har hjulpet en lang række store virksomheder med at slippe billigt i skat.

Afsløringerne har sendt den nytiltrådte formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, i strid modvind, idet han var regeringschef i Luxembourg, da de omstridte aftaler blev indgået.