Nye EU-regler om kosmetik vil begrænse brugen af de to parabener propyl- og butylparaben i al kosmetik, men samtidig tillader reglerne fortsat brugen af små mængder i solcreme til børn.

På grund af mistanken om, at stofferne er hormonforstyrrende, har Danmark siden 2011 haft et forbud mod visse parabener i plejeprodukter til børn under tre år. Derfor vil de nye EU-regler betyde, at vi i Danmark går fra forbud til tilladelse. Det fortæller miljøminister Kirsten Brosbøl (S), der selv stemte nej til forslaget.

»Jeg vil gerne have maksimal sikkerhed - også når vi bruger større mængder solcreme til at beskytte vores børn mod solen. Som miljøminister og småbørnsforælder er det vigtigt for mig, at danskerne kan føle sig trygge og bruge rigeligt med solcreme til vores børn. Derfor er jeg ikke tilfreds med EUs forslag, som fortsat tillader små mængder af de to parabener,« udtaler miljøministeren i en pressemeddelelse.

De nye EU-regler betyder, at koncentrationen af de to parabener nedsættes fra 0,40 til 0,14 procent i al kosmetik og plejemidler. Samtidig rummer reglerne et forbud mod de to parabener i vådservietter og andre plejeprodukter til små barnenumser. Men selv om der er mange forbedringer i de nye regler, er de samlet set ikke gode nok, mener Kirsten Brosbøl.

»Vi har fra dansk side kæmpet i mange år for at få reglerne for parabener i kosmetik strammet op. Og jeg er rigtig glad for de mange gode takter, der er i det nye forslag. Men for mig har det været afgørende, at børn under tre år vil kunne blive udsat for de to parabener gennem solcreme. Det er jeg ikke tilfreds med,« siger miljøministeren.

Også medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt (DF) er bekymret over de nye regler.

»Det burde jo være sådan, at de lande, der gerne vil have høje standarder - altså forbud mod giftstoffer og kræftfremkaldende stoffer - får lov til det, sådan at det ikke er som i dag, hvor de lande, der har ringe regler, faktisk trækker os andre ned. Det er jo den omvendte verden, at EU-regler nu forbyder os at forbyde skadelige stoffer,« siger han.

Med de nye regler kan Danmark ikke forhindre brugen af de to parabener i solcreme til børn under tre år, men det vil stadig være muligt for danskerne at undgå parabenerne ved eksempelvis at gå efter svanemærkede produkter.