EU-Kommissionen blæser med et nyt udspil til kamp mod multinationale virksomheder, der spekulerer i skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning. I en meddelelse fra EU-Kommissionen onsdag bliver initiativet kaldt for et startskud til en ny æra med åbenhed.
Udspillet fra Kommissionen indeholder forslag om automatisk udveksling af skatteoplysninger mellem EU's medlemslande samt en række andre initiativer, der skal bekæmpe skatteunddragelse.
»Vi har nået et nulpunkt, hvad angår tolerance over for virksomheder, som snyder udenom at betale deres skat, og de systemer, der giver dem mulighed for at slippe af sted med det. Vi er nødt til at genskabe en forbindelse mellem, hvor virksomhederne skaber deres profit og betaler deres skat. For at det skal kunne lykkes, skal medlemslandene blive bedre til at være åbne og samarbejde med hinanden. Det er, hvad dagens pakke om gennemsigtig på skatteområdet handler om,« siger Pierre Moscovici, der er EU-Kommissionens kommisær for økonomiske og finansielle anliggender.
Luxleaks-skandalen har af flere omgange skabt stor debat i Europa om multinationale selskabers bestræbelser på at slippe billigst muligst i skat. Virksomhedernes skattefinte består i, at de dirigerer deres overskud fra et land til et andet, hvor skattefordelene kan være mere gunstige. Det betyder igen, at de enkelte EU-medlemslande går glip af værdifulde skatteindtægter.
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, der er tidligere regeringschef i Luxembourg, er selv blevet svækket betydeligt som følge af afsløringerne.
I december 2014 fastslog Kommissionen i sit arbejdsprogram, at den vil slå hårdt ned på skatteunddragelse for at sikre, at skatten bliver betalt i det land, hvor fortjenesten er skabt.
