EUs udenrigsministre valgte på tirsdagens møde at holde på sanktionsvåbnets aftrækker, men har til gengæld kørt langt tungere skyts i stilling end tidligere. Og allerede på torsdag vil det vise sig, om der er tale om tomme trusler, eller om EU for alvor skruer op for sanktionerne over for Rusland denne gang.

Den vigtigste melding fra EU-mødet er, at EU nu forbereder reelle økonomiske sanktioner, der eksempelvis kan ramme den russiske forsvarssektor eller dele af energisektoren, hvis ikke Putin torsdag har vist, at han vil samarbejde fuldt ud, både om opklaringen af nedskydningen af passagerflyet MH17 og ved straks at stoppe strømmen af våben, der flyder fra Rusland ind over grænsen til de prorussiske separatister i det østlige Ukraine.Den anden vigtige melding er, at EU nu også vil gå efter Vladimir Putins inderkreds på sin sanktionsliste, og her vil vi ligeledes allerede torsdag få de første tegn på, hvor alvorligt EU mener det denne gang.

I forhold til den amerikanske sanktionsliste mangler der nemlig både folk helt tæt på Putin og rigtig store russiske selskaber på EUs nuværende sanktionsliste. Den formelle årsag har været forskellig lovgivning i EU og USA, men spørger man amerikanerne, handler det mere om, at en række store europæiske lande er bange for de økonomiske konsekvenser ved for alvor at ramme Putin dér, hvor det gør ondt.

Én ting er, at store dele af eksempelvis den tyske industri har brug for russisk energi i sin produktion. En anden er, at Putin de seneste år har underskrevet den ene store handelsaftale efter den anden med store europæiske selskaber eller regeringer.

Frankrig eksporterer krigsskibe til Rusland. Italien er dybt involveret i den kontroversielle rørledning, der skal lede russisk gas sydom Ukraine til Europa. Tyskland eksporterede sidste år for knap 270 mia. kroner varer til Rusland, ikke mindst tyske luksusbiler er i høj kurs blandt russiske rigmænd, som får deres formuer forvaltet i Londons finanscentrum.

Det kommer med andre ord til at koste på pengepungen i EU, hvis man vil gøre alvor af økonomiske sanktioner, og torsdagens sanktionsliste vil give et klart signal om, hvor hårdt EU har tænkt sig at gå til Rusland.

Kommer der en tandløs liste, som ikke rører Putins inderkreds eller store russiske selskaber med stærke bånd til Europa, vil Putin igen kunne spørge sig selv, om EU nu også tør gøre alvor af truslerne.

Separatister giver Putin en hånd

EUs udenrigsministre understreger ganske vist, at det tager tid, og at det måske først bliver i slutningen af juli, at man kan sætte navn på de personer i Putins inderkreds, der vil komme på listen. Men de første nye navne vil torsdag give et vigtigt fingerpeg.

Tidligere har Putin valgt at blæse på EUs ultimatummer, uden at EU har svaret igen med sanktioner, der virkelig har gjort ondt på Putin og Rusland. Og spørgsmålet er selvfølgelig, om Putin så frygter meldingerne fra EU denne gang.

Putin viste mandag aften med sin opbakning til resolutionen i FNs Sikkerhedsråd, der har fordømt nedskydningen af MH17 og krævet uhindret adgang til katastrofestedet samt en international undersøgelse, at han trods alt også er begyndt at flytte sig.

De prorussiske separatister i det østlige Ukraine gav også Putin en håndsrækning tirsdag ved at udlevere det nedstyrtede flys sorte bokse og sende størstedelen af ligene af sted i nedkølede togvogne, så de snart kan blive begravet.

Der udestår dog en række hvis’er om torsdagens deadline for Putin. Dels om hvordan EU i praksis vil vurdere, om Putin samarbejder »fuldt ud«, dels om hvordan EU overhovedet kan iværksætte de hårdere, økonomiske sanktioner. Det sidste kræver nemlig en beslutning fra EUs stats- og regeringsledere, enten ved et nyt ekstraordinært topmøde eller ved at give udenrigsministrene lov til at tage beslutningen på et nyt møde.

Og så kræver det selvfølgelig også, at Tyskland, Frankrig og Italien er villige til at iværksætte skærpede sanktioner, der gør ondt på egen økonomi, og ikke kun true med dem.