Jacques Audiard er en af fransk films mest spændende instruktører. Han er blevet filminstruktør imod sin vilje, fordi hans far var i branchen, og han er decideret ufransk i sin form. Audiards film er nemlig knap så fyldt med ord som de fleste franske film, og så sætter han sig store og meget forskellige udfordringer fra film til film.
»Blodrøde læber« fra 2001 var et dampende forbryderdrama, »Det slag mit hjerte sprang over« var en remake af den amerikanske 1970er-film »Fingers« og en klar forbedring af den, mens den tre år gamle »Profeten« var et seriøst bud på en europæisk udgave af »Godfather«. Hans nye film »Smagen af rust og ben« får premiere i 24 biografer i hele landet, og det er et tegn på, at Audiard har vundet gehør i Danmark.
I »Smagen af rust og ben« spænder Audiard endnu en gang den kreative bue hårdt. Så hårdt at den er lige ved at knække, men den gør det ikke. Dertil er den modige og egensindige instruktørs talent for stort.
Slagsbror møder temperamentsfuld kvinde
Ali (Matthias Schoenaerts) er en fåmælt slagsbror. En moderne vagabond som pludselig har fået ansvaret for sin søn på fem år, fordi hans mor skal i fængsel. Manden aner ikke sine levende råd, så han tager toget til Nice ved den franske sydkyst, hvor hans søster bor. Her møder Ali pigen Stéphanie, der også er meget temperamentsfuld. Hun arbejder i et show med spækhuggere i den sydfranske variant af Sea World. En alvorlig ulykke gør, at hun mister begge sine ben fra knæene og ned.
Her kommer Alis manglende nuancerede syn på livet pludselig til sin positive ret, for han tager Stéphanie, som hun er. Tager hende med ud til illegale boksestævner, hvor han tjener penge i bytte for blodtab og dybe skrammer. Bærer hende på sin ryg, når hun vil bade i Middelhavet. Tilbyder hende sex. Det gør han i øvrigt til mange af de kvinder, han møder.
En dag efter et diskoteksbesøg sætter Stéphanie ham stolen for døren. »Vi fortsætter. Men ikke som dyr!«. Kan Ali leve op til krav fra et andet menneske, og hvad med den lille søn som Alis søster efterhånden passer næsten hele tiden?
Bagsiden af det glamourøse Sydfrankrig
Kontrasten mellem det glamourøse Sydfrankrig og de fattige baggårde og lastbiler – mellem strandpromenaden i Cannes og levevilkårene for trailer trash-folket – er lige ved at være for stor, men Audiard og filmholdet bruger billedmediet kreativt.
Visuelle temposkift, fokus på detaljerne og Alexandre Desplats musik gør underværker i forsøget på at få os til at tro på, at kærligheden måske kan spire mellem Ali og Stéphanie. Et meget umage par. Oven i den udfordring skal vi også sluge påstanden om, at Ali overhovedet har en mulighed for at blive et bedre menneske. Hvor urealistisk det er, vil nok være op til hver vores tro på enten romantik eller kynisme.
Marion Cotillard har med sin Oscarbelønnede rolle som Edith Piaf i »Spurven« bevist, at hun forstår at levere den helt rette blanding af 90 procent realisme og ti procent stjerneaura. Hendes desillusionerede blik rammer Stéphanies situation godt her, og belgiske Matthias Schoenaerts er også troværdig i en svær rolle som umælende bøf, hvor han er henvist til at lade kropssproget tale.
»Smagen af rust og ben« (og blod fristes man til at tilføje) er ikke Audiards mest helstøbte film, men man forbløffes hele tiden over hans grundige arbejde og modet på nye udfordringer, som mange andre instruktører mangler.