Rækken af soldater, der gjorde front mod de ophidsede, råbende demonstranter, var tynd. Kun en enkelt række mænd, nogle af dem ældre folk med gråt hår, holdt hinanden under armene, mens de svajede som et plankeværk i storm, mens demonstranterne masede på. Pludselig gav det menneskelige plankeværk efter og blev til en bunke af mænd, der rullede rundt oven i hinanden. Nogle af demonstranterne gav sig til at løbe forbi de faldne soldater.

Scenen udspillede sig foran godset Lilliendal ved Mern på Sydsjælland kort før jul. 2. Brigade, med hjemsted på Antvorskov Kaserne i Slagelse, var ved at afslutte et par ugers øvelse sammen med et britisk og et amerikansk kompagni som forberedelse til det næste halve års opgave.

Brigaden med dens reaktionsstyrkekampgruppe på omkring 800 mand skal være klar til med et varsel på en uge at sende styrken afsted som del af NATOs reaktionsstyrke, NRF. En udsendelse til et af de baltiske eller østeuropæiske lande med front mod Rusland er en af de muligheder, danskerne skal være forberedt til.

Men ligesom rækken af soldater foran Lilliendal Gods, der forsvarede sig mod et halvt hundrede til lejligheden tilkaldte civilklædte soldater fra Livgarden, er dansk forsvar historisk tyndt, når det kommer til antallet af flyvende, sejlende, marcherende og kørende enheder.

De danske ambitioner

Ti år efter den daværende borgerlige regerings første forsvarsforlig, der nedlagde det gamle mobiliseringsforsvar, kan Danmark i dag kun umiddelbart stille med tre bataljoner plus det løse. Antalsmæssigt svarer det til, hvad en brigade i gamle dage bestod af, nemlig 4.000-5.000 soldater. 2. Brigade, som i 1. halvår 2015 altså repræsenterer det danske landmilitære bidrag til NATOs reaktionsstyrke, består altså af omkring en fjerdel af det, formeret som en reaktionskampgruppe.

»Jeg ville ønske, at vi havde mere volumen, som giver os større udholdenhed og fleksibilitet« siger brigadegeneral Jens Garly, der står i spidsen for 2. Brigade. Før 2004 byggede hæren på flere brigader, der ud over kampbataljoner omfattede støtte­enheder som ingeniører, efterretningsenheder, artilleri og andre særlige enheder. I dag uddanner og opstiller hæren disse særlige enheder i centrale centre, hvorfra de så »udlånes« til en af de tre bataljoner, der på skift er på beredskab i Danmark, klar til udsendelse.For 20 år siden var det dansk ambition at kunne udsende netop en hel brigade; daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S) gav den navnet »Den danske internationale brigade«, forkortet til DIB. For femten år siden formåede Danmark at udsende to bataljoner, cirka 1.500 mand, samtidig til Balkan og Irak. Den borgerlige VK-regering afskaffede sammen med forsvarsforligspartierne i 2004 mobiliseringsforsvaret, der satte Danmark i stand til at mobilisere et halvt hundredetusinde soldater, der – dårligt udrustede – kunne imødegå en krigstrussel mod Danmark og NATO. Til gengæld skulle Danmark kunne udsende op til 2.000 soldater kontinuerligt, fastslog såvel daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), i 1993 og efterfølgende også forsvarsminister Søren Gade (V).

Det mål blev reelt aldrig nået. Kun ved at gange nogle af styrkebidragene op med en faktor, fordi de angiveligt talte mere end infanterister, fik man tallene til at se ud som om, man nåede målet om 2.000 udsendte. I 2008 erkendte Søren Gade, at målet ikke blev nået dét år, og i 2009 besluttede man at medregne de soldater, der befandt sig i Danmark og var klar til eventuel udsendelse. Derefter blev målsætningen ikke nævnt.

Støtten fra allierede

Siden er ambitionsniveauet faldet. Den danske hær kan med sine tre bataljoner udsende op til 1.000 mand i halvandet år. Er der brug for at holde en kampgruppe udsendt i længere tid, skal hæren først uddanne nye soldater eller hverve tidligere soldater til at bemande yderligere op til tre bataljonskampgrupper. De seks bataljoner, der under Afghanistan-krigen skiftedes til at tage til Helmand-provinsen, er altså halveret og kræver tid, et år eller mere, hvis de skal bringes tilbage i fuld størrelse. I Afghanistan samarbejdede danskerne med andre, hovedsageligt briter, der leverede støtte til danskerne. Alt det, danskerne ikke selv havde – artilleri, transporthelikoptere og en del af logistikken – leverede briterne. De leverede også ekstra infanterienheder, som supplement til den danske kampgruppe i såvel Irak som Afghanistan.

Den støtte fra allierede har danskerne stadig brug for. Danskerne, der trænede på Sydsjælland, var derfor ikke alene. Et britisk infanterikompagni og et kompagni amerikanske faldskærmssoldater deltog. For ligesom i Afghanistan er Danmark nødt til at kunne samarbejde uden støj på kommunikationen med allierede.

»Vi vil selvfølgelig gerne have flere end vores egne to underafdelinger (kompagnier, red.) i bataljonskampgruppen, og derfor er den lavet, så vi kan »plugge« udenlandske enheder ind i den. Den er en væsentlig forudsætning,« siger Jens Garly.

2. Brigades reaktionskampgruppe blev under øvelsen i Oksbøl og på Sydsjælland bedømt af officerer fra NATO og fik betegnelsen »good to go«.

»Vi kan operere, vi kan deployere (flytte enhederne, red.), og vi kan forsynes og erstatte tab,« forklarer Jens Garly.

Siden 2004 har soldaterne altså mistet et væsentligt antal enheder. Til gengæld har hæren fået ny udrustning, blandt andet moderne infanterikampkøretøjer, nye pansrede lastvogne, nye patruljekøretøjer, håndvåben og kommunikationsudstyr. Men alligevel er det ikke lykkedes at købe nye, pansrede mandskabsvogne i tide.

Afvejning mellem sikkerhed og vigtighed

De nuværende M113-bæltekøretøjer er bygget i 1960erne og opgraderet flere gange. For et par år siden blev 65 af denne type opgraderet til højt sikkerhedsniveau, men undervejs begik forsvaret flere fejl. De første af den nye type, kaldet PMV G4, blev bygget med for lav loftshøjde til soldaterne indvendigt og måtte ombygges. Senest har det vist sig, at vognen går i stykker, fordi den er blevet for tung. Derfor skal alle 65 G4 atter ombygges, og det betyder, at Reaktionskampgruppen i det næste års tid må klare sig med mindre beskyttede mandskabsvogne af typen PMV G3 og Piranha.

»Det betyder, at hvis vi skal udsendes til en skarp mission med meget højt trusselsniveau for eksempel fra nedgravede sprængladninger, skal man på politisk niveau tage stilling til, om man vil acceptere at udsende enhederne med de mindre beskyttede køretøjer. Det er en afvejning mellem soldaternes sikkerhed og operationens vigtighed, man skal foretage på øverste dæk,« siger oberstløjtnant Henrik Lyhne fra Værnsfælles ­Forsvarskommando.

Foran Lilliendal Gods sluttede konfrontationerne mellem soldater og »demonstranter« efter et par timer, da en deling amerikanske faldskærmssoldater dukkede op. Lige den dag var amerikanerne tildelt vagten som »quick reaction force«, altså udrykningsstyrke, og indtog hurtigt passende skydestillinger rundt om godsets indkørsel. Så var demonstranternes bal forbi.