Det er ikke til at sige med sikkerhed, hvilke og hvor mange bøger Andrew Crofts egentlig har skrevet. Alligevel bliver han kaldt en af Storbritanniens mest succesfulde forfattere.

Andrew Crofts’ karriere som forfatter er lige så fuld af hemmeligheder, som havet er af vand. Han er ghostwriter og en af de få, der er lykkedes med at leve af sine skjulte skriblerier. I den britiske forlagsbranche taler man ligefrem om »The Crofts Effect«. I denne måned udgiver han bogen »Confessions of a Ghost Writer«, hvor han beskriver sin karriere som skygge for de kendte, kongelige og kriminelle.

Det stod ikke umiddelbart skrevet i stjernerne, at Andrew Crofts skulle blive en af Englands bedst sælgende forfattere, angiveligt med mere end 80 forskellige titler på bibliografien og omkring ti millioner solgte bøger på verdensplan. I »Confessions of a Ghostwriter« fortæller han blandt andet om, hvordan han, i håb om at finde arbejde, satte annoncer med ordene »Ghostwriter for hire« i magasinet The Bookseller. Han stykkede også i en årrække månedslønnen sammen af freelancejob som erhvervs- og rejsejournalist.

Det fremgår ikke af Crofts’ nyeste bog, hvornår han begyndte at kunne leve af at skrive andres bøger, men noget tyder på, at hans liv som spøgelsesskribent tog fart i løbet af 1990erne og videre ind i 00erne. Han beskriver, hvordan folk ringede til ham ud af det blå med personlige historier om deres barndom hos misbrugende forældre, hvordan han blev hyret af en finansguru i en taxi og spiste frokost med Twiggy og endda, hvordan han en dag i al hast blev fløjet til Cairo for at holde møde med Mubaraks kone om den opgave at skrive to selvbiografier: Én for hende selv og én for hendes mand. Bøgerne blev dog aldrig til noget, da det arabiske forår få måneder efter kom i vejen for aftalen.

Spøgelser i skyggen

Keith Richards har gjort det. Alex Ferguson har gjort det. Victoria Beckham har gjort det. Selv Keld og Hilda har gjort det. De har betalt andre for at skrive deres biografier. Store politikere, travle sportsfolk og kendte skuespillere har for det meste ikke tid, nogle gange heller ikke evner, til at skrive bøger. Til gengæld har de penge – modsat mange forfattere og freelanceskribenter. Ud af dette forhold er der opstået et livligt marked, hvor forfatterne udbyder deres skriveevner i bytte for en god historie og et aftalt beløb.

»Bag titlen som ghostwriter kunne jeg konversere med konger og millionærer, ludere og hjemløse. Jeg kunne gå backstage med rockstjerner og skuespillere og lade mig synke ned under jordoverfladen med minearbejdere og ingeniører. Jeg kunne stikke næsen i alle andres ting og stille alle de uforskammede spørgsmål, jeg ville. På samme tid kunne jeg leve det søde liv som forfatter,« skriver Andrew Crofts i sin nye bog. Og beskriver dermed også sine hovedmotiver for at ghostwrite.

Begrebet ghostwriter dækker over en forfatter, der skriver bøger, oftest selvbiografier, for andre. Uden at få sit navn nævnt nogen steder. I Danmark kaldte vi det i tidligere, mere politisk ukorrekte tider for »en neger«.

Fænomenet er i sig selv hverken nyt eller særligt sjældent. Tværtimod er historien fuld af eksempler på storsælgende og prisvindende bøger, der ikke er skrevet af den, der er angivet som forfatter på forsiden: John F. Kennedys Pulitzer-vindende »Profiles in Courage« fra 1957 blev gennemskrevet af Kennedys betroede taleskriver Ted Sorensen, inden senatoren selv satte sit navn på forsiden. Ronald Reagan forsøgte ikke engang at skjule, at hans engagement i bogen »Ronald Reagan: An American Life« havde været minimalt – han udtalte til en journalist, der spurgte ind til bogen: »Jeg hører, at det er en fantastisk bog. En skønne dag vil jeg også selv få den læst«.

»I samarbejde med«

I Storbritannien og USA kan skribenterne sagtens være helt usynlige, som Andrew Crofts i mange tilfælde er. Det er de egentlige ghostwritere. I Danmark er det derimod almindeligt, at »ghostwriterens« navn står enten på forsiden under et »fortalt til« eller »i samarbejde med«. Alt fra sportsstjerner til politikere har haft udefrakommende penneførere på deres biografier. Stig Tøfting skrev ikke selv »No Regrets«, Henriette Kjær skrev ikke »Henriette Kjær – Indtil nu« og B.S. Christiansen formulerede heller ikke selv egenhændigt bestselleren »Et liv på kanten«.

Og det er der ikke noget mærkeligt i, mener Kim Hundevadt, der er forlagschef på JP/Politikens Forlag.

»De fleste biografier har haft en »ghostwriter« på. Det er de færreste sportsstjerner, politikere eller skuespillere, der selv kan skrive på et professionelt niveau. Det er jo altså et håndværk at kunne skrive,« siger han.

En af de aktive »spøgelsesskribenter«, vi har herhjemme, hedder Michael Holbek. Han har seks bøger om kendte på samvittigheden – han har blandt andet skrevet for rejsekongen Stig Elling og for Keld og Hilda Heick. 30. oktober udgiver han og realitystjernen Linse Kessler Linses selvbiografi »Jeg gør, hvad jeg vil«. Han har samme oplevelse som Kim Hundevadt.

»Enten kan folk ikke selv skrive. Eller også har de simpelthen ikke tid. Derfor hyrer man en skribent, der så interviewer personen og følger med rundt til vigtige ting. Den store opgave er i virkeligheden at finde hovedpersonens tone. Når man læser biografien om Linse Kessler, der er skrevet i jeg-form, så skal hun lyde præcis som Linse Kessler, som folk kender hende fra »Familien fra Bryggen«,« siger han.

»Normalt skriver vi på forsiden, at det er »i samarbejde med« eller lignende. Det er svært at lave nogle fuldstændigt generelle regler om kreditering, men jeg er generelt tilhænger af, at man siger det, som det er. Jeg kan heller ikke huske eksempler på, at en kendt person har krævet, at det ikke måtte fremgå, at der har været en ghostwriter inde over,« siger Kim Hundevadt.

Michael Holbek nægter da også at medvirke på et projekt, hvis han ikke bliver krediteret som medforfatter.

»Der er mange måder at gøre det her på, og jeg hører da også nogle horrible historier om, hvad folk vil gøre for at få foden indenfor i branchen. Jeg vil i hvert fald ikke være med i projekter, hvor jeg ikke får mit navn på. En bog er også et slags visitkort for mig,« siger Michael Holbek.

Skeletterne bliver i skabet

Modsat Michael Holbek, der gladeligt fortæller, hvilke bøger han har været medforfatter på, taler Andrew Crofts bestemt ikke over sig i sin nye bog. Faktisk navngiver han kun ganske få af de mennesker, han taler med og skriver for. Langt de fleste er fiktionaliserede eller anonymiserede. Så meget klogere på spøgelsesforfatterens bibliografi bliver vi nok ikke lige foreløbig.

Men når skeletterne ikke vælter ud af skabene i den nye bekendelsesbog, er der en grund til det. Det vigtigste er nemlig tillidsbåndet mellem hovedpersonen og skribenten. Når man har en aftale om fortrolighed, bryder man den ikke, siger Michael Holbek:

»Det helt afgørende er, at der er tillid. Det er vigtigt, fordi jeg vil have alt at vide. Min opgave er at presse kilderne så langt ud, som jeg overhovedet kan få dem.«

Han understreger, at alt hvad han ved om de kendte, han skriver for, som udgangspunkt er fortroligt, indtil de selv har læst igennem og godkendt:

»Alt, hvad de fortæller mig, bliver i udgangspunktet mellem os. Så de ting, der ikke kommer med i bogen, fordi vedkommende ikke vil have det med, kommer aldrig videre. Og det er den pagt, vi indgår. De skal være ærlige over for mig. Til gengæld lover jeg dem også, at hvis der er noget, de ikke vil have med, så kommer det heller ikke videre.«

Selv om store dele af Andrew Crofts’ karriere stadig henligger i det uvisse, tyder noget på, at spøgelsesskribenterne og de, der er penneførere for de kendte, er på vej ud af skyggen, mener Kim Hundevadt.

»Det at skrive for andre er blevet et mere ærefuldt erhverv, end det var for bare et par år siden. Og det skyldes nok, at der internationalt har været nogle store, meget vellykkede biografier af høj kvalitet, hvor det tydeligt er fremgået, at de er lavet i samarbejde med en forfatter. Et oplagt eksempel er André Agassis selvbiografi »Open«, hvor det ikke var nogen hemmelighed, at han havde allieret sig med en relativt kendt forfatter, der havde påtaget sig hvervet som skribent.«

Så længe man kan læse sig frem til, hvem forfatteren bag bogen er, snyder man heller ikke læseren, mener Michael Holbek.

»Jeg vil jo heller ikke snyde nogen. For det er klart, at når man først er i gang med at læse bogen, skal man ikke kunne spore skribenten i teksten. Det vigtigste er, at man kan skrue helt ned for sit eget ego. Det var noget af det, jeg var mest stolt af med »Duet for livet« med Keld og Hilda: I en af anmeldelserne stod der, at det var »ligesom at høre Keld og Hilda, men hvad lavede ham dér Michael Holbek egentlig?« Så er min opgave lykkedes fuldstændig.«

»Confessions of a Ghost Writer« udkommer 1. september på forlaget HarperCollins. Bogen kan allerede nu købes over nettet.