De kaotiske forhold i Europa lige nu kalder på konkrete løsninger. Men de kalder også på en mere dybtliggende besindelse, der kan bringe diskussionen om indvandring ind i en ny fase.
For omgivet af de mere og mere voldsomme dimensioner må man sande, at flere af de gamle talemåder taber højde. Begrebet humanisme har fået en noget hul klang over sig, for mens menneskemasserne vokser, står det ekstra klart, hvor ansvarsløst det er blot at argumentere for mere gæstfrihed og god vilje.
Rammerne er brudt, konflikterne skærpes, og det er blevet tid til at indse, at det menneskesyn, der har hersket så længe, langt hen ad vejen har spillet fallit. Altså, troen på at vi på smuk 1970er-John Lennon-vis kan leve sammen, mens kulturelle og religiøse rødder, sprog og nationalfølelse ikke vil stå i vejen for smuk mangfoldighed.
Det er en højrisikabel ideologi, der negligerer menneskets bundethed til det konkrete og trang til at forsvare sit territorium. Den største frygt er da også, at denne utopi allerede har skadet Europa så meget, at der i fremtiden venter onde kræfter af den slags, nogen måske troede, at vi ikke skulle se igen.
Imidlertid aner man allerede taktikken blandt de multikulturelle fortalere, der skal finde en ny grimasse. Nu lyder det, at det da aldrig var holdningen, at man blot skulle tage imod i stor stil, da enhver jo ved, at intet samfund i længden kan bære det. Såh.
Holdningen var i hvert fald, at den, der advarede mod et multikulturelt Europa, der gøres til indvandrerområde, måtte opfattes som temmelig usympatisk. Holdningen var, at vi burde bevæge os mod mere grænseløse tider hævet over det nationale, og at det var reaktionært og fremmedfjendsk at tænke anderledes.
Således har striden i mange år stået mellem dem, der vil værne om Europas kristne identitet og dem, der ønsker en multikulturel fremtid, og mens nogen sikkert finder det omsonst sådan lidt nidkært at gøre værdidebattens regnskab op, tror jeg, at vi netop ad den vej kan blive klogere.
For vi er nødt til at genopdage et mere realistisk syn på menneskenaturen og indse, hvor dybt vi for eksempel her på stedet formes af sprog, kristen kultur og en folkelighed, som ingen kan forklare, men som kan føles hver dag. Vi skal begribe, at et menneske er sat i en given sammenhæng, og jo mere denne udfordres af noget andet, desto mere kan man blive drevet til at værne om den.
Af samme grund giver det smuk mening, når regeringen vil gøre det sværere at blive dansk statsborger. Det udgør nemlig et skridt i retning af netop det menneskesyn, der bør genopstå efter så mange forvildede år.
Man skal virkelig kunne sproget og ville landet, hvis man skal tilegne sig en bare nogenlunde fornemmelse af et folks identitet og selv med tiden blive del af den.
Samme indsigt i det menneskelige hersker ikke alle steder. I Tyskland står det korrekt dresserede fodboldlandshold i disse dage og promoverer humanistiske floskler, mens den racistiske vold tager til i deres egen baghave som reaktion på en kolossal indvandring.
Her har vi billedet på faren ved blindt at dyrke et menneskesyn, der ikke er tilstrækkeligt grundet i virkeligheden. Samme menneskesyn er ved at være slidt op, og håbet er, at vi kan formå at indrette Europa efter den erfaring.