Som H.C. Andersen skrev, så går man først så grueligt meget ondt igennem, og så bliver man berømt.

Hvis man er forfatter, skal man eventuelt også lige dø først, vil jeg for egen regning tilføje, men så skulle den også være hjemme - hvis man vel at mærke er i besiddelse af det dér ekstra, der skal til. Sådan som H.C. Andersen selv var (han, der som bekendt ikke behøvede dø for at blive stjerne).

Eller som John Williams, der i 1965 udsendte romanen »Stoner«, og som var anerkendt i sin levetid (han modtog bl.a. den prestigefyldte amerikanske National Book Award for romanen »Augustus«), men som først nogle år efter sin død i 1994 blev et meget stort og meget læst navn. På dansk er netop udkommet hans roman »Butcher´s Crossing«. Der er tale om endnu en mesterlig bog af den store amerikaner.

Litterær berømthed efter et litterært liv levet i hel eller relativ ubemærkethed. Det er det, det handler om her, og det er ikke noget meget sjældent fænomen.

Den tjekkiske forfatter Franz Kafka er et eksempel. Han udgav verdenslitteraturens stærkeste fortællinger, mens han levede - »Dommen«, »Forvandlingen«, »I straffekolonien«, »En sultekunstner« etc. - men det var først, da vennen Max Brod efter hans død i 1924 og mod hans vilje udgav hans tre endnu ikke færdige romaner, at dét begyndte, der gjorde Kafka til både berømthed og ikon.

Posthum storhed i renkultur.

Af mindre format, men jo dog stadigvæk betydelig, var færøske Jørgen-Frantz Jacobsen, hvis store roman »Barbara«, godt hjulpet på vej af vennen William Heinesen, udkom året efter, at turbekulose i 1939 havde revet den kun 37-årige forfatter bort fra denne verden. »Barbara« hører til de bedste dansksprogede kærlighedsromaner overhovedet, og Jørgen-Frantz Jacobsen fik sin plads i litteraturhistorien. Men altså desværre for sent til, at han selv kunne nå at opleve det.

Vi kan også pege på en digter som Emily Dickinson, i dag almindeligt anerkendt som én af amerikansk litteraturs største af slagsen. Hun levede indadvendt og tilbagetrukket og fik først udgivet sin første digtsamling fire år efter sin tidlige død i 1886.

Eller vi kan nævne Edith Södergran, en af svensk litteraturs første og største modernister, der døde som 31-årig i 1923 og aldrig nåede at opleve den anerkendelse, der skulle blive hende til del i hele den litterære verden.

Og der findes mange flere af den slags digterskæbner, og spørgsmålet er så, hvad de har til fælles, ud over deres (i dag) indlysende storhed? John Williams blev 71 år gammel, så tidlig død alene gør det ikke. Hvilket dog ikke vil afholde mig fra at påstå, at præmatur bortgang er den hyppigste årsag til, at litterær berømmelse først opstår posthumt.

Uanset hvad: Midt i sorgen over alle de for tidligt afdøde er det værd at huske på, at stor litteratur altid lever videre. Også når dens lige så store forfattere for længst er døde.