Ved de seneste mange valg er Det Konservative Folkeparti, som i år fylder 100, gået mærkbart tilbage og fik ved seneste folketingsvalg kun 3,4 procent af stemmerne. Det har været særdeles hård kost at høre gæsternes analyser i mit program på Radio24syv om de Konservatives krise, og dette er vel næppe overraskende, men imidlertid har det været langt mere overraskende at konstatere, hvorledes kritikken har været af ganske forskellig karakter, mens utilfredsheden kun i sin intensitet har været sammenfaldende.
Historisk anskuet har partiet haft en særskilt slem tradition for beskidte fløjkrige. Fremhæves kan i nyere tid Erik Ninn-Hansens strid med Erik Haunstrup Clemmensen og senere Per Stig Møllers med Hans Engell, ligesom flere af mine gæster fik anledning til at udråbe Lene Espersen og Connie Hedegaard som repræsentanter for partiets to fløje. Sidst men ikke mindst har tidligere formand Lars Barfoeds exit til fordel for Søren Pape Poulsen været udlagt som symptom på samme fløjkrig.
De samme divergerende synspunkter er imidlertid også kommet til udtryk i analyserne af partiet, hvor f.eks. historiker og erklæret ideologisk konservativ, Mikael Jalving, i stærke vendinger kritiserede, at man havde sovet i timen og på ingen måde vist sig villig til at håndtere masseindvandring endsige artikuleret en klar og kritisk EU-politik. Det samme synspunkt blev, næppe overraskende, gengivet af Morten Messerschmidt, der i øvrigt betegnede sig selv som konservativ rent ideologisk. Man har angiveligt forsømt den nationale agenda og er blevet en kulturradikal midtsøgende svækling.
Så skulle man jo imidlertid tro, at den anden af disse fløje nu ville juble, men det er bestemt heller ikke tilfældet. Her er kritikken og utilfredsheden nøjagtig lige så intens og bitter, om end den her knytter an til helt andre kritikpunkter. Blandt mine gæster, der satte ord på dette, var tidligere kulturminister Grethe Rostbøll m.fl. Her lyder kritikken, at Det Konservative Folkeparti pure har svigtet sin sociale ansvarlighed, sit kulturelle åndsaristokrati, dannelsen og den favnende patriarkalske samfundsrolle. Per Stig Møller ville opsigtsvækkende sågar ikke afvise, at partiets dage var talte.
Således lader Det Konservative Folkeparti til at være sammenlignelig med en mand, der hverken kan tilfredsstille sin kone endsige sin elskerinde, idet jeg lader det være usagt hvem af de to, jeg regner partiet ægteviet til. Slutteligt blev også den måske mindre vigtige indpakning kritiseret, idet det bemærkedes, hvorledes partiet mangler karisma, profiler og kant, for i en tid, hvor alle vil have kød, kan der ikke være mange sprøde svær hos den lukningstruede slagter.
Hertil kommer, at vores hjemlige opinion emmer af konservatisme, ligesom de kulturelle strømninger i den grad tjener en konservativ opblomstring til gunst. Et vidnesbyrd herom er eksempelvis nærværende medies spalter, hvor en lang række konservative meningsdannere gennem navnlig de seneste fem år har udmærket sig med stor interesse, kontrovers og intellektuel kapacitet. Netop fraværet af en sådan i partiet har atter og igen lydt som endnu et kritikpunkt fra mine mange gæster. Således har man ikke kun tematiseret en højre-venstre fløjkrig, men også en stærk diversitet mellem intellektuelle konservative og det, som journalist Torben Steno betegnede som gågade-konservative, altså den mere jævne profil, som navnlig formand Søren Pape regnes som eksponent for.
Imidlertid er det vigtigt at holde sig for øje, hvorledes denne diversitet ikke nødvendigvis har sammenfaldende grupperinger med partiets venstre- og højrefløj. Dette er en mere vertikal splittelse, og således kan der trækkes flere streger på kryds og tværs gennem partiet. Et andet eksempel herpå er den stigende adskillelse mellem de landlige og urbane grupperinger.
En anden analyse af Det Konservative Folkepartis ulykkelige kår er den, at Dansk Folkeparti har kapret traditionel konservativ værdipolitik, mens Liberal Alliance har tilegnet sig konservativ økonomisk politik. Netop Liberal Alliance anvendte i sin tidlige fase udtrykket, at partiets medlemmer skulle holde arme og ben inde i bussen, hvilket betød, at man frabad sig divergerende og vidtløftige udmeldinger.
I den konservative lejr har man gennem de seneste år ikke haft andet, og forklaringen på dette er enkel. Sagen er nemlig den, at den konservative bus slet ikke kører, for var den oppe i fart, ville aerodynamikken rette sådanne strittende lemmer ind til partiets krop. Heri (og stort set kun heri) skal forklaringen på partiets fiasko findes, for alle partier har forskellige fløje og synspunkter, men når dynamikken udebliver, rettes disse ikke ind.
Jeg finder det ingenlunde utænkeligt, at man kunne samle dette parti, men det kræver fremdrift til at rette de strittende (med)lemmer ind til kroppen, og som netop Rostbøll betonede, har partiet behov for en leder og ledelse, der kan levere dette, og det har man ikke.
I stedet har man en organisation i opløsning, en ungdomsfraktion, der er kendetegnet af bøllemetoder, og en sekterisk skolet talentmasse, der mestendels bærer præg af at være et ideologisk julemærkehjem for folk, som i ånden er lidet adrætte. Man har et bagland blottet for courage og en pressetjeneste, hvis uheldige sager har hobet sig op til et åbenlyst vidnesbyrd om eklatant inkompetence. Alle disse strittende lemmer skyldes derfor hverken land eller by, intellektuelle eller folkelige. Det skyldes, at pagten mellem samtlige er brudt, og i Søren Pape og dennes partisekretær Søren Vandsø har partiet nu to skikkelser, der på ingen vis har evnet at skabe dynamik med en dirigents myndighed, hvorfor begge burde gøre det konservative parti og Danmark den tjeneste at lade andre om at sætte de sejl, der straks ville fyldes af Danmarks fremadstormende konservative vinde.