»Det er ikke til at begribe, hvordan folk har levet her.«

Roy Jacobsen står på et plateau på toppen af Dønnesfjeldet og kigger ud over Norges mest ø-rige område: Nordlandskystens skærgård. En uendelighed af øer, skær og holme i det dybblå hav.

Nogle af øerne ligner bare store sten kastet i vandet, andre er frodigere.

»Dén vej er næste stop Island,« siger han og peger stik vest, forbi øen Lovund, der herfra ser ud som et enormt, firskårent fjeld og intet andet. Mod nord anes øgruppen Træna, som polarcirklen går gennem.

»I dag bor der ikke mennesker på nogle af de små øer her, men det har der gjort,« fortæller den 59-årige forfatter.

Vi er på øen Dønna i Nordnorge. 1.000 kilometer og en verden fra Oslo. Roy Jacobsen og hans kone Anneliese har hentet mig ved færgelejet i deres Subaro-firehjulstrækker. De viser rundt på øen. Den har 1.409 fastboere, indskyder Roy Jacobsen fra bagsædet, mellem en strøm af fakta, anekdoter og historiske nedslag: Dér ligger Norges ældste middelalderkirke i sten. De der idiotiske grantræer hører ikke til her, men er plantet for at beklæde kysten, så den skulle blive lun og fin. Øen derovre ser ud til at være tæt på, men selv med en hurtig båd bruger man et par timer på at komme derud, for alle afstande på havet lyver. Roy Jacobsen kender sin ø. Det er her, hans familie på morens side er fra. Her han som barn hver sommer kørte op med sine forældre, en tur der indebar tre dage på bagsædet af en gammel bil, fra arbejderkvarteret Groruddalen i Oslo. Her han i tyverne fandt ud af, at drømmen om at blive forfatter kunne bære. Og her hans nye roman, »De usynlige«, som udkommer herhjemme i dag, foregår. »Det er en slags litterær arkæologi, jeg har bedrevet. Jeg har gravet en tilværelse op, som ikke længere eksisterer. Det er som at besøge Petra,« siger han med henvisning til den mellemøstlige oldtidsby.

Men her behøver vi ikke tilbage til oldtiden for at finde den fortidige livsform. 100 år bagud er rigeligt. »De usynlige« foregår i begyndelsen af det 20. århundrede og følger familien Barrøy, der i generationer har boet alene på en lille ø. Levet af havet, der her er meget dybt og derfor velegnet til fiskeri. Jorden er til gengæld ikke sådan lige til at dyrke. Fra øen kan de se ind til fastlandet, men fastlandet ser ikke dem.

»Det er en robinsonade, en realistisk fortælling om at bo alene på en ø, isoleret på havet, og desuden en fabel om ensomhed.«

Dermed bliver det også en fortælling om Norge, forklarer Roy Jacobsen, der debuterede i 1982 og siden har skrevet 14 romaner samt et par novellesamlinger og børnebøger. Herhjemme er han nok bedst kendt for romanerne »Huggerne« (2005) og ikke mindst »Vidunderbarn« (2009).

I Guds forbandede natur

Vi har sat os på terrassen foran Dønnesfjellstua, den rødmalede café på toppen af fjeldet. Den er åben, selv om der ikke er andre end os.

»Norsk historie er speciel, i og med at det ikke er mere end to-tre generationer siden, man mere eller mindre levede i en stenalder. Min mor havde ikke set en elpære, før hun blev 15 år, så der er sket en enorm udvikling. Det er selvfølgelig en udvikling, man har set i hele Europa, men i Norge er den sat på spidsen. Sammen med Portugal var vi Europas fattigste land efter Anden Verdenskrig, men så kom olieeventyret, der pludselig gjorde os rige.«

Det er gået så hurtigt, at de kundskaber, én generation tilegnede sig, ikke er brugbare i den næste. Den gamle regel om, at børn lærer at gøre, som deres forældre gør, gælder ikke mere.

»Ser man historisk på det, besad de mennesker, jeg har skrevet om, helt fantastiske færdigheder. De kunne alt: Bygge et hus, flå en fisk, bruge en hest, sejle en båd. Der var ingenting, de ikke kunne. Det blev de nødt til for at klare sig i Guds forbandede natur.«

Han tilføjer: »I dag er jobbene så specialiserede, at langt de fleste ikke kan de basale ting, der før var helt nødvendige for at overleve. Det synes jeg er interessant. At i hele Oslo, og i København for den sags skyld, sidder et hav af dygtige, veluddannede mennesker, som vil dø, tre dage efter at strømmen er gået. Gennem den kontrast får jeg også sagt noget om os selv, synes jeg.«

Netop den voldsomme udvikling i Norge er, som Roy Jacobsen ser det, en af grundene til, at norsk litteratur de seneste år har været i en slags guldalder.

»Jeg tror, at det kan udløse noget kreativitet. Hvis man skriver skønlitteratur, tror jeg man gør det for at kunne håndtere et eller andet eller for at prøve at få noget i orden. Det behov opstår særligt, når der sker noget oprørende rundt om en. Det opstår ikke, hvis torsdag er helt lig mandag, eller hvis du som 30-årig er helt, som din far var, da han var 30. Så opstår der ikke det behov for at fortolke og gøre virkeligheden til din egen via fiktion.«

Udendørsmenneske

Vi er nået hjem til familiens grund uden for byen Solfjellsjøen. Det sidste stykke ad en smal grusvej, som Roy Jacobsens fætter har anlagt med en bro over den sø, grunden går ned til. Da hans bedstefar boede her, var der ingen vej. Dengang måtte man sejle alt til huset. Roy Jacobsen har selv bygget de to sorte træhuse med røde skodder. Så tæt på søen, at træterrassen langs huset går direkte ud i en badebro.

»Jeg er et udendørsmenneske,« siger Roy Jacobsen om sin glæde ved stedet.

»Jeg elsker byer – Tokyo, New York og Rom er mine favoritbyer – men jeg kan også virkelig godt lide at være alene og sidde i min båd heroppe. Også i dårligt vejr.«

Og dårligt vejr er det ofte her. Så ofte, at man efter dårlige somre spøger med, at de lokale udvikler svømmehud og finner. Men ikke i år. I år har sommeren været usædvanlig varm. Og så tør, at den lokale brønd er tørret ud. Det samme sker mærkeligt nok i »De usynlige«, selvom det er et uhyre sjældent fænomen her omkring.

Roy Jacobsens voksne datter og søn er på besøg i huset på Dønna. Datteren med sin mand og deres spædbarn. Det er, hvad Roy Jacobsen kalder et behageligt kaos af tre generationer.

»De usynlige« rækker til gengæld bagud. Roy Jacobsens slægts historie er en slags bagtæppe. Romanen er inspireret af historier, han hørte som barn, fortæller han på terrassen.

Men i modsætning til sin landsmand Karl Ove Knausgård, der i det voldsomt eksponerede og debatterede seks-bindsværk »Min kamp« har rendyrket det selvbiografiske, insisterer Roy Jacobsen på at gøre virkeligheden til fiktion.

»Det biografiske spiller ind, men det er det litterære, der er det interessante, synes jeg. Jeg forsøger at udtrykke det typiske uden at blive sociolog,« forklarer han og tilføjer, at det giver en langt større kunstnerisk frihed at gøre det sådan. »Knausgård har et sted i »Min kamp« nogle betragtninger om, at hans plan med værket var at skrive den ultimative sandhed, men så finder han ud af, at det kan man ikke. Det lader sig ikke gøre, hvis man vil være et anstændigt menneske. Det er en umoden mands tale, hvis du spørger mig. Det er netop derfor, vi har fiktionen. For at kunne skrive sandt. Når du kan rive ting ud af sammenhængen og skifte navnene ud, står du helt fri.«

Fordelen ved romaner

Hangen til frihed er også årsagen til, at Roy Jacobsen har været langt omkring i sit forfatterskab. I »Frost« er det sagatiden, i »Huggerne« Vinterkrigen ved den finsk-russiske grænse og i »Vidunderbarn« 1960ernes Oslo.

»Når jeg har beskæftiget mig med et stof indgående en tid, må jeg over til noget andet. Når jeg er færdig med en bog, er jeg SÅ træt af den, at jeg ikke kan holde ud at se på den mere. Så ved jeg, at den er færdig.«

Romaner har den store fordel, at man som forfatter bestemmer det hele selv, siger Roy Jacobsen. Den frihed har man ikke, hvis man skal skrive et filmmanuskript. Det har Roy Jacobsen også prøvet. Sammen med Nicolas Winding Refn skrev han manus til »Valhalla Rising« (2009).

»Jeg sagde egentlig nej, da Nicolas ringede. Han havde læst »Frost«, som han var meget begejstret for, og ville have mig til at skrive manus til sin film. Jeg elsker film, men hader at have med filmbranchen at gøre. Man får ikke lov til at bestemme noget som helst. Alle har en mening om manus, selv lydmanden. Du må skrive om og om.«

Han udbryder: »Når du skriver romaner, er du Gud. Du kan selv bestemme alt. Kommer du med et manus, er du ikke andet end en løjtnant i armeen.«

Alligevel var samarbejdet sjovt.

»Nicolas Winding Refn er en spændende fyr, og Mads Mikkelsen, der spillede hovedrollen, er noget så sjældent som en intelligent skuespiller.«

I bogreolerne inde i stuen står stadig de bøger, Roy Jacobsen læste, da han flyttede til Dønna i 1979 med sin belgisk-fødte kone, Anneliese. De boede her fast de følgende seks år. Der er bøger af Sandemose, Hamsun, Dostojevskij og Grass’ »Die Blechtrommel«, som han lærte tysk af at læse med bistand fra sin kone.

»Det er sjovt hver sommer at komme tilbage til dette stillestående bibliotek og se, hvad man engang åndede og levede for, og undersøge, hvad der fortsat holder af det, og hvad man har forladt. Et sådant bibliotek er ikke bare en tidsmaskine, men et urværk,« siger han og fortæller om sin læretid:

»Jeg måtte prøve forfatterarbejdet. Det at være forfatter er ikke bare noget, man kan bestemme sig for at blive. Man må finde ud af, om man er det eller ikke. Den prøvetid havde jeg her. Vi boede i min families hus. Vi boede gratis, det var smart, når jeg skulle prøve at være forfatter og var helt ukendt og fattig. Jeg tog også forskellige løse jobs som snedker og lærer, og nogle vintre var jeg fisker på Lofoten.«

Roy Jacobsen boede her, da han fik at vide, at han havde fået antaget sin debut, novellesamlingen »Fangeliv« (1982).

»Jeg måtte få beskeden via en nabo, der havde fået et telegram. Vi havde ikke telefon, så han kom og sagde, at der var kommet et vigtigt telegram fra forlaget Cappelen Damm. Det var meget dårligt vejr den dag, og jeg måtte stride mig gennem sneen for at ringe ovre fra naboen, men det gjorde ikke spor.«

Drømmen om at blive forfatter havde han haft, fra han var lille. Efter nogle begyndervanskeligheder læste han som besat.

»Jeg havde svært ved at lære at læse. Jeg var et uroligt barn og kunne ikke få bogstaverne til at passe. Men jeg fik knækket koden ved hjælp fra en genial lærer. Efter det lærte jeg, at sprog er et værktøj, man kan bruge til at mestre virkeligheden med, ordne verden med, til at trylle med og bede om undskyldning med.«

Den kunst ville han gerne selv mestre.

»Den oplevelse af, at det her stemmer. At denne diagnose er helt rigtig. At den her skildring har jeg ikke tænkt på før, men nu hvor jeg læser det, kan jeg se, at det er rigtigt. Det at læse kan både være bekræftende og udfordrende. Den oplevelse slår alt. Det er krudtet i al litteratur.«

Legearbejde

Inden jeg næste morgen skal tilbage med færgen »MF Møysalen«, og derfra med bus og tre fly, viser Roy Jacobsen mig fundamentet til den gård, hans mor blev født på. Ikke mange meter fra huset, familien bor i i dag.

Han sætter sig på indgangspartiets trappe, der stadig står tilbage. »Der må da ligge et hus her, ingen tvivl om det!, « siger Roy Jacobsen entusiastisk og griner ad de planer om at bygge et nyt hus op efter de gamle tegninger, han har med sine børn.

»Vi kalder det legearbejde, det vi laver her. Egentlig leger vi bare, men så er vi samtidig lidt nyttige,« siger Roy Jacobsen og tilføjer:

»De første år, jeg boede her, så jeg min mor i det hele her. Men sådan er det ikke længere. Jeg synes, stedet har fået en egen værdi for mig. Jeg er bare vældig glad for, at vi har det. Uanset om vi er herfra eller ej.«

Han fortæller om en gammel dame, der boede her, da han var barn.

»Hun tog min søster og mig med på havet, lærte os at ro og at fiske. Jeg spurgte hende om alt muligt. En dag spurgte jeg, hvad det var for en ø, vi kunne se i horisonten. Hun sagde: Den hedder Ravnøya. Det er det smukkeste sted på Jorden.«

Han indskyder, at det var noget mærkeligt noget at sige til en syv-årig.

»Det er nok derfor, jeg stadig husker det. Jeg fandt senere ud af, at hun havde boet derude hele sit liv, til hun var 53. Til sidst var der kun hende og tanten på 79 år tilbage. De boede der alene i fem år, efter det sidste mandfolk var død.«

»Robinson Crusoe er jo ingenting imod det!,« udbryder han.

»Det endte med, at de blev flyttet herind til Dønna, fordi nogen havde set, at der sad to damer alene på en lille ø ude i horisonten, det går jo ikke. Deres huse blev revet ned og genopført her på øen. Siden kom hun aldrig på den ø,« siger Roy Jacobsen og fortæller, at den historie satte ham i gang med »De usynlige«.

»Men det er jo ikke en roman, det er bare en gnist i hjernen. Den har siddet der, fra jeg var dreng, så man kan sige, at jeg har brugt 50 år på romanen.«

Roy Jacobsens roman »De usynlige« udkommer Torsdag 21. august på forlaget Rosinante.

Rejsen var betalt af forlaget.

Roy Jacobsen kan i weekenden opleves på litteraturfestivalen Louisiana Literature.

Fredag 22. august kl. 15 samt lørdag 23. august kl. 14.30.