Brombærkrat og brændenælder vokser vildt langs den bladtildækkede skovsti. Intet afslører, at flere ligger begravet under mulden inde mellem træerne, før et skilt gør opmærksom på, at man nu befinder sig på skovbegravelsespladsen i Kohaveskoven – en velbesøgt, kommunal skov i udkanten af Odense. Her er ingen gravsten, ingen mindeplader, ingen kors. Kun en bænk, en skraldespand og et par upåvirkede hundeluftere på cykel. Og så Ditte Hagerup, der går langsomt ad stien, mens hun mindes sin mor, der ligger begravet herude.

Det er normalt ikke tilladt at nedsætte sine efterladtes urner i skovbunden, men lige netop i Kohaveskoven er det anderledes. Her ligger Danmarks første og eneste skovbegravelsesplads, hvor borgere siden 2014 har haft mulighed for at blive bisat under nedfaldent løv og skovmuld. Indtil videre er 43 urner blevet nedsat på den hektar, der udgør gravpladsen.

Ditte Hagerups mor var medlem af folkekirken frem til sin død. Men hun gik sjældent i kirke, og de tre døtre tvivlede på, om hun overhovedet troede på noget. Derfor føltes det forkert at lade deres 66-årige mor begrave på en kirkegård mellem kors og gravsten, da hun uventet døde sidste år – før hun havde nået at beslutte, hvor hendes jordiske rester skulle ende. Døtrene valgte i stedet en borgerlig begravelse uden præst og Fader Vor og en anonym gravplads i den smukke Kohaveskov.

Beslutningen om at fravælge kirken i den sidste stund er familien langtfra ene om. Antallet af kirkelige begravelser falder støt hvert år, samtidig med at stadig flere vælger en borgerlig begravelse, viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2014 blev 6.385 personer bisat eller begravet uden kirkens indblanding, hvilket svarer til hver ottende person, der døde sidste år. Det er en stigning på 23 procent siden 2008. Netop det år fik landets kommuner lov til at gøre kommunal skov til en anonym urnegravplads, men Odense har som den eneste kommune benyttet sig af det, oplyser Kirkeministeriet.

Ikke kun for ateister

Da Ditte Hagerup hørte om Kohaveskoven, var hun ikke i tvivl om, at denne var det rette sted for hendes mor.

»Hun var rigtigt glad for skoven og naturen, og vi gik også tit ture med hende, da hun levede,« fortæller datteren, mens hun spejder ind mellem træerne.

Pårørende må ikke være med til selve nedsættelsen af urnen i Kohaveskoven for at forstyrre naturen mindst muligt, så Ditte Hagerup ved ikke præcis hvor i buskadset, hendes mor er begravet. Men det gør egentlig ikke så meget.

»Jeg og mine søstre snakkede meget om, hvorvidt vi ville komme til at savne et præcist sted at gå hen og mindes som på en kirkegård, hvor der er en gravplads og en sten med et navn på. Men vi kom frem til, at det ikke var noget, vi ville komme til at savne i det lange løb. Skoven er jo også et sted – bare større,« siger Ditte Hagerup og fortsætter efter en tænkepause:

»Og hvis man tror på, at der er et eller andet sjæleligt, så ligger det jo alligevel ikke ét sted – så er det jo over det hele,« siger hun og griber smilende i efterårsluften.

Flere kirkegårde i landet har afsnit, de kalder skovkirkegårde, men det specielle ved Kohaveskoven er, at den som den eneste gravplads i landet ligger på ikke-indviet jord – altså på jord som ikke er blevet kirkeligt velsignet.

Men det betyder ikke, at det kun er erklærede ateister, der ønsker at ende deres dage i skoven, fortæller bedemand Jesper Lund, der har begravet flere af de afdøde, der ligger i Kohaveskoven. Han er humanistisk bedemand og har specialiseret sig i borgerlige begravelser.

»Det er både medlemmer og ikke-medlemmer af folkekirken, der bliver nedsat på skovgravpladsen. Men fælles for dem er, at kirken ikke har været en væsentlig del af deres liv, og derfor virker det kunstigt, at kirken pludselig skal betyde meget, i det øjeblik man dør,« siger han.

Jesper Lund har siden skovgravpladsens indvielse oplevet stor interesse for den og har i dag aftaler med flere, der ønsker Kohaveskoven som sidste hvilested, når deres tid kommer. Han ser en klar tendens til, at både folk selv og deres pårørende vil have mere personlige begravelser og altså ikke blot ønsker den gængse vej gennem folkekirken.

Væk fra kirkegårdens tungsind

I Odense har omtrent 1.700 personer årligt brug for en begravelse. Set i det perspektiv er de 43 personer begravet i Kohaveskoven forsvindende få, men alligevel er begravelsespladsen en succes, mener landskabsarkitekt Casper Vett fra Odense Kommune, der er forvalter af de kommunale kirkegårde.

Kommunen vil gerne give borgerne så stor valgfrihed til begravelser som muligt, og skovgravpladsen er blevet taget utroligt godt imod, fortæller Casper Vett. Derfor kan han heller ikke forstå, hvorfor ingen andre kommuner har fulgt Odenses eksempel.

»Umiddelbart tænker jeg, at det er en skam, at andre ikke benytter sig af den mulighed. Jeg synes netop, vi har vist, at den opfylder et behov, der er i samfundet,« siger Casper Vett og henviser til, at der også er personer, som ikke var bosiddende på Fyn, der har valgt at blive begravet i Kohaveskoven.

»Interessen er stor fra hele landet,« understreger landskabsarkitekten.

Også Ditte Hagerup føler, at der er tale om et alternativ, folk har manglet. Hun ønsker selv at blive begravet i Kohaveskoven og er overbevist om, at hendes mor ville glæde sig over at være endt i en lys og levende skov blandt fugle og hundeluftere. Man kan mindes på en anden måde herude, føler Ditte Hagerup – man får ikke dårlig samvittighed over et gravsted, der skal passes og besøges, og så er der bedre plads til at huske alle de gode ting:

»Her er det ligesom mere frit, og det er ikke kun et sted, man kommer for at tænke på sine pårørende. Det er også et sted, man går en tur, kan have sin hund med og lave en skovtur ud af det. Man kan grine og være glad, og det syntes jeg ikke helt, der er plads til på en kirkegård, hvor der hviler mere tungsind over atmosfæren.«