»Man er nødt til at tænke over, hvad der kunne være sket, hvis man vil forstå, hvad der rent faktisk skete.«
Disse ord af historikeren Fritz Stern løb igennem mit hoved, da jeg i starten af ugen stod foran Sankt-Hedwig-Katedralen i Berlin, mens det officielle Tyskland mindedes Helmut Kohl. For selv om vi alle for længst tager det genforenede Berlin for givet, og hver dag i avisen kan læse, at Angela Merkel er avanceret fra at være Kohls »Mädchen« til den »frie verdens leder«, kunne historien sagtens have taget en anden drejning. Uden Helmut Kohl kunne dagens Europa have set meget anderledes ud. Når alt kommer til alt, er historien nemlig fyldt med forspildte muligheder.
Det er én af historiens mange ironier, at der i dag sættes lighedstegn mellem netop Kohl og statsmandskunst. I de første år, efter at Kohl var blevet kansler i 1982, blev han nærmest udskreget som en udenrigspolitisk novice, der trådte i alle tænkelige storpolitiske spinatbede. Hvem husker f.eks. ikke hans sammenligning af Sovjetunionens Gorbatjov med Joseph Goebbels? Hans ringe engelskkundskaber og insisteren på at servere tyske delikatesser a la svinemave (Saumagen) styrkede heller ikke ligefrem hans image som verdensmand. Som Margaret Thatcher nærmest fnysende sagde til en medarbejder: »Helmut er så … tysk.«
Kohls indenrigspolitiske resultater lod også en del tilbage at ønske. Ganske slående var han tæt på at blive væltet på CDU partikongres i Bremen i september 1989. Kun begivenhederne i Central- og Østeuropa reddede hans politiske liv. Om morgenen inden kongressen fik Kohl en opringning fra den ungarske premierminister Miklós Néhmet, der havde besluttet at klippe et stort hul i Jerntæppet ved at åbne grænsen til Østrig. Kansleren overtalte ham fluks til at vente med offentliggørelsen og indledte selv sin pressekonference med den revolutionerende nyhed. Og dermed var det sket med kuppet. For hvor historieløst ville det ikke se ud, hvis CDU væltede deres kansler, nu hvor historien for alvor bankede på døren?
At polakker, ungarere, østtyskere etc. i 1989 gik på gaden og vendte kommunismen ryggen, var alt andet end Helmut Kohls fortjeneste. Selv om Kohl ikke helt havde opgivet håbet om Tysklands genforening, var det bestemt ikke noget, han dagligt funderede over. Så sent som i august 1989 hvæsede han ad en journalist, der spurgte til genforeningen: »Jeg kan virkelig ikke se meningen i at trække det spørgsmål frem på nuværende tidspunkt.« Reelt var der heller ingen af Kohls kolleger, der ønskede sig et genforenet Tyskland. Tysklands deling havde én gang for alle løst det ubehagelige spørgsmål om det store Tyskland i midten af Europa. Den franske nobelpristager Francois Mauriacs bonmot: »Jeg elsker Tyskland så højt, at jeg vil have to af dem«, var derfor en uhyre præcis opsummering.
I Vesttyskland var genforeningen med den tidligere kansler Willy Brandts udtryk blevet en »livsløgn«, som politikerne officielt holdt fast i, mens de i praksis tog til takke med at gøre delingen mindre smertefuld. Den unge generation voksede op i et Tyskland, hvor nationalfølelse efter nationalsocialismen nærmest var bandlyst, og hvor politikerne i stedet præsenterede Europa som et »erstatningsfædreland«. Og strategien virkede. Læs bare hvad forfatteren Patrick Süskind (årgang 1949) skrev i 1989: »Vi følte os væsentligt tættere på Østrig, Schweiz, Venedig … end på så dubiøse steder som Sachsen, Thüringen eller Brandenburg. Hvad skulle vi med Leipzig, Dresden eller Halle? Intet …« Ifølge Süskind var »Deutschland, einig Vaterland den allerældste af de gamle travere, som vi for længst havde gemt i det bagerste hjørne i den nederste skuffe.«
Kohl udnyttede chancen
Kohls største bidrag til historien er, at han trods modstanden i Europa og skepsissen i Vesttyskland turde sætte den tidligere utopi om en genforening på dagsordenen, da muren faldt 9. november 1989. Kohl skubbede ikke til muren, men udnyttede chancen til fulde, da muligheden pludselig bød sig. Da Kohl i sommeren 1990 fik Gorbatjovs accept til genforeningen, satte han selv ord på sine handlinger ved at citere Bismarck: »Politik er, når man kan høre Gud gå gennem verdenshistorien, og man springer til for at få fat i en flig af hans frakkeskøder.«
Allerede den 28. november 1989 sprang Kohl til ved at præsentere en tipunktsplan for genforeningen, som han ikke engang havde nået at vende med USAs præsident Bush. Her høstede Kohl imidlertid frugterne af sin utrættelige indsats for at opbygge tætte personlige relationer til andre statsledere. Selv om Bush ikke kendte detaljerne af planen, lod han igennem sin talsmand forstå, at »USA naturligvis har fuld tillid til Helmut Kohl«. Ikke mindst beslutningen om at holde fast i den kontroversielle beslutning om at opstille mellemdistanceraketter på tysk jord i 1980erne gav ham point på kontoen.
Forholder til Gorbatjov
Lige så afgørende var det, at kansleren under utallige møder havde opbygget et så nært forhold til Gorbatjov, at han ringede til Kohl først, da hans generaler opfordrede ham til at sætte de sovjetiske kampvogne ind i Berlin den 10. november 1989. Ifølge generalerne var tyskerne nemlig begyndt at vandalisere de sovjetiske kaserner. I samtalen med Gorbatjov forsikrede Kohl ham imidlertid om, at der var »ren familiefest-stemning« i Berlin. To år efter var de selvsamme utilfredse generaler blandt dem, der midlertidigt afsatte Gorbatjov ved et kup.
Netop bekymringen for, hvor længe Gorbatjov kunne holde sig ved magten, var hovedårsagen til, at Kohl pressede så voldsomt på for en hurtig genforening. »Hvis Gorbatjov styrtede, kunne vi godt glemme alt – inklusive genforeningen,« har én af hans rådgivere senere sagt. Trods tidspresset faldt Kohl imidlertid ikke for fristelsen til at udskyde beslutningen om det genforenede Tysklands fremtidige allianceforhold til et senere tidspunkt. Meningsmålinger viste ellers, at tyskerne var villige til at indgå en storpolitisk handel – genforening mod at Tyskland blev neutralt og dermed måtte forlade NATO.
I tråd med Vesttysklands første kansler, Konrad Adenauer, var Kohls læsning af historien, at Tyskland ikke måtte forblive »utøjlet« mellem Øst og Vest. Det genforenede Tyskland skulle bindes ind i stærke vestlige strukturer – både for at undgå at resten af Europa som efter Bismarcks genforening i 1871 blev usikre, og for at den tyske befolkning igen kunne blive fristet til at slå ind på en »Sonderweg«. Så måtte det koste, hvad det gjorde økonomisk – også i form af euroen. Eller som Sveriges tidligere statsminister Carl Bildt har udtrykt det: For Kohl var det ikke »the economy, stupid« men »history, stupid«.
Set i det lys bør Kohl også gå over i historien som den kansler, der har gjort mest for det dansk-tyske forhold. Ja, de fleste af os fascineres nok mere af Helmut Schmidt og Willy Brandt. Men det er altså først og fremmest Kohls fortjeneste, at Tyskland i dag lever i fordragelighed med alle sine naboer. Hvor mine sønderjyske bedsteforældre straks sagde 1864, 1920 og 1940, når vi diskuterede Tyskland, får familiemedlemmer født efter 1989 helt andre associationer, når samtalen falder på »det tyske spørgsmål«: Citybreak i Hamborg eller Berlin? Rammstein eller Helene Fischer, Bratwurst eller Currywurst?
Der påhviler nutidens politikere – anført af Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Emmanuel Macron – en stor forpligtelse til at sikre, at det også vil være sådan i fremtiden. Også de skal undgå at forspilde den chance, de har fået til at holde sammen på Europa, efter at de senere års krisestemning er aftaget. Læren fra Kohl er, at europæisk integration kun kan fungere, hvis Frankrig og Tyskland holder sammen og samtidig respekterer de mindre landes synspunkter.