Tony Hadley er efterhånden blevet 55 år. Han brugte 1980erne på at være forsanger i Spandau Ballet og siden har han ofte turneret i eget navn. Taljen har været smallere, men han er en overordentlig flink mand, der tog turen til filmfestivalen i Cannes for at tale om dokumentarfilmen »Soul Boys of the Western World«, da den havde verdenspremiere sidste år. Der skulle gå lidt mere end et år, før filmen siden fandt sin vej til de danske biografer i anledning af en sjælden koncert med Spandau Ballet.

Bandet blev aldrig officielt erklæret opløst, men medlemmerne begyndte sidst i 1980erne – i takt med at succesen blev mindre – at koncentrere sig om andre ting. Siden fulgte en bitter retssag om sangskriverrettigheder, men bandet blev genforenet på en reunion-turné i 2009, og allerede sidste år løftede Hadley sløret for, at der var en ny turné på vej.

»Det er selvfølgelig anderledes i dag, end dengang vi var et band hele tiden, for nu handler det fortrinsvis om ind imellem at spille for et publikum, der er klar til at holde fest. I dag arbejder vi alle med andre ting ved siden af bandet. Martin Kemp spiller med i film og TV-serier, og vi andre er med i forskellige musikalske sammenhænge.«

»Vi var nødt til at forlade bandet i en årrække for at kunne komme tilbage til det. I den forbindelse er 2015 en god lejlighed til at spille sammen igen, fordi det er 35 år siden, vi udgav vores første plade. Det skal være en speciel og gerne lidt sjælden begivenhed, når vi endelig viser os på en scene sammen. Vi vil ikke piske en død hest,« griner Tony Hadley.

Opture og nedture

At Hadley og de andre medlemmer i Spandau Ballet er blevet gode venner igen, er ikke nogen logisk følge af den retssag, som kørte internt i bandet i 1999. Gary Kemp har altid skrevet bandets sange, og han blev krediteret for dem.

I »Soul Boys of the Western World« fortælles historien om, hvordan Tony Hadley, trommeslager John Keeble og saxofonist Steve Norman sagsøgte Gary Kemp for 1 mio. dollars, fordi de mente, at de undervejs havde bidraget med kreativt input nok til at få del i sangskriverrettighederne. Gary Kemps bror, Tony Kemp sagsøgte naturligvis ikke sin egen bror. Hadley, Keeble og Norman tabte i retten, og hvordan føles det i dag?

»Hør her. Du gør, hvad du føler er rigtigt. Hvorvidt sagen blev håndteret helt rigtigt, er jeg dog mere usikker på. Jeg fortryder som sådan ikke noget, for jeg har altid gjort, hvad jeg har syntes var rigtigt på det tidspunkt, hvor jeg gjorde det,« siger Tony Hadley.

I det hele taget var man skeptisk hele vejen rundt i bandet, da George Hencken kom med idéen om en dokumentarfilm.

»Vi var tilbageholdende, men instruktøren gjorde os hurtigt trygge, fordi vi hver især fik lov til at fortælle historien ud fra vores eget synspunkt. Fra start til slut om både opture og nedture. Ud fra de forskellige subjektive indlæg er filmen blevet ret afbalanceret, og vi er portrætteret med 1980ernes Storbritannien som baggrund. Det årti var i det hele taget interessant på grund af både politik, musik og mode,« vurderer Tony Hadley.

Koncept før musik

Efter punkmusikkens »fuck-you«-attitude sidst i 1970erne, hvor ideologien var, at alle kunne være med i et band, uanset om de kunne spille eller ej. Og hvor det beskidte i musikken bredte sig til det æstetiske udtryk, skulle der på et tidspunkt komme en modreaktion. Det blev en stribe popbands, hvor beklædning og form nærmest var vigtigere end musikken. »New romantics« blev bølgen kaldt. Som Gary Kemp fra Spandau Ballet dengang sagde:

»Som mange andre bands, der er opstået efter punken, tænker vi først og fremmest konceptuelt og dernæst på musikken.«

Spandau Ballets første sange som for eksempel »To cut a Long Story Short« og »Musclebound« havde et dystert musikalsk udtryk, selv om musikernes gevandter var mere farerige end Robin Hood og hans raske svende.

Indeni kæmpede mere raffinerede popsange for at blive befriet for kølig attitude. Det blev de fra 1983 og frem med hits som »Gold« og ikke mindst »True«, der længe lå på førstepladsen på den engelske hitliste, og som var helt oppe at vende som nummer fire i USA.

Tony Hadley synes 1980erne er et undervurderet årti rent musikalsk.

»Det var en interessant periode, fordi alle bands havde gode sangere, og det betød, at man let kunne identificere hvert enkelt band. Samtidig havde hvert band sin helt egen lyd. Når talen falder på musikhistorie bliver 1960erne altid hypet, men i det årti lød de forskellige bands rent faktisk mere ens end i 1980erne.«

Spandau Ballet var det første new romantics band, der kom på hitlisten, og i årene efter 1981 havde bandet hits over hele Europa og resten af verden, men i længden blev de overhalet af deres evige rivaler i Duran Duran. Sidstnævnte havde flere gode sange og en bredere succes, men midt i 1980erne var duellen mellem de to bands forsidestof, hvilket også omtales i den nye film. Hadley griner af det i dag.

»Det meste var medieskabt. Vi husker alle sammen det her med Rolling Stones mod The Beatles og Blur mod Oasis. Det er godt læsestof. Sandheden er, at bands godt kan lide at hænge ud sammen. Vi har haft gyldne timer med alt fra Toto over Kiss til Frankie Goes to Hollywood men også Duran Duran. Vi har drukket om kap med Duran Duran flere gange, og vi vandt selvfølgelig altid, for de er en flok letvægtere.«

Hver sin favorit

Instruktøren af »Soul Boys of the Western World« med undertitlen »Spandau Ballet: The Movie« er kvinde på trods af navnet George Hencken. Hun har arbejdet meget sammen med Julian Temple, der er manden bag musikdokumentarer om Joe Strummer fra The Clash og The Sex Pistols. Om Spandau Ballets betydning sagde hun på filmfestivalen i Cannes:

»Historien om Spandau Ballet er historien om fem barndomsvenner, der danner et band og som senere glider fra hinanden og bliver uvenner. Og siden kommer overens med det hele igen.«

»Det er egentlig en vigtigere historie end selve den om bandets musik. I den forbindelse var vi heldige, at deres forældre havde masser af smalfilm og alt i alt havde vi omkring 400 timers materiale at vælge ud fra. Det fascinerende ved Spandau Ballet var også, at der var fem medlemmer, og det gav mulighed for, at man blandt kvindelige fans, kunne finde hver sin favorit,« siger George Hencken, og fortsætter:

»Jeg var teenager i 1980erne, og det var den musik, man hørte over det hele. Spandau Ballets musik var overalt, fordi deres hits var så brede og i dag er »Gold« og »True« nærmest folkeeje i England, som også de unge fra universiteterne finder frem i jukeboxen, når de drikker øl. Det gør bandet tidløst i mine øjne.«

Det var i øvrigt med sangen »True«, at Gary Kemp mente, han ramte sit højdepunkt som sangskriver. Balladen var inspireret af Marvin Gayes sange, men lød nu mere som Hall & Oates. Det var dog også godt nok til at blive et verdenshit.

Blåstempling af musikken

Den aktuelle dokumentarfilm beskriver også hvordan Spandau Ballet fandt sammen igen i 2009 efter 20 års pause. Man ser et klip fra The Isle of Wight festivalen, hvor de spiller for i titusindvis af helt unge briter. Hvordan var det at blive modtaget så overstrømmende af en ny generation?

»Som solosanger havde jeg sunget de gamle sange på festivaler gennem årene, så jeg vidste, hvad der kunne være i vente, men jeg var alligevel en smule bange for de unge trendy festivalgæster. Bange for, hvad de ville synes om Spandau Ballet. Det var vi alle i bandet.«

»Lige før vi skulle på, kunne vi se, at tusindvis af folk søgte hen mod scenen, og det var ret fantastisk. På et tidspunkt sprang jeg ned på den del af scenen, der strakte sig ud midt i publikum, og folk gik helt amok. Det følte jeg som en slags blåstempling af vores musik,« siger Tony Hadley.

Kan du blive ved med at synge »Gold« og »True« af et ærligt hjerte?

»Når du er yngre, kører det bare derudaf. Jo ældre jeg er blevet, jo mere respekterer jeg sangenes styrke. Jeg mødte engang en fyr, der havde mistet sin hustru til en kræftsygdom. Han var i tvivl om, hvorvidt han ville gå ud den pågældende aften, hvor han fortalte mig, at »Through the Barricades« var hans og konens favoritsang. Der fik jeg det sådan, at bloody hell den sang må virkelig betyde noget for ham.«

»Som sanger skal du tro på ordene og sangene hver eneste gang, du synger dem, så følelserne lever. Det er ikke svært, når det er min passion at synge. Jeg bliver heldigvis aldrig træt af det. Jeg er så også heldig, knock on wood, kære Gud, at min stemme stadig er god. Faktisk har jeg mere dybde i stemmen i dag og kan synge højere og med større kontrol,« siger Tony Hadley.