Jørn Utzon foretager to rejser i årene efter Anden Verdenskrig, der bliver afgørende for hans to klyngehuse-bebyggelser på Sjælland, Kingohusene i Helsingør og Fredensborghusene tæt ved Fredensborg Slot og Esrum Sø.
Allerede under krigen tager Utzon som nyuddannet arkitekt til Stockholm og ved krigens slutning til Helsinki for at arbejde for den store finske arkitekt Alvar Aalto. I 1950erne besøger han bl.a. Indien, Nepal, Kina, Japan og Australien. Men det er på en rejse til Marokko i 1947-1948 og året efter til Mexico i forbindelse med et besøg i USA, at han bliver betaget af arabiske lerbyers enkle byggeskik og sydamerikanske templers fornemmelse for plateauer. To afgørende inspirationskilder til rækkehusene i Nordsjælland, der hverken før eller siden er overgået i kompromisløshed.