I fire-fem timer bumlede Eske Willerslev hen over prærien i Montana. Crow-stammens ældste havde sendt bud efter ham, og med en indianer ved rattet spejdede han fra passagersædet ud over landskabet. Langs vejen hang unge mænd fra høje træpæle i indianernes årlige manddomsritual, soldansen. Med brystkasserne penetreret af ørnekløer og dyreknogler, bundet til masterne af reb, der ved tyngdekraftens sejr over det sprækkende kød blev gennemvædet af blod.
»Shit, mand, hvad er det, jeg skal? Er de pissegale på mig, eller vil de også have mig igennem det der?« tænkte Eske Willerslev.
To gange tro
Stemmen er dyb og let nasal, og selv om han er født i Gentofte, taler han mere som en gadedreng fra Stenbroen. Videnskabelige vendinger krydret med slang og et solidt tryk på vokalerne.
I dag sidder han sidelæns i en lænestol på sit kontor på Geologisk Museum og fortæller historien. Kroppen peger frem, og hænderne gestikulerer ivrigt. Benene hænger for en stund over stolens slidte læderarmlæn, kort efter ligger fødderne på sofabordet blandt endnu lune kaffekopper fra et netop overstået møde.
På væggene hænger indianerportrætter og en tavle med formler. På hylderne står dyrekranier og bøger med tunge titler. Som professor i evolutionsbiologi giver Eske Willerslevs genetiske forskningsresultater genklang på verdensplan, og han er kendt for at færdes lige så meget på ekspeditioner som i laboratoriet. I forhold til samtalens emne, tro, lader Eske Willerslev sig heller ikke ensidigt definere.
»Det kan lyde bizart, men jeg er både videnskabsmand og troende. Altså religiøst troende. I mit univers kan begge dele godt forenes,« siger Eske Willerslev.
»Videnskaben er et fantastisk redskab. Med den kan vi skille rigtigt fra forkert, fårene fra bukkene, og vi kommer hele tiden tættere på at forstå virkeligheden. Men vi kan aldrig ramme virkeligheden fuldstændigt, kun nærme os den med modeller. Og det er den usikkerhed, som efter min mening giver plads til kræfter eller energier, vi endnu ikke forstår,« siger Eske Willerslev.
Spøgelser og spørgsmål fra Sibirien
Siden han som ung drog til Sibirien med sin tvillingebror, Rane, for at blive pelsjæger, har Eske Willerslev på sine mange ekspeditioner oplevet ting, han ikke kan forklare logisk. Hos Sitting Bulls efterkommere har han set et mystisk blågrønt lys blive fremmanet, han har fået et iskernebor til at virke med en talisman, og han har oplevet alt gå galt ved at nægte at ofre til flodens eller ildens ånder – indtil han endelig overgav sig.
»Vi fik intet bytte. Fangede intet og sultede. Kanoen væltede, slægtninge lå pludselig for døden, vejret blev ad helvede til og motoren gik i stykker. Alt gik galt. Præcis som de naturfolk, jeg var ude blandt, havde forudset. Men så snart vi begyndte at ofre, blev alt godt igen. Sådan her,« siger Eske Willerslev og knipser med fingrene. Han kniber øjnene sammen, til de ikke er mere end et par sprækker i et ansigt, der pludselig ser ud som om, det spejder over tundraen.
»Jeg tror ikke, det var en form for indbildning. Der skulle meget til, før jeg begyndte at tænke, at der kunne være noget om det. Men siden har jeg haft mange oplevelser, som jeg bare må sige, falder uden for det, vi kan forklare rent naturvidenskabeligt. Jeg har set ting, jeg ikke kan forklare.«
Alligevel var det også på sin rejse i Sibirien, at Eske Willerslev blev inspireret til at følge naturvidenskabens sti. Fra sin kano langs floder i Tjukotka mødte Eske Willerslev folkeslag, som boede tæt på hinanden, men var vidt forskellige. Han fandt mammutknogler og andre spor fra uddøde dyr, og spurgte sig selv, hvordan det hele hang sammen. Spørgsmål som han senere har adresseret som videnskabsmand, og som har været med til at ændre den hidtidige opfattelse af verdenshistorien og menneskets udvikling.
»Jeg har set tilsyneladende skudsikre teorier blive forkastet. Når man arbejder med videnskab, finder man ud af, hvor lidt vi ved, og hvor usikker den viden egentlig er. Den kombination gør, at der klart er plads til noget andet. Om man så kalder det Gud, ånder eller naturkræfter. Jeg vil aldrig kunne finde på at sige »det her er virkeligheden, det er sådan, det er«, for om ti, 20 eller 50 år kan det vise sig, at jeg tager fuldstændig fejl. Det vigtige som videnskabsmand er, at man bliver ved med at være åben for, at verden kan hænge anderledes sammen. For det er på den måde, man gør nye opdagelser.«
Skudsikker vest
Kort inden Eske Willerslevs møde med soldansen, havde han været et af midtpunkterne i en stor ceremoni. Et 12.600 år gammelt skelet af et indianerbarn, hvis DNA Eske Willerslev havde analyseret, skulle genbegraves, for at sjælen efter indianernes tro kunne finde fred.
Indianerstammer fra hele USA var kommet. Apache fra Arizona, Chinook fra Washington, Sioux fra South Dakota, alle de stammer, Eske Willerslev som barn havde drømt om at blive en del af. Og som han nu måtte bære skudsikker vest iblandt.
Forskningen havde nemlig mødt modstand fra både indianere og videnskabsfolk. Indianerne mente, at Eske Willerslev og hans forskerhold havde krænket barnets sjæl ved at fjerne dets skelet og ikke mindst skære i det. At hvert sekund i laboratoriet havde været en pinsel for barnets ånd. Videnskabsfolkene fandt det utilgiveligt, at Eske Willerslev for at imødekomme indianerne nu lod uvurdeligt videnskabeligt materiale genbegrave og dermed destruere.
»Vores forskning havde vist, at det her skelet var indianernes forfader, og derfor mente jeg, at de skulle have lov at bestemme. Vi prøvede selvfølgelig først at forhandle. Om vi kunne gemme bare en lille del. Men for indianerne var det væsentligt, at alt kom med. For dem betød det følelsesmæssigt det samme som at begrave deres mor. Det er der mange af mine kolleger, som ikke forstår eller accepterer. Men det er der, vi skal kunne sætte os ud over vores eget univers og respektere, at nogle mennesker tænker og lever på en anden måde, end vi gør.«
Netop den indstilling, mener Eske Willerslev, har været med til at bringe ham langt i hans karriere. Hvor andre videnskabsfolk er løbet mod en mur, har respekten for det spirituelle hjulpet ham til at få udleveret ellers utilgængelige prøver til sit arbejde.
»Nogle videnskabsfolk ser det måske lidt som en slags mission i livet at udbrede, om man vil, den videnskabelige tro. Altså den videnskabelige livsopfattelse. Og de føler måske, at der går noget af dem, hvis de kompromitterer det. Det føler jeg på ingen måde, der gør. Og det kan de folk, jeg besøger, også mærke på mig. At jeg tror på det. At det ikke bare er noget, jeg siger.«
Eske Willerslev kniber igen øjnene sammen.
»Jeg er selvfølgelig stadig videnskabsmand og mener, at evolutionen er fuldstændig uomtvistelig. Men jeg bliver faktisk lidt irriteret, når man giver indtryk af, at videnskaben kan forklare alt. Jeg synes, det er at skyde folk blår i øjnene. For der er fandeme mange ting, vi ikke kan forklare.
Som med alt andet skal vi være bevidst om begrænsningerne ved det, vi laver, i stedet for at tro, at vi har fundet en eller anden mirakelkur eller De Vises Sten. Det er der, religionerne efter min mening mange gange går galt. Når de bliver ekstremistiske og tror, at de har fundet den endegyldige sandhed. Det samme skal man lade være med som videnskabsmand. Lade være med at sige, at nu har jeg fundet det eneste rigtige. Det er jo i virkeligheden lige så fundamentalistisk.«
Et evolutionært behov
Faren ved et ensidigt syn på verden, mener Eske Willerslev, afspejler sig i vores samfund. På trods af, at vores velfærdssystem og velstand burde give plads til at dyrke åndeligheden, driver vi næsten udelukkende vores samfund efter tanker om effektivitet, optimering og målbare resultater.
»Når vi tænker økonomisk og kun udvælger det, som er strømlinet og giver en umiddelbar effekt, tænker vi i virkeligheden enormt evolutionært. Og der mener jeg, at vi taber noget åndeligt. Vi taber noget, som gør os til mennesker. For noget af det, som gør os specielle som art, er, at vi har den åndelige dimension. At vi har kultur og empati og kan sætte os ud over de umiddelbare drifter. Hvis vi udelukkende ser alting som evolutionskræfter, er det en deprimerende verden at leve i. Det er noget, jeg selv har kæmpet meget med personligt tidligere i min karriere.«
Af den grund lod Eske Willerslev sig døbe, da han var midt i trediverne. Ikke fordi han føler sig kristen, men for at vise, at tro og videnskab efter hans mening kan forenes.
»Det var et statement af, at jeg synes, at det er okay at være religiøs. At man som forsker godt kan være troende og udvise respekt for troende. Men det er jo noget, videnskabsfolk finder enormt provokerende. De hardcore naturvidenskabelige vil sige, at tro er et biprodukt. At det findes, fordi vi som art ikke er helt toptunede endnu. Jeg ser helt anderledes på det. Jeg mener, at grunden til, at vi har tro og ser det overalt, er, at vi har brug for det. At det findes, fordi det faktisk giver os noget,« siger Eske Willerslev.
»Som evolutionsbiolog kigger jeg på fordelingen af egenskaber. En ting, som er opstået ved tilfældigheder, vil vi kun se ganske få steder, mens noget fundamentalt vil være overalt. Og der må jeg bare sige, at vi ser åndelighed og religiøsitet i alle samfund. Lige meget hvor, man går hen på Jorden, finder man de her begreber. Kultur, åndelighed, religiøsitet. De bliver dyrket, og er altid blevet dyrket, så længe det anatomisk moderne menneske har eksisteret.«
Et øjeblik stopper Eske Willerslev sin talestrøm. Retter hele kroppen frem og fortsætter med dæmpet stemme.
»Derfor må konklusionen være – ud fra en rent videnskabelig tankegang – at lige meget, om der er guder eller ej, lige meget om der er kræfter, vi ikke kender eller ej – så har vi brug for at tro. Det har eksisteret i isolerede populationer så længe, at hvis det ikke var et behov, ville det have været selekteret væk igen af evolutionen. Simpelthen.«
Et nyt navn
Køreturen over prærien var slut og Eske Willerslev blev ført op til en stor tipi, hvor høvdingen, som styrede soldansen, sad. Der blev lavet mad, og høvdingen sad stille, mens Eske Willerslev spiste og snakkede med de andre i forsamlingen. Så rejste høvdingen sig.
»Eske, du har hjulpet os, og vi betragter dig som vores bror. Vi vil gerne adoptere dig i stammen.«
På sit kontor kigger Eske Willerslev frem i luften og smiler.
»Jeg fik en masse gaver. Håndsyede veste, halstørklæder med ørnekløer. Og alle børnene kom løbende. »Onkel Eske, onkel Eske, velkommen i stammen!« råbte de.«
Forskeren, der som barn havde drømt om at blive indianer, var blevet det. Og to dage senere fik han sit nye navn, opkaldt efter en indianer, hvis egenskaber, Crow-indianerne mener, er genfødt i Eske Willerslev. Han fik navnet Well-Known Wolf – Velkendte Ulv.
»Eller det vil sige, egentlig kalder crow-indianerne mig for Well-Known Scout,« retter Eske Willerslev sig selv. »På deres sprog betyder de to ord det samme. Men Velkendte Spejderdreng lyder bare ikke så fedt.
Så foretrækker jeg alligevel ulven.«