Erotiske efterskælv
For et år siden ramte en verdensomspændende erotisk tsunami Danmark, da første bind i Fifty Shades-trilogien udkom herhjemme. Vi gør de litterære og seksuelle spor op.
For et år siden ramte en verdensomspændende erotisk tsunami Danmark, da første bind i Fifty Shades-trilogien udkom herhjemme. Vi gør de litterære og seksuelle spor op.
Den er udkommet i 40 lande, har solgt over 80 millioner eksemplarer på verdensplan og overhalet Harry Potter-bøgerne som den hurtigst sælgende paperback nogensinde.
E.L. James’ erotiske Fifty Shades-trilogi er blevet en litterær sensation ud over alle grænser. Det gælder også herhjemme.
I slutningen af måneden er det ét år siden, første bind om den unge jomfru Anastasia Steele, der indleder et S/M-forhold til den lidt ældre multimillionær Christian Grey, udkom på dansk. Siden da har trilogien solgt 400.000 eksemplarer.
»Det er fuldstændig uhørt. Det er et forbløffende antal, og det er klart, at det betyder kolossalt meget for et forlag som vores,« siger Jacob Søndergaard, redaktionschef på forlaget Rosinante, der udgiver bogen herhjemme.
Han fortæller, at de netop har spist lagkage på forlaget for at fejre succesen.
Én ting er, at forlaget tjener styrtende på den erotiske trilogi. Men hvad har det betydet for litteraturen og for vores seksualitet, at så mange danskere begærligt har kastet sig over den?
Lad os begynde ved natbordet. For ét er sikkert: Fifty Shades har sat gang i en bølge af erotisk litteratur, som har fundet vej til de danske hjem.
Også det kommende efterår er der masser af lumre sager på vej.
Meget er oversættelser af amerikanske bøger, skrevet efter samme skabelon som Fifty Shades. Det, der ofte nedsættende bliver kaldt mommy porn. Det gælder for eksempel Maya Banks’ Breathless-serie, hvoraf tredje og sidste bind udkommer i efteråret, og Sylvia Days Crossfire-serie, hvor opfølgeren til bestselleren »Secret« er på trapperne.
Men der er også danske bud. Allerede lige inden den danske version af Fifty Shades kom, lancerede forlaget C&K med e-bogserien C&K Erotica en dansk pendent i genren. Til efteråret udkommer Karen Fastrups erotiske roman »Udfordringen«, ligesom der er en erotisk thriller på vej fra debutanten Stephanie Caruana.
Jacob Søndergaard fra Rosinante vurderer da også, at det med Fifty Shades astronomiske salgstal, og de titler der er fulgt efter, er lykkede i nå nye læsere.
»Bøgerne er nået ud i alle salgsled, langt ud i supermarkederne, så jeg vil formode, at folk, der normalt ikke læser, har fået lyst til at stifte bekendtskab med et stykke populærkultur, som det her er,« siger han.
Men Fifty Shades har også skabt en modbølge. En mere litterær tilgang til det erotiske stof. Kristina Stoltz’ »Et kød« er ét eksempel, et andet er de tre erotiske antologier, der udkommer i efteråret. Lindhardt og Ringhof har fået en række forfattere af begge køn til at skrive erotiske noveller i »360°«, mens mænd og kvinder er delt op i »M« og »K«, som e-bogsforlaget Metropolitan e-Books udgiver i september.
»Jeg ville gerne have forfattere, der har en ambition udover det genre- og salgsmæssige til at give deres bud på, hvor seksualiteten står i dag,« siger redaktøren på antologierne, Karsten Nielsen.
Han forklarer, at antologierne blandt andet er udsprunget af et ønske om at nuancere skildringen af det seksuelle.
»Man kan undre sig lidt over den succes, Fifty Shades og meget af det, der er fulgt i kølvandet på serien, har fået. Med mindre man køber den præmis, at det er ren romance. Det har altid været virkelighedsfjernt – unge piger, der falder for godsejere og den slags. Men krop og køn er i dag meget mere flydende, end det som regel bliver skildret i meget af mainstreamlitteraturen. Det er noget af det, der gør det her felt interessant for mig at beskæftige mig med,« siger Karsten Nielsen.
Han er særligt spændt på mændenes tekster. Den erotiske litteratur har nemlig traditionelt set været forbeholdt kvinder.
»Det er meget en kvindegenre, og med den udvikling, der har været i kulturen, kan man spørge, om det ikke meget er kvinder, der har defineret den mandlige seksualitet. Det er det i hvert fald i den traditionelle erotiske litteratur i kraft af, at den stort set kun er skrevet af kvinder.«
Måske har den erotiske litteratur givet kvinderne mere magt i soveværelset. Det mener i hvert fald sexolog Signe V. Bentzen.
»Jeg synes, jeg mærker i min terapi, at kvinderne er begyndt at stille flere krav,« siger hun.
»De begynder at få øje på, at det måske ikke kun handler om alle de her ting, som manden synes er fantastisk – det, der handler meget om det visuelle, pornoficeringen. Kvinderne fokuserer mere på det indre liv. Når de læser erotisk litteratur kommer de måske til at tænke: Gud ja, det handler også om, hvordan jeg har det.«
Og så har den erotiske bølge gjort det nemmere at sætte ord på sine seksuelle behov, mener hun.
»Det giver et fælles sprog og en fælles forståelse, som gør, at vi kan begynde at kunne se hinanden i øjnene omkring det seksuelle,« siger Signe V. Bentzen.
Det er Helle Hartz, redaktionschef på det erotiske magasin Tidens Kvinder enig i. Som hun ser det, fungerer Fifty Shades-trilogien og andre af de erotiske bøger som en slags forspil.
»Man kan selvfølgelig læse den selv, men jeg tror også, mange bruger det til at læse højt for hinanden som en stemningsskaber i sengen om aftenen. Jeg har også hørt om nogle, der selv har fået lyst til at skrive, efter de har læst det. Det kan jo være en måde at få løsnet lidt op for kæresten og få sat ord på sine behov,« siger Helle Hartz.
Tidens Kvinder har, siden magasinet blev lanceret i 1994, haft erotiske noveller skrevet af læserne som en fast del af konceptet. Med Fifty Shades er interessen gået fra at gælde de få til de mange.
»Der har været mangel på det her længe. Markedet har været meget sultent,« siger Helle Hartz.
Men kommer Fifty Shades til at sætte sig varige spor? Ikke litterært, mener forlæggeren Jacob Søndergaard.
»Vi har jo set krimibølgen, der nu er blevet så grundfæstet, at man snart ikke kan kalde det en bølge længere. Krimierne ændrede bogmarkedets og forlagenes vilkår drastisk. For min egen regning tror jeg ikke, at Fifty Shades vil udløse en tilsvarende ændring af markedet. Det erotiske er naturligvis et ældgammelt og varigt tema i litteraturen. Eventyrstrukturen i Fifty Shades er mindst lige så velkendt og vil altid antage nye former, men jeg tror ikke, at vi i årene fremover vil se blød erotisk litteratur fylde boghandlernes hylder og hjemmesider på samme måde som krimierne har gjort det. Men vi har da en fest, mens det står på.«
Selvom strømmen af udgivelser måske tager af, mener sexolog Signe V. Bentzen, at den erotiske litteratur har rykket noget seksuelt.
»Hver gang der kommer sådan en bølge her, så letter det lidt af dynen og giver os ord, der ikke tidligere har været i vores vokabularium,« siger hun og tilføjer:
»Så selvom der måske ikke er grund til at fejre den som litteratur, kan man fejre, at Fifty Shades på en måde var en bølgebryder.«