Vladimir Putin og Recep Tayyip Erdogan får set en del til hinanden for tiden. For anden gang på ti dage diskuterede de to magtfulde præsidenter Idlib-provinsens skæbne, da de mandag mødtes i den sydrussiske by Sotji.

Idlib er de syriske oprøreres sidste store bastion – og så er det hjemsted for tre millioner mennesker, som kan blive tvunget på flugt, hvis Rusland og Assad-regimet lancerer en længe forventet offensiv mod provinsen.

Lige nu står den tungt bevæbnede syriske regeringshær i udkanten af Idlib, klar til et angreb med hjælp fra russiske bombefly. Men indtil videre har Erdogan formået at bremse en større offensiv ved at placere tyrkiske tropper inde i provinsen. Han vil gå langt for at undgå en ny flygtningekrise.

De seneste år har Erdogan og Putin haft et respektfuldt diplomatisk samarbejde om Syrien. Men nu er de havnet på hver sin side af en tilspidset konflikt, som ifølge FN kan ende i den værste humanitære katastrofe i det 21. århundrede.

Mødet er afsluttet, og Erdogan har lovet at præsentere en fælles russisk-tyrkisk erklæring, der skal bringe »nyt håb« til hele Mellemøsten. Men i skrivende stund er erklæringen endnu ikke udsendt.

Berlingske ser nærmere på det storpolitiske spil, der skal afgøre Idlibs fremtid.

Tyrkiets nye – og risikable – rolle i Syrien

Tyrkiet huser i forvejen 3,5 millioner syriske flygtninge. Og Erdogan ønsker bestemt ikke, at flere syrere forsøger at krydse den lukkede grænse til Tyrkiet. Derfor vil han gerne have en våbenhvile i Idlib-provinsen. Alligevel er tyrkiske tanks og pansrede køretøjer med specialstyrker de seneste dage rullet hen over grænsen og ind i den syriske Idlib-provins. Det kan lyde paradoksalt, når tyrkerne ønsker fred, men med en lidt kompliceret logik giver det mening i Ankara:

Idlib er en af de fire de-eskaleringszoner i Syrien, hvor Tyrkiet, Rusland og Iran i 2017 aftalte, at der ikke skulle udkæmpes kampe. I de tre andre zoner har Rusland og Iran allerede brudt aftalen ved at støtte Assad-regimets militære overtagelse af områderne.

Men Idlib er en anden sag. Her har Tyrkiet placeret 12 observatørposter i områdets udkant og sendt soldater ind i zonen.

Erdogan ved, at Putin på ingen måde er interesseret i at ende i en direkte militær konflikt med Tyrkiet. Og han håber, at alene de tyrkiske troppers tilstedeværelse kan overbevise Rusland om ikke at angribe og i stedet finde en diplomatisk løsning.

Tyrkiet har tætte forbindelser til flere af de stærkeste oprørsgrupper inde i Syrien. I disse dage forsøger tyrkerne ifølge avisen Wall Street Journal at overtale oprørere til at lade sig evakuere – muligvis til de tyrkisk kontrollerede områder af Syrien længere mod nord.

Men Tyrkiet kommer næppe til at lykkes med de planer, vurderer Tore Hamming, der forsker i sunni-jihadiske grupperinger på European University Institut i Firenze.

»Der er ikke noget, der tyder på, at Tyrkiet kan lykkes med den plan. Hvis man flytter oprørerne geografisk, vil man jo bare skabe samme problem et andet sted og udskyde det en anelse,« siger han og vurderer, at Tyrkiet blot forsøger at købe sig tid inden en uundgåelig offensiv.

Indtil videre har Rusland og Iran afvist alle de tyrkiske forslag om en våbenhvile.

Rusland og det skrøbelige tyrkiske venskab

Erdogans høje spil har skabt et problem for Kreml. For Putin ønsker ikke at ødelægge sit spirende venskab med Erdogan. Den tyrkiske præsident er kommet på kollisionskurs med Donald Trump, og det vil være lidt af en geopolitisk sejr for Putin, hvis han formår at knytte stærke bånd til Tyrkiet, mens tyrkerne samtidig skubber sine NATO-allierede fra sig.

Derfor tvivler de fleste analytikere også på, at russiske og tyrkiske styrker ender i ildkamp i Idlib. Det er der simpelthen ingen af dem, der ønsker.

Putin har dog svoret, at alle »terrorister« i Idlib skal nedkæmpes. Så hvad skal Rusland nu gøre?

Erdogan har foreslået russerne og Assad, at de kan nøjes med at bekæmpe gruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS) – den har tidligere været affilieret med al-Qaeda, men har senere distanceret sig. HTS er på terrorlisten hos blandt andet FN, USA og Tyrkiet og har ifølge FN 10.000 krigere i Idlib.

Ruslands regering har dog udtalt, at den ikke tror på, at Tyrkiet virkelig er i stand til at udskille HTS-krigere fra de andre oprørsgrupper i Idlib.

Tore Hamming mener ikke, at Tyrkiet vil lykkes med hverken at udskille de mest jihadistiske krigere eller overbevise HTS-medlemmer om at tilslutte sig mere moderate grupper.

»Der er stadig mange ret hardcore jihadistiske medlemmer i HTS. Gruppens ledelse vil miste al troværdighed, hvis den begynder at lave aftaler med Tyrkiet,« siger Tore Hamming.

Spørgsmålet er altså nu, hvem der blinker først – Erdogan eller Putin?