Lever vi virkelig i en ny epoke, hvor sandheden drukner i falske facebook-nyheder og politisk spin? En tid, hvor fakta og objektive realiteter er blevet fortrængt til fordel for følelser, uvidenhed og subjektive sindstilstande i en grad så alle i dag kan konstruere deres egne (u)sandheder?
Påstanden om det »postfaktuelle« samfund er årets måske mest omsiggribende samtidsdiagnose, der gang på gang fremhæves, når elitens analytikere skal forklare en række »overraskende« internationale begivenheder såsom Brexit, Trump og højredrejningen i Europa.
Tirsdag blev begrebet »post-truth« så udnævnt til »årets ord« af den traditionsrige britiske ordbog, Oxford Dictionaries, der definerer begrebet som en tilstand eller situation, hvor følelser og personlige overvisninger har forrang over fakta. Og ifølge Oxford Dictionaries’ præsident, Casper Grathwohl, kan det blive »et af de mest definerende ord for vores tid«.
Termen menes at være anvendt første gang i 1992 i et essay om Iran-Contra-skandalen. Men i 2016 er anvendelsen, ifølge Oxford Dictionaries, altså steget med over 2.000 pct. sammenlignet med året før.
Det er begivenheder som den britiske EU-afstemning og det amerikanske præsidentvalg, samt folks brug af sociale medier som primær nyhedskilde, der har skubbet »post-truth« helt frem i bussen af smarte ord. Og med god grund, mener Christian Kock, der er professor i retorik ved Københavns Universitet.For selvom der alle dage har eksisteret demagogi og løgne, er der med internettet alligevel sket en accelerering af spredningen, mener han:
»I 80’erne og 90’erne lyttede og læste de fleste af os de samme medier og havde i betydelig grad en tro på, at det, medierne præsenterede for os, var troværdige fakta. Så kunne der være hårde politiske og ideologiske diskussioner på baggrund af det. Men vi var enige om udgangspunktet. I dag bliver grænsen mellem fakta og holdninger stadig mere og mere udvisket.«
Udviklingen er sket samtidig med en stadig større grad af professionalisering af den politiske kommunikation, hvor det »at skære fakta til« blevet en vigtigere disciplin.
»Men når vi kommer dertil, hvor kendsgerninger som global opvarmning, the big bang eller hvorvidt Obama er født i USA bliver noget, alle enhver kan have holdninger til, er vi altså på vej ud i en syg blindgyde,« siger Christian Kock.
»Hvis de toneangivende politikere er ligeglade med, hvad autoriteter siger er fakta, og almindelige borgere uden nogen viden om emnerne mener deres holdninger er lige så gode som etablerede fakta, bliver demokratiet til grin. Det er derfor, den post-faktuelle udvikling er meget alvorlig,« siger han.
Guldaldernostalgi
Lige så besnærende udtrykket post-faktualitet er som forklaringsmodel og samtidsdiagnose, lige så vildledende er det dog også, advarer Frederik Stjernfelt, som er filosof og professor i videnskabsteori på Aalborg Universitet.
»Det er irriterende, fordi udtrykket på den ene side fanger noget, der er vigtigt, men på den anden side foregøgler noget, der ikke passer, nemlig at vi engang levede i et faktuelt samfund, men nu er overgået til en eller anden post-fase. Det er en Guldalder-konstruktion, som ikke har rod i virkeligheden. Der har aldrig været en egentlig »faktuel periode« i politik,« siger han.
Det nye er opblomstringen af de sociale medier, som har gjort det nemmere at sprede misinformation uden redaktionel indblanding. En udvikling, der uden tvivl har demokratiseret informationen og adgangen til taletid.
Men når folk i stigende grad får deres information fra venner - og de sociale medier gennem deres algoritmer tilmed favoriserer indhold, som brugeren forventes at synes om - er det på den anden side også med til at kreere afkoblede ekkokamre, der forstærkes og polariseres yderligere, så folk ikke længere taler med dem, de er uenige med. Det går selvsagt ud over demokratiet.
Når det er sagt, pointerer Frederik Stjernfelt, er udviklingen ikke fundamentalt anderledes, end hvad vi har været vidne til med opblomstringen af andre medier gennem historien.
»Med bogtrykkeriet i 1400-tallet blev folk også paniske over, at det ikke længere kun var Kongehuset og Kirken, der kunne afgøre, hvad der skulle trykkes, og det væltede frem med information, magthaverne ikke var interesserede i. Med trykkefrihedsforordningen i 1800-tallet fik folk uden uddannelse adgang til let at udgive pamfletter med snart sagt, hvad de ville. Det førte en masse vigtig politisk kritik med sig, men selvfølgelig også en masse lort og løgn,« siger han.
Bliver det en vedvarende tendens, at dele af befolkningen er afkoblet den faktuelle nyhedsviden og støtter sig til konstruerede sandheder på de sociale medier, er det selvsagt et alvorligt problem.
»Grundlæggende ser jeg det dog mest af alt som en udfordring koblet til et nyt medie, som vi skal lære at tackle. På den lange bane er jeg stadig optimist og tror, sandheden vil vinde,« siger han.
Det handler om politik – ikke Facebook-retorik
Men den markante overfokusering på sociale medier, som hersker i debatten, risikerer at overskygge den vigtigste lære, mener Niels Ole Finnemann.
Han er medieforsker ved Københavns Universitet og Danmarks første professor i Internettet. Og han ser med bekymring på, hvordan begrebet post-faktualitet af eliten i stigende grad bliver brugt som samfundsdiagnose. Ikke kun fordi det giver et forfejlet indtryk af, at der tidligere har fandtes en faktuel tidsalder.
»Udtrykket spærrer også for den vigtige analyse af, hvilke underliggende strømninger, der er på spil i bestemte befolkningsgrupper. Post-faktualitet er blevet en diskussion om løgne på Facebook. I virkeligheden handler det om magt og politik. Vi har haft masser af store demagoger gennem historien, der er blevet valgt på at sige påstande, som er usande. Det vigtige er at forstå, hvilke reelle politiske uenigheder – finanskrise, ulighed, politikerlede - der får folk til at vælge dem alligevel,« siger han.
Som eksempel nævner han Donald Trumps valgsejr. Medierne har i hans øjne haft alt for travlt med at udlægge hans sejr som et resultat af falske historier, der er gået viralt.
»Ja, der cirkulerede løgne. Og ja, Trump fortalte selv usandheder. Men ingen var i tvivl om hans racistiske og sexistiske holdninger. Han blev ikke valgt på grund af løgne på Facebook. Han blev valgt på sin politik.«
Post-faktualitet skal ifølge Niels Ole Finneman derfor snarere ses som »et ikke særlig vellykket redskab eller formulering af reelle politiske konflikter«. Det er symptomet, så at sige, eller udtrykket – ikke selve udfordringen.
I stedet for at stirre os blinde på det, burde vi fokusere langt mere på at analysere de økonomiske strømninger, som tilslutningen til populistiske partier i den vestlige verden er sprunget ud af, mener han:
»Jeg kan egentlig godt undre mig over, at begrebet er blevet så udbredt hos folk, der beklager, at der er kommet ekkokamre og mere politisk splittelse,« siger han.
»For post-faktuelt er i sig selv mest af alt et skadeligt skældsord, der tjener til at stemple modstandere, som nogen, der ikke tilhører fornuftens verden og som man derfor ikke kan snakke med. Det er ikke særlig tjenligt. I stedet burde vi bruge kræfterne på at forstå.«