Der skydes med skarpt mod socialdemokraten Mattias Tesfaye, som med en ny bog har kastet sig ud i et halsbrækkende projekt, hvor han på samme tid giver den som krønikeskriver og folkevalgt med en sag.

Med bogen – »Velkommen Mustafa« – fortæller han om 50 års socialdemokratiske kampe om den udlændingepolitik, som dagens S-ledelse – og han selv – er i gang med at omlægge fundamentalt.

Dobbeltrollen som historiefortæller og toppolitiker er svær, og Mattias Tesfaye har måttet lægge ryg til angreb i de seneste dage. Søndag skrev Politikens chefredaktør, Christian Jensen, en leder under den advarende overskrift: »Humanismen må ikke skrives ud af S-historien«.

Chefredaktøren kaldte det sigende, at historikere har kaldt »Velkommen Mustafa« for en skamridning af historien, og han anklagede Tesfaye for at slå en falsk melodi an i den aktuelle debat »ved at manipulere med andres holdninger for at retfærdiggøre sine egne.«

Christian Jensen påpegede, at Tesfaye argumenterer for, at man ikke på samme tid kan gå ind for åben indvandring og en velfærdsstat med stor omfordeling. Men hvem taler dog om åben indvandring, spørger redaktøren. Hvorpå han selv svarer: Det gør ingen.

Christian Jensen slutter med at konstatere, at der er grund til at takke Socialdemokratiet for at have stået vagt om ret, pligt og ligebehandling – også over for flygtninge. Og han fremhæver, at den del af fortiden kunne partiet med fordel lade sig inspirere af frem for at gøre den til »den beskidte tjener, der legitimerer nutidens overstramninger«.

Lederen kan ses som en overbygning på et andet indlæg, hvor historikeren Claus Bryld angriber Tesfaye. Overskriften lyder – »Pio, Stauning, Krag og Anker vender sig i gravene over Social­demokratiets grove forsøg på historieomskrivning«. I sit indlæg afviser Claus Bryld, at det er muligt at legitimere Socialdemokratiets nye strammerkurs med situationen i begyndelsen af 1970erne, hvor mange i arbejderbevægelsen var enige i at lukke for flere gæstearbejdere.

Som historikeren skriver, var baggrunden, at gæstearbejderne havde udfyldt deres rolle som ekstra arbejdskraft under højkonjunkturen, men i 1973 var krisen sat ind, og af samme grund ville man ikke tage imod flere.

Ifølge Bryld bruger Tesfaye bl.a. Anker Jørgensens indvandrerskepsis i 1970erne til at tegne et billede til efterligning for nutidens socialdemokrater. Men han manipulerer ifølge Bryld med historien:

»Det trick, de nye »realister« bruger i deres omgang med historien, er klassisk: De vælger en periode, som de udnævner til den »rigtige« i Socialdemokratiets historie med hensyn til synet på indvandrere og flygtninge.«

Men – skriver Claus Bryld – ser man på andre perioder end 1970erne, tegner der sig hurtigt et helt andet billede af Socialdemokratiet som et parti, der f.eks. i 1930erne arbejdede aktivt for at modtage og hjælpe tyskere, der flygtede fra nazismen. Længere tilbage var Socialdemokratiet konsekvent internationalistisk og fortaler for »folkeforbrødring«. Endelig nævner Bryld, at S var det parti i Danmark, som introducerede og kæmpede for universalismen, det vil sige ethvert individs værdighed og rettigheder. Uanset køn, etnicitet og religion.

Det er ikke kun chefredaktøren og historikeren, der er kritiske. På de indre linjer i Socialdemokratiet mistænker kritikerne Mattias Tesfaye for at være ude på en mission, hvor han bruger et indre opgør til at bringe sig selv i spil. Den slags er nemlig set før.

I Socialdemokratiet kender kritikerne Tesfayes mange sælsomme skift, der begyndte i Rød Ungdom, der var tilknyttet Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, der regnede sig selv for at være en revolutionær gruppe og bl.a. udgav sære hyldester til Albanien for at være en urokkelig bastion for den proletariske verdensrevolution.

Senere gik turen over Enhedslisten. Derpå til SF, hvor han gjorde lynkarriere som en af såkaldte arbejderister, der på ultrakort tid fik nøgleposter i Villy Søvndals tid som leder. Tesfaye blev således næstformand i SF, men da partiet gik op i limningen, forlod han det med ordene: »Siden jeg stoppede som næstformand i SF, har jeg brugt tiden på, at diskutere politik med gamle venner, familie og kolleger fra byggebranchen, og jeg er ikke tvivl længere: Jeg er socialdemokrat.«

Set med kritikernes øjne har opportunisme været en fast bestanddel af karrieren, og i forbindelse med bogudgivelsen har en del socialdemokrater det svært med, at netop han skal udlægge partiets historie. De siger det ikke højt. Men de ser hans bog som karrierepleje.

Samme syn på Mattias Tesfaye har man i Dansk Folkeparti, som Socialdemokratiet ellers er rykket tæt på. I DF-toppen mener man desuden, at Mattias Tesfaye i sin historiefortælling negligerer, hvordan socialdemokrater gang på gang angreb og udskammede Pia Kjærsgaard for at være et andenrangsmenneske blottet for anstændighed og moral, når hun sammen med Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl kæmpede for en ny kurs i udlændingepolitikken.

I DF er man også rasende over, at Tesfaye i forbindelse med udgivelsen af bogen har anbefalet et »nationalt kompromis« med Venstre om udlændingepolitikken, så debatten bliver »mindre polemisk« og mindre præget af »fløjpartier«.

Har kritikerne ret i deres angreb? Der er næppe tvivl om, at chefredaktør Jensen, historiker Bryld og DF-ledelsen alle har fat i solide pointer. Tesfayes forsøg på at føre gamle koryfæer frem som bevis for, at den nuværende S-ledelse blot fører partiet tilbage til sit udgangspunkt, kan i høj grad angribes for at være en konstruktion, der er lavet som et forsvar for partiets nye strammerkurs.

Men kritikerne står selv i en sårbar position.

I lighed med Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, der væmmes over stramningerne af udlændinge- og asylpolitikken, har leder­skribenterne på Politiken været længe om at se de negative følger af indvandringen i øjnene. Det har betydet, at S-ledelsen i dag ser avisen som virkelighedsfjern og naiv i forhold til, hvad Danmark kan bære, når det handler om at tage imod så mange folk udefra.

Hvad angår Claus Bryld, bør han næppe ses som faghistoriker alene, når han angriber Tesfaye. Han har været stærkt engageret i SF og VS, og man behøver ikke at læse mange indlæg fra hans hånd for at konstatere, at han er en af de historikere, der lægger kraftig afstand til debatten om national identitet.

Han slår på, at den danske befolkning er multikulturel – og formodentlig altid har været det – og han mener ikke, at den udvikling kan eller skal standses. Eller som han har formuleret det i et indlæg i Jyllands-Posten: »Om hundrede år vil den europæiske befolkning, herunder danskerne, være blandet op med arabere, afrikanere og andre, som er flygtet fra krig og økonomisk misere. Men dansk kultur vil stadig præge samfundet. Om 500 år vil det meste af den danske befolkning måske være mørklødet som de første homo sapiens, der indvandrede fra Afrika for 60-70.000 år siden. For nogle er det et kors for tanken, men for mig er det realisme.«

Claus Bryld ligger lysår fra den nuværende S-ledelse, som mener, at indvandringen har skabt enorme udfordringer. Både Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen forudser, at sammenhængskraften vil gå tabt, hvis ikke tilstrømningen fra især ikke-vestlige lande bremses voldsomt.

De to mener, at de ser virkeligheden i øjnene, og ser man på målingerne, har flertallet af danskerne samme syn på virkeligheden. Spørgsmålet er, om ikke Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Mattias Tesfaye burde holde fast i deres billede af virkeligheden i Danmark anno 2017 – frem for at forsøge at bruge fortiden som motor for deres historiske opgør med den førte udlændingepolitik.