Meget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen må tage et skarpt opgør med arbejdsgivernes og lønmodtagernes stærke interesseorganisationer, hvis han vil genoplive sin ambitiøse masterplan fra valgkampen.
Venstre gik til valg på, at det skal kunne betale sig at arbejde og på at ville at gøre et mærkbart indhug i den store gruppe, som er uden for arbejdsmarkedet.
Flygtningekrisen har siden kun forstærket udfordringerne med at skaffe job til lavtuddannede og fredag præsenterede beskæftigelsesministeren så et nyt kontanthjælpsloft. Men kommer der ikke mere end det fra regeringen og nogle mindre skattelettelser til foråret, vil effekten være minimal, og der er meget lang vej til de ambitiøse mål.
Med mere end tre år til næste valg vil åbningen af Folketinget på tirsdag formentlig være den eneste chance, Lars Løkke Rasmussen får i denne valgperiode for at gennemføre de reformer, som Venstre-toppen gennem længere tid har puslet med på de indre linjer.
Det er dem, der ligger bag den gentagne skamros af den tidligere borgerlige svenske regerings succesfulde økonomiske politik, udnævnelsen af DA-direktør Jørn Neergaard Larsen som beskæftigelsesminister, invitationer til trepartsforhandlinger og tanker om lavere startløn.
I grove træk går skuffeplanerne ud på at sænke overførselsindkomsterne, så flere får et økonomisk incitament til at tage et job. Det ligger allerede i det kontanthjælpsloft, som regeringen nu har præsenteret.
Dernæst skal skatten ned for de lavest lønnede, det har Løkke Rasmussen også lovet, men ikke hvor stor lettelsen bliver. Finansminister Claus Hjort Frederiksen har flere gange foreslået en indslusningsløn. Det samme har Dansk Flygtningehjælp. Og endelig kan forlængelsen af boligjobordningen, der også omfatter skatterabat til ufaglært arbejde som privat rengøring og havearbejde, ses som et led i en samlet pakke, der skal ruske op i bunden af arbejdsmarkedet inspireret af Sverige og Tyskland.
Men modstanden er stor - ikke mindst mod den lavere indslusningsløn. Fagbevægelsen har gennem et stykke tid kørt kampagne mod den og er klar til at køre de store kanoner i stilling. Og i sidste uge skrev de tre store arbejdsgiverorganisationer, DA, DI og Dansk Erhverv, en fælles kronik her i avisen, som kan læses som en lang afvisning af ideen om lavere startløn. Kronikken blev trykt samme dag, som Lars Løkke Rasmussen havde inviteret arbejdsgivere og lønmodtagere til topmøde på Marienborg for at diskutere integration.
De tre organisationer argumenterer med, at der allerede findes ordninger med løntilskud, som virksomheder kan benytte sig af. Med dem kan de faktisk ansætte flygtninge og indvandrere til nul kroner i timen i en periode, hed det. Så de 70 kroner i timen, som den liberale tænketank CEPOS har foreslået i indslusningsløn, er jo langt mere. Den forklaring på, at ordningen stort set ikke bliver brugt, som de fleste anfører, er, at især små virksomheder finder den alt for bureaukratisk. Derfor efterlader erhvervsorganisationernes argumentation det indtryk, at så længe det er det offentlige, der betaler, er det fint med en lavere startløn. Bare de selv holdes uden for. Fagbevægelsen vil kæmpe imod med arme og ben, og arbejdsgiverne ser ikke nogen grund til at udfordre lønmodtagerne og risikere at tabe et slag ved de næste overenskomster. På nogle punkter har skatteborgerne ikke de samme interesser som parterne på arbejdsmarkedet. Indslusningsløn er et af dem.
I den slags tilfælde indkalder man til trepartsforhandlinger. En hæderkronet institution i Danmark. Regering, arbejdsgivere og lønmodtagere sætter sig sammen og løser store udfordringer for samfundet. Sådanne forhandlinger har Løkke Rasmussens regering også bebudet. Overskriften på trepartssamarbejdet er at få flere ind på arbejdsmarkedet og gøre det mere lukrativt at tage et job. Arrangementet er som et sammenskudsgilde. Alle møder op med en ret, og så må man se at få en fest ud af det. Løkke kommer med lavere skat i bunden og et moderne kontanthjælpsloft. Men hvad møder LO og DA op med? I kronikken skriver de tre organisationer:
»DA, DI og Dansk Erhverv er ikke imod indslusningsløn. Men vi har den opfattelse, at løn forhandles mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, og derfor ikke er et tema for trepartsdrøftelser eller lovgivning. Regeringen må gøre op med sig selv, om den fortsat vil overlade det til arbejdsmarkedets parter at fastsætte lønnen, eller om den vil gå en anden vej.«
Det bliver med andre ord op ad bakke at få parterne med til gildet. Og Lars Løkke Rasmussens og Claus Hjort Frederiksens valg ligger i den sidste sætning. Det vil være et historisk opgør.