Vi havde næsten glemt, at Michael Laudrup var i et ansættelsesforhold. Som var han hævet over den slags. Skrevet ind i den øverste sfære af hjemlig presse, som han oftest er. Kun spørgsmål om, hvornår han tager det endelige trin op som ulastelig og begavet leder af en af de intergalaktiske klubber har været forenelige med hans figur.
Næppe havde Laudrup sidste år med Swansea vundet den lille engelske cup, Capital One Cup, før – især danske – medier skrev ham ind som mulig afløser i Manchester United, Chelsea, Real Madrid, Barcelona eller Paris St. Germain.
Tirsdag aften måtte Michael Laudrup imidlertid for femte gang i sin professionelle karriere som manager forlade en klub i unåde. Swansea City meddelte ham, at ikke blot var han fyret, han var tillige bortvist og ikke ønsket på klubbens træningsanlæg længere.
Rygterne om årsagen er mange. Konkreterne er få. Ingen sandsynlige forklaringer synes imidlertid at gøre meget andet end at trække fra legenden om Michael Laudrup. Er spilleren med det pletfrie spil og den udsøgte sans for diplomatiets overlegenhed på vej til at besmudse sin skinnende urørlighed? Den overordnede historie om Laudrup som træner konflikter tilsyneladende med billedet af ham som spiller.
Som spiller var Michael Laudrup en af verdens bedste.
Siden sejren i Capitol One Cup for 12 måneder siden, har Swansea blot vundet otte af 35 kampe i Premiere League og tabt 18. Klubben er blevet en del af nedrykningskampen. Men det er på en 12. plads og sammen med hele den nederste halvdel af tabellen. I fortællingen herom fra både Laudrup og klubbens side mente man indtil tirsdag, at dette kunne rettes. Man havde mødt de store hold og skulle nu vise sit værd mod de mindre. Man havde mange skadede spillere efter et hårdt program med europæisk fodbold, men essentielle nøglefigurer på holdet var til gengæld på vej tilbage.
Desuden er Swansea ikke en klub, der overilet fyrer managers, hed det.
Der har hverken i engelsk eller dansk presse været mangel på spekulationer i, hvorfor fortællingen om Swansea City og Michael Laudrup tog en brat drejning. Der var et indledende bud med holdets uinspirerede og viljeløse indsats i nederlaget til overlevelseskonkurrenten West Ham. Hvilket skulle have været udslagsgivende. Der var overleveringen om en angiveligt stadig mere fjern og skuldertrækkende manager. Som valgte at sanktionere holdets opgivende tilgang, ja, endog personificere den ved at give spillerne fri og selv rejse på miniferie i Paris.
I den kamp, der opstår mellem en klub og en fyret manager om sandheden, blev de indledende udfald således hurtigt sat ind af Swansea City. Herfra satte man den slags rygter i omløb, der aldrig ligger britisk presse fjernt at give god plads til. Heriblandt tillige en historie om druk i truppen på en træningslejr i Dubai, intern klikedannelse og strid, britiske og spanske spillere i mellem samt en Michael Laudrup, der tilmed i den mest billedfremkaldende påstand ikke gad træne med holdet i regnvejr. Det sidste formentlig en snedigt udtænkt nedladenhed beregnet på at ramme danskerens nærmest aristokratiske karakter og massere den gennemsnitlige fodboldfans foragt for højt betalte folk med arbejdsvægring.
Dansk presse har til gengæld – anført af Ekstra Bladet og BT – støttet nationens fodboldikon. Førstnævnte lagde konsekvent ud med at tale om »slagtning«. Sidstnævnte fulgte efter med torsdagens forside: »Så brutalt var sparket: Bortvist«, hvilket byggede dels på Michael Laudrups første genmæle i en udtalelse. Her erklærede han, at 80-90 procent af rygterne var løgn, forkerte eller fordrejede. Dertil byggede det på en udsendt pressemeddelelse fra den engelske manager-forening, der på sit medlems vegne fremhævede afskedigelsen som grundløs og overreagerende. Laudrup var således forment adgang til en afsked med spillerne.
Meget taler for, at fyringen er et udløb på en ældre konflikt. Swansea Citys formand, Huw Jenkins, og Michael Laudrup været på kollisionskurs før. Her skubbede Michael Laudrup blot sin agent, Bayram Tutumlu, foran sig i en strid om retten til at råde over klubbens salg og køb af spillere. En strid Laudrup syntes at komme ud på toppen af, men som sandsynligvis er kørt videre. Det er her, man vil finde mange af Laudrups defensorer sætte ind. Her har han som manager bevist sin kunnen og indsigt, vil det hedde. Var det måske ikke Laudrup, der for en slik fandt sidste sæsons bedste indkøb i hele ligaen, spanske Michu? Lige som han har haft andre gode value for money indkøb.
Men striden handler måske mere om det økonomiske i sig selv end det sportslige. Om Tutumlus – og dermed måske også Laudrups – andel af handlerne. Spørgsmålet stilles. Intet er her godtgjort. Men i det ufortalte mellemværende i sandhedsslaget mellem Swansea og Laudrup synes den mest sandsynlige bestanddel at handle om netop spillerhandler. Formanden krævede endegyldigt indflydelse og veto, manageren fandt beslutningen uforenelig med sit virke, kunne forklaringen lyde.
Forsvaret for Laudrup forekommer i Danmark uomgængeligt. Michael Laudrup sidder i fodboldens sprog i nationen på samme måde som H. C. Andersen sidder i eventyrlitteraturens. Referencerne til ham er ligefrem proportionale med hans spil med maskerede afleveringer og lydefri teknik. Man er »ingen laudrup« eller udfører næsten »en laudrup«.
Begreber nogen måske vil hævde er i fare for at skifte karakter. At blive til betegnelser forbundet med en manager-gerning, der ikke kan overleve sæson nummer to.
Laudrups foreløbige tid som manager er dog stadig et mindre kapitel i den hovedfortælling, Laudrup udgør i dansk fodbold. Hans ambassadørskab for en fodbold, der hellere vil udspille sin modstander end overvinde ham, står og vibrerer som en streng anslået tilbage i hans egen spilletid, hvor alle ønskede, at Laudrup fik bolden, så magien kunne udfolde sig. En slags aristokratisk fodbold. Reglerne følges. Afholdelsen fra at brutalisere sig frem, opvejes af evnerne til at manøvrere. Den smukt og udadleligt spillende regissør. Hvilket er noget af det mest sigende, hvis man skal forsøge at karakterisere Laudrups egen spillestil såvel som hans fodboldfilosofi. Swansea er det hold i Premier League med den højeste gennemsnitlige boldbesiddelsesprocent (59,9) samt flest succesfulde afleveringer (86,4).
Men hvad hjælper det at have bolden mest, hvis man taber? Hvad skal man med renhed, når man er havnet i den beskidte del af tabellen? Al tvivl om det rette i at fyre Michael Laudrup som manager i Swansea kan være borthvirvlet, mens dette trykkes. I hvert fald al tvivl i England i almindelighed og i Wales og Swansea i særdeleshed. Vandt Swansea lørdag aften et indædt lokalderby mod Cardiff, var der nok noget om den danske managers mangler, vil det hedde. Han var alligevel for fin. Og godt er det, at der er sat en stopper for, at walisere skal agere grødbønder, der opfører sig beærede over danskerens prinseagtige opførelse, vil det lyde. Og var der ikke også noget om, at den gang Laudrup spillede, behøvede man aldrig vaske hans spillerdragt? Godt fighten kom tilbage. På tide arbejdsdyden blev genoprettet. På sin plads, at diplomatiets taktiske tale og Laudrups viljeløse afleveringsmatrix blev afløst af substitutten Garry Monks simple effektive krav om først at beskytte eget mål dernæst nå modstandernes så hurtigt som muligt.
Monk er alt det modsatte af Michael Laudrup. Forsvarsspiller, lokal og formentlig bedst i regnvejr.
Michael Laudrup er naturligvis fortsat en hovedfortælling i hjemlig fodbold. Ikke fordi Laudrup inkarnerer dansk fodbold, hvilket nogen misforståeligt vil hævde – men fordi han gør det modsatte. Han var en fodboldspiller af et format, der på verdensplan er langt imellem. Det ville selvsagt være forbløffende, hvis Laudrup som manager kunne matche sin betydning som spiller. Men det har på mange måder været omgivelsernes forventning fra begyndelsen. Og han har heller ikke afholdt sig fra at bruge det som en kapital i trænerkarrieren. Hvorfor risikoen for fiasko selvsagt er høj. Der skal ikke meget middelmådighed på resultattavlen til, før det bliver kontraproduktivt med hans navn og ry.
Michael Laudrup er som manager havnet i kategorien »ordinær« i engelsk fodbold. Endda som en del af den kedelige statistik i katogorien. Foreløbig er en fjerdedel af de managers, der indledte Premiere League sæsonen 2013/14 blevet fyret. Dog er danskeren blevet det med en formentlig ret høj afskedssum. Mellem 20 og 49 millioner kroner forlyder det, alt efter hvad man formentlig slutteligt indgår forlig om. Hvilket er hovedgrunden til, at rygterne i sagen rider frit, mens fakta forbliver bundet i stalden. Ingen blotter sig for alvor, før man har været hos advokaten og i banken.
Sandheden om bruddet mellem Swansea og klubbens danske manager vil formentlig først komme frem i biografi- eller erindringsform. Og dertil gøre det en dag, hvor begge parter vil befinde sig andre steder, end det er tilfældet nu. Allerede fredag kunne man på forsiden af BT’s sportssektion se overskriften: »Laudrup (i flammeskrift, red.) - navnet er stadig brændende varmt«. Man begyndte rutinemæssigt at liste store europæiske klubber i den øverste sfære som næste destination for dansk fodbolds betydeligste navn.