Livet er ikke kaos, men kamp mellem Apollo og Dionysos. En tvekamp mellem orden og kaos.

Vi er som mennesker spændt ud mellem den apollinske pænhed og den dionysiske ekstase. Apollo er guden for det velformede, afklarede, afgrænsende og diciplinerede. Dionysos er guden for det ekstatiske, berusende og grænsesøgende. Kun når vi ærer de to græske guder, lever vi fuldt ud. Vi er desværre kommet ud af balance. Vinens, orgiets og ekstasens Gud, Dionysos, har tabt kampen om vores sjæl.

Apollo står med sit regneark og spreder kedsomhed. Festen er forbi. Rock’N’Roll er slut, forbudt, død og væk. Gosh, hvor man bare savner lidt for tykke, lidt for glade, lidt for fulde, lidt for vilde mennesker, der fyrer den af i et dionysisk orgie. Det er forbudt nu.

Selvdisciplineringen og selvkontrollen har taget magten overalt. De sure puritanere og tandlægetyper har indført en sultekur af et gennemssnitligt møgtrist liv.

Alt er i orden. Ingen drikker for meget, for sent, for sjovt. Gode bøffer er blevet til riskiks. Tørvetrilllerne tjener trillioner. Ergo, jo mere kedelig, du er, jo rigere bliver du. Ergo, jo sjovere, du er, jo fattigere bliver du. Og jo færre fadbamser, jo bedre og finere.

Enhver, der har bare det mindste sjov, bliver skammet ud: Ja, Henrik Sass blev forfulgt som en trold, fordi han drak et par nederlagsfadøl for meget. Vores nye statsminister vandt kun valget, fordi han drak urtethe og havde forsvoret Dionysos.

Vi skal spare, vi skal spinke og vi skal spise mindre. Vi skal dit og vi skal dat. Alt, som ikke er godkendt af bogholderen, er slut, forbudt og forget it.

Folk vil ikke bide til bollen, fordi de frygter hvidt brød som var det et rusmiddel. Samtalen er gået i stå. Vi har ødelagt festen med al den monotone snak om pensionsopsparing, realkreditlån, hundevelfærd og vejrudsigter.

Al den motion og træningstyranni har taget tid fra alt det sjove og forbudte. Hvorfor fanden gå hjem klokken halv elleve fra en god fest, fordi man skal være frisk til sin løbetur?

Hvad er det for et trist samfund og livssyn, når man jo burde være blevet tilbage og bestille en ekstra omgang på Andys Bar. Ingen generation bør gå ned på for lidt champagne, for få kvinder og for lidt musik.

Seriøst. Vi er bare den kedeligste generation i årtier. Vi er ikke sjove, og vi har det ikke sjovt. Det hele er blevet så pænt, så småt og så forudsigeligt. Vi har taget os selv, vores børn og vores job topseriøst, men har aldrig taget det sjove for andet end sjov.

Enhver generation gør det modsatte af forældrene, lever som bedstefædrene og beundrer oldefædrene. Man siger, at efter en samler kommer en spreder. Efter en generation af selvrealiserende slappere kom vores generation af selvdisciplinerende strammere.

Vi har længe nok levet som skræmte pligtopfyldende børn; bange og skjult for Dionysos. Vi har nemlig oplevet hvordan det engang gik galt, da vi var små. Vores forældres selvrealisering har skræmt og traumatiseret os. Ergo, vi er flygtet over i pænheden og den apollinske kedsommelighed. Nu skal vi vende kajakken og finde festen. You gotta fight for your right to party.