Lige siden EU's oprettelse er det jævnligt blevet diskuteret, om unionen lider af et demokratisk underskud, fordi danske love i vidt omfang besluttes i Bruxelles. Vi gennemgår her den almindelige og mest anvendte lovprocedure.
Den almindelige lovgivningsprocedure
Ligesom lovgivning i Folketinget vedtages gennem flere behandlinger, gennemgår EU-lovgivningen også to behandlinger.
Her er Ministerrådet og Europa-Parlamentet sidestillet, da godkendelse af ny lovgivning kræver majoritet i Europa-Parlamentet samt et kvalificeret flertal i Ministerrådet.
Kan de to parter ikke nå til enighed i løbet af de to behandlingsrunder, nedsættes der et forligsudvalg bestående af lige mange medlemmer fra Europa-Parlamentet og Ministerrådet. De to parter skal herefter forsøge at nå frem til et kompromis om lovforslagets endelige indhold.
Argumenterne for og imod
Nej-siden argumenterer for, at der trods ovenstående lovgivningsprocedure stadig eksisterer et demokratisk problem, når ny EU-lovgivning ikke forelægges for Folketinget:
»Grundlovens krav om tre behandlinger af alle love sættes systematisk til side, når beslutninger flyttes til EU. Langt hovedparten af EU's direktiver gennemføres administrativt i Danmark gennem embedsmændenes og ministrenes bekendtgørelser og cirkulærer. De fleste forordninger vedtages uden forelæggelse for Folketinget. Dermed svækkes demokratiet og idealet om åbenhed,« står der i de fire nej-partiers fælleserklæring om anbefalingen af et nej den 3. december.
Omvendt vil ja-partierne hævde, at EU er underlagt en demokratisk proces. Det skyldes, at Europa-Parlamentet og Ministerrådet skal godkende ny lovgivning. Her er danske interesser repræsenteret i kraft af 13 Europa-Parlamentsmedlemmer og en minister for det ressortområder, som en ny EU-lovgivning påvirker.
Derudover er ministeren også underlagt et mandat fra det danske Europaudvalg i Folketinget. Europaudvalget mødes nemlig inden hvert Ministerrådsmøde og beslutter i fællesskab, hvilket synspunkt den pågældende minister skal fremføre på mødet.