Der er ingen tvivl om, at chefen for den Europæiske Centralbank Mario Draghi har ordet i sin magt og publikum i sin hule hånd.

Det demonstrerede han fredag, da han med bemærkningen om, at ville gøre "hvad, der er nødvendigt" for at hæve den bekymrende lave inflation i euroområdet, fik markederne til at adlyde som var de hypnotiserede.

På sekundet faldt eurokursen velafrettet tilbage, og aktierne tog et lydigt hop op.

Ordene faldt i en tale på en bankkongres i Frankfurt, men Ali Hamann ville ikke have været i stand til at gøre det bedre på landsækkende tv i bedste sendetid.

Med udtalelsen lægger Mario Draghi op til yderligere lempelser af pengepolitiken, hvor renten allerede er historisk lav og en række ekstraordinære tiltag er sat i værk.

Det er ikke første gang, at Draghi snor markederne om sin lillefinger. Hele 30 pct. af stigningerne på det europæiske aktiemarked siden 2011 er kommet på dage, hvor centralbankchefen er trådt frem foran mikrofonen, noterer PFA sig i en analyse.

Der er to måder at anskue Mario Draghis omgang med ord på.

Det er svært ikke at beundre hans retorisk-hypnotiske evner. Siden den berømte tale i sommeren 2012 i London, hvor Draghi erklærede sig beredt til at gøre "hvadend, der skal til" for at redde euroen, har det stået klart, at centralbankchefen kan noget med ord, som ikke mange andre kan gøre efter. Det var en skelsættende begivenhed, der vendte krisens gang, og for ganske nylig er det kommet frem, at Draghi talte uden for det forberedte manuskript og altså tog en hidtil uset risiko for en pengepolitisk embedsmand.

Men før beundringen for Mario Draghis tryllebindende kraft på finansmarkederne løber af med en, må man også spørge, hvordan det så egentlig står til i den europæiske realøkonomi?

Ikke for godt. Trods rentesænkninger, obligationsopkøb og billige lån til bankerne viser patienten ikke mange tegn på bedring. De seneste måneder er man ligefrem begyndt at tale om at stille diagnosen "den japanske syge" - at Europa, som Japan, står overfor mindst et årti med stagnation.

Den seneste uges nøgletal har været nedslående læsning. Den foreløbige opgørelse af de såkaldte PMI-tal - et barometer for aktiviteten i erhvervlivet - slår nu ud på det laveste niveau i 16 måneder. Den eufori, der har kendetegnet aktiemarkederne gennem længere tid, også herhjemme, er ikke at genfinde i realøkonomien.

Det er ikke Mario Draghis hovedopgave at skabe vækst i Europa, hans primære mandat lyder på at sikre stabile priser, men om han vil det eller ej, så er Draghi blevet den nok vigtigste person i spillet om Europas økonomiske fremtid.

Presset på centralbankchefen stiger for at sætte handling bag ordene og sætte gang i nye pengepolitiske initiativer i stedet for bare at tale om dem. Spekulationerne om et muligt opkøb af virksomhedsobligationer og statsobligationer som en ny metode til at pumpe penge ind i økonomien og skabe vækst tager i disse uger kraftigt til.

Er Mario Draghi en ægte troldmand eller har han det mest i munden?