»Sidst på måneden står øl nok lidt højere på listen end økologiske gulerødder og rengøringsmidler,« siges der i den humoristiske reklame for Curlingkassen. Coop har sørget for at holde en munter tone – men det er stadig, når humoren har lagt sig, faktisk muligt for dig som forælder at sørge for, at den fraflyttede pode får leveret en kasse med bl.a. økologisk salat, WC-rens, pulverkaffe, ruderens (man ved jo, hvor meget studerende går op i vinduesvask!), og sågar en flaske rosé og en pakke kondomer. Curlingkassen koster 500 kroner og er ment som en engangskasse, man kan sende sit barn, når det skal klare første uge med fod under eget bord.

Spørgsmålet er ikke bare, hvor langt man som forælder skal strække navlestrengen, men også, om det er usundt for de unge at lære, at selv når man skal stå på egne ben, er der krykker i form af mor og far. På et eller andet tidspunkt skal man vel lære at købe ind og holde hus med pengene, så de varer hele måneden?