Fælles for søskende er, at de deler det maksimale antal gener, man kan uden at være enæggede tvillinger. Dertil et efternavn, forældre, en opvækst og en historie. Men trods de sammenfaldende relationer har forholdet mellem brødre gennem tiden stået som noget ganske særligt hævet over forholdet mellem søstre.
Det skyldes i høj grad en følelse, der næppe kan beskrives bedre, end Astrid Lindgren gjorde det i bogklassikeren »Brødrene Løvehjerte«. Hvor brødrene Tvebak og Jonatan hellere vil dø end at leve uden den andens støtte og nærvær.
Følelsen, som Lindgren beskrev, kender vi også fra bandemiljøet, soldaterlivet, og mange af os har nok også stiftet bekendtskab med den i gamle westerns, hvor indianerne bytter blod og lover hinanden evig troskab. Det er netop den følelse, der er så unik for den mandlige race.
»En søster vil sikkert også springe til, hvis søsteren kom i knibe, men søsterskabet er ikke rodfæstet på samme måde som broderskabet i fortællinger om blodets bånd, der længe har levet i historien. Derfor tillægger vi kulturelt set ikke kvinder den samme mulighed for at referere tilbage til det biologiske,« siger lektor og kønsforsker ved Roskilde Universitet, Kenneth Reinicke.
»Mænd har altså forrang, selv om der ligger lidt følelsesmæssig tavshed i maskuliniteten. Den her ekstraordinære solidaritet og samhørighed behøver nemlig ikke at blive italesat. Man ved bare, at hvis det skulle blive nødvendigt, vil ens bror vige til handling. Som mand skal man jo kunne tage vare på sine nærmeste, og derfor er broderskabsfølelsen nok også noget af det stærkeste, man kan forestille sig,« siger Kenneth Reinicke.
Han er ikke i tvivl om, at det unikke i broderskabet er betinget af den tryghedsfølelse, der ligger i at have en bror, og altså ikke nødvendigvis af de personlige ligheder og den genetik, som vi ellers ofte definerer søskende med.
Besøger man brødrene Leif og Jørn Chjeffer Rasmussen, bliver man hurtigt overbevist om, at det ikke er listen over lighedspunkter, der knytter dem sammen. De to brødre er nærmest som nat og dag.
»Hvis vi havde mødtes på en bar, så havde vi nok ikke haft meget at snakke om,« griner Leif Chjeffer Rasmussen og nikker til storebroderen, Jørn Chjeffer Rasmussen, som klukkende må give sin lillebror ret:
»Nej, vi havde nok ikke været venner, hvis vi ikke var brødre.«
Jørn Chjeffer Rasmussen har slidt sig til kanten af det mulige for at nå direktørkontorerne, mens broderen Leif Chjeffer Rasmussens livsmål helt fra begyndelsen har været at få alle oplevelser med, selv om det måtte kræve en omvej i livet.
Jørn skal have struktur, mens Leif søger kaos.
Forskelligheden kommer særligt til udtryk, når brødrene sejler sammen. Jørn vil nemlig helst nå frem hurtigst muligt, mens Leif hellere vil læne sig tilbage med sin fiskestang i hånden og iagttage skyerne, der hænger over båden.
Allerede i barndommen blev forskelligheden på de to brødre slået fast. Jørn havde sjældent tid til lillebror Leif, der ville spille og lege, mens Jørn var mere stræberisk.
Med alderen blev forskellene kun mere udtalte og udmøntede sig i to forskellige livssyn og karrierevalg.
Storebroderen Jørn Chjeffer Rasmussen, som i dag er 63 år, har været leder i en lang række virksomheder og var før pensionen vicedirektør i Danske Bank.
»Som barn kiggede jeg mod de rige direktørsønner og ville være som dem, koste hvad det koste ville,« fortæller Jørn Chjeffer Rasmussen, hvis liv kom til at handle om uddannelse, disciplin og målrettethed.
Omvendt fandt lillebror Leif mere tilfredsstillelse i at leve et ustruktureret liv.
»Mit mål har nok været ikke at have et mål,« fortæller Leif Chjeffer Rasmussen.
Han beskriver sig selv som en fatalist; en person, der har troen på, at højere kræfter har besluttet de store og vigtige linjer i livet. Og hans liv har derfor heller ikke altid kastet ham i samme retning.
Gennem tiderne har han nemlig både brugt sine kræfter på en byggeplads og spillet garagerock, mens han i dag træder i pedalerne og deler post ud.
Forskellighederne til trods er de to brødre meget tætte. Det er der heller ikke noget til hinder for, vurderer sprogforsker Michael Ejstrup. Ligesom Kenneth Reinicke mener han nemlig også, at det unikke, specielle og uforklarligt forankrede begreb »bror« bygger på noget, vi kulturelt har lagt i det.
»Forskellen mellem opfattelsen af brødre og søstre bunder i gamle traditioner for at kvinder og mænd var adskilte i gøremål og interesser. Derfor er det også en ny ting, at man ser lignende bånd mellem søskende af modsat køn, hvilket vi heller ikke har et ord for eller den samme forståelse for.
Til ordet broderskab knytter sig noget dybt, ubrydeligt, positivt og en voldsom indbyrdes forpligtelse,« siger Michael Ejstrup. Han peger på udtrykket »Du er da min bror«, der meget vel kunne være taget ud fra serien Matador. Hvor seriens hovedperson, Mads Skjern, i desperation og afmagt over sin bror, Kristen, råber: »Du er min bror!«
Råbet var en konsekvens af det svigt, Mads Skjern følte, da hans bror ikke levede op til forventningerne, men trods skuffelsen, vil de af os – der har set klenodieserien til ende – vide, at brødrene atter ender på god fod, inden Bent Fabricius-Bjerres kendingsmelodi for sidste gang løber over skærmen efter det 24. afsnit.
Det, mener sprogforskeren, er et glimrende ek-sempel på, hvad vi lægger i at være nogens bror.
»Man kender udtrykket: »du er da min bror«, som kan bruges i sammenhænge, hvor vi tilgiver en handling, vi ellers ikke ville have tilgivet, fordi den broderlige relation går over alt andet,« siger Michael Ejstrup.
Hos Leif og Jørn Chjeffer Rasmussen er netop den følelse velkendt. For selv om de nødigt ville bytte liv, forstår og respekterer de to brødre hinanden, lige som de heller ikke er i tvivl om, at der ikke kan ske noget mellem dem, som de ikke vil kunne tilgive.
»Du kan vælge en god ven, du kan ikke vælge din bror. En ven kan man sige, at man ikke vil være venner med længere, du kan ikke sige, nu er du ikke min bror mere. Det er Jørn jo, og det vil han altid være, det er ikke til diskussion,« siger Leif.
»Det ligger dybt i os begge, at vi er brødre. Det er ikke en option at sige, nu må Leif sejle i sin egen sø, det er det bare ikke,« fortsætter Jørn.
»Der går aldrig mere end et par uger, så kører jeg op og tjekker op på Leif. Vi skal lige have styr på hinanden jo. Det er ikke så meget, det man siger, det er mere kropssproget og ansigtsfarven. Er det i orden, så kan jeg køre videre igen.«
Selv om de to brødre fra Hørsholm ikke længere bor under samme tag, oplever de stadig, hvordan deres broderskab vokser.
»Vi har respekt for hinandens måder at se verden på, og vi har en ligeværdighed, det er derfor, det fungerer så godt. Vi har en accept af hinanden, selv om vi ikke kunne drømme om at leve hinandens liv,« siger Jørn.
Den stærke broderskabsfølelse, som brødrene Chjeffer Rasmussen deler, bunder ikke kun i kulturelle aspekter og gensidig broderkærlighed.
To brødre som Leif og Jørn deler nemlig et så stort antal gener, at de fra naturens side er indstillet til at beskytte hinanden for at sikre familiens overlevelse, fortæller evolutionsforsker Eske Willerslev.
»Det individ, som beskytter sin familie eller sin bror, øger sin egen chance for at få ført sine gener videre. Hele vores eksistens som individ og art er betinget af at føre vores gener videre. Du finder ikke stærkere kræfter end disse, og de er helt ubevidste,« siger Willerslev:
»Kærligheden mellem ikke-biologiske brødre kan også være ekstremt stærk. Men biologisk ligger der altså noget fundamentalt beskyttende i blodets bånd hos alt levende.«