N. H. Hansen & Søn oplyser i en orientering, at man nu har benyttet sig af muligheden for at erklære sig skyldig i alle sigtelser og betale bøden på 2,2 mio. kr.
»Vi har valgt at indgå forlig, fordi sagen nu har varet i mere end 4 og et halvt år og været offentligt omtalt siden 2010. Det er en meget stor belastning for en forholdsvis lille virksomhed som vores. Vi har ikke samme opfattelse af sagen som anklagemyndigheden, på alle punkter, men betingelsen for et forlig er, at man erkender sig skyldig i alle forhold i sigtelsen. Til gengæld kan vi nu lægge sagen bag os og koncentrere os fuldt og helt om forretningen. Det er naturligvis en stor lettelse,” skriver N. H. Hansen & Søns adm. direktør, Marianne Hemicke Rysgaard i orienteringen.
Sagen drejer sig om aftaler mellem byggevirksomheder i forbindelse med udbud. Der er tale om forhold foretaget af enkelte tidligere medarbejdere i enkeltstående sager.
Ledelsen i N. H. Hansen & Søn oplyser, at man allerede tilbage i 2009 styrkede kontrollen med de interne procedurer.
Per Hald, der er bestyrelsesformand for N. H. Hansen & Søn, er tilfreds med, at der nu er sat punktum for en sag, der kunne hva trukket ud i mange år.
