ALGERIET: Myndighederne i Algeriet er ikke i tvivl.
Arkitekten bag gidseldramaet på et gasanlæg i ørkenbyen In Aménas, hvor 41 udlændinge er taget til fange, er Mokhtar Belmokhtar, der mistede sit venstre øje i krig og er rapporteret død to gange, senest i juni.
Belmokhtar mistænkes for at stå bag flere gidseltagninger, og ifølge The Telegraph er han i den amerikanske efterretningstjenestes optik den værste kriminelle i Sahara-regionen.
I 2003 slap han væk fra franske efterretningsofficerer efter at have kidnappet 32 europæiske turister, som ifølge det britiske medie menes at have udløst en klækkelig løsesum. Og blot fire år senere blev idømt livsvarigt fængsel in absentia af en algerisk domstol i forbindelse med drabet på 10 handelsmænd. Omfattende cigaretsmugling har sikret ham det lokale øgenavn »Mr. Marlboro«.
- Han er Saharas største piratkonge. Ligesom andre algeriske grupper blander Belmokhtar kriminalitet med ideologi, og han ændrer på balancen mellem de to ting alt efter situationen, fortæller Jon Marks, en ekspert i Sahara-regionen ved den britiske tænketank Chatham House, til The Telegraph.
Belmokhtars gruppe går under navne som »Den Maskerede Brigade« såvel som »Khaled Abul Abbas-brigaden«, et pseudonym, som flittigt er blevet brugt i hans karriere, der begyndte som 19-årig i en afghansk træningslejr under det USA-støttede oprør mod besættelsesmagten fra Sovjetunionen.
Ifølge flere internationale medier arbejder han også under al-Qaedas vinger i »Al-Qaeda i det Islamiske Maghreb« (AQIM) - en gruppe, der stammer fra radikale islamister, som erklærede krig mod den algeriske stat i 1990erne. I en af undergrupperne - GSPC, som var den mest voldelige - var Belmokhtar tidligere blandt frontfigurerne. Hans præcise tilhørsforhold til AQIM er imidlertid uklart efter det mulige brud med gruppen.
Angrebet på gasanlægget, der ejes i fællesskab af Statoil, britiske BP, et japansk selskab og et statsejet algerisk selskab, er det mest spektakulære i regionen i to årtier.
Ifølge nyhedsbureauet ANI er oprørerne klar til at løslade de 41 gidsler. Men kravet er, at Frankrig indstiller sin militære aktion i Mali, samt at 100 islamister, der er fængslet i Algeriet, løslades.
Krav, som den algeriske regering har afvist.