Sutterne skal skoldes. Kartoflerne skrælles. Børnene skal mades og bades – og kysses godnat senest klokken 20.

Dagsprogrammet for de fleste småbørnsforældre er tæt pakket. Ikke mindst for enlige forældre kan det være en udfordring at nå det hele og samtidig have overskud til at være nærværende over for børnene.

Den 36-årige studievejleder på Københavns Univseritet Tine Capion Nielsen har været der. Fra hendes yngste barn var fire måneder gammelt, stod hun alene med to børn i hverdagen.

I dag er datteren Sonya snart tre år, og hendes storebror, Micas, nærmer sig de fem. De ser jævnligt deres far. Men hans famlie bor i udlandet og er derfor naturligt nok ikke en del af børnenes hverdag.

Børnenes mormor og hendes mand bor lidt langt væk og er desuden fuldtidsarbejdende bedsteforældre til i alt seks børnebørn. Og deres moster, som ellers også har været en stor hjælp, har selv fået to små børn nu.

»Jeg føler, at jeg har et stort socialt netværk, men det er ikke et netværk, hvor jeg kan hente aflastning og socialt samvær til mine børn,« fortæller Tine Capion Nielsen.

Derfor opsøgte hun den frivillige organisation Børns Voksenvenner. Her tilbydes enlige kvinder med børn under seks år at blive parret sammen med en såkaldt »familieveninde«. Det er en kvinde, der selv er mindst 45 år gammel, har større børn og lyst til at være sammen med de enlige kvinders børn, så mødrene kan få et pusterum, og børnene kan få flere omsorgsfulde og opmærksomme voksne omkring sig.Ordningen rækker ud over de »bedstemødre-ordninger«, som flere kommuner har etableret, så familier kan få hjælp til pasning, hvis børnene bliver syge i hverdagen. Der er heller ingen penge involveret i projektet.

Er blevet en del af familien

Ifølge socialrådgiver og daglig leder af Børns Voksenvenner, Pia Sandholt, er det helt almindelige mødre, som søger familieveninder.

»Nogle gange er det endda kvinder i høje stillinger. Fælles for kvinderne er, at de har et meget lille familienetværk omkring deres lille familie. De har ikke rigtig deres egne forældre, far er der måske slet ikke af en eller anden grund,« fortæller hun.

»De kvinder har brug for et vidne til barnets opvækst – en kvinde som de kan ringe til og spørge om, hvorvidt det, som børnene gør nu, er normalt. Eller som de kan dele med, at barnet har sagt sit første ord. For er der ikke nogen at dele glæder og sorger med, risikerer de at blive udsatte på grund af ensomhed,« siger Pia Sandholt.

Det er halvandet år siden, at Tine Capion Nielsen blev introduceret for sin familieveninde, den i dag 57-årige Annette Drewsen. Hun har nøglen til den lille families lejlighed. Så kan hun og hendes mand, Jørgen, som også har engageret sig i Tines børn, lukke sig ind, når de har hentet Sonya og Micas fra daginstitution.

De lægger måske et puslespil. Læser en bog. Eller laver mad sammen, mens de venter på, at mor kommer hjem. Andre gange tager ægteparret børnene med i deres sommerhus i en weekend eller en ferieuge. Helt som almindelige bedsteforældre.

»Det, vi tilbyder dem, er, at de er med i vores liv. Når der skal laves smoothies om morgenen, får de lov at hælde bærrene i blenderen og trykke på knappen. De bager croissanter, og når jeg laver havearbejde ved sommerhuset, går Micas rundt med en lille grensaks og hjælper til. Så de er bare en del af vores familie og er med i alt det, der nu foregår,« fortæller Annette Drewsen, der til daglig er specialkonsulent i Rigspolitiets HR-afdeling.

Selv har de tilsammen fire børnebørn. Men de bor langt fra dem og ser dem ikke nær så ofte, som de gerne ville.

»Vi syntes egentlig, at vi havde plads til nogle flere og søgte ind i projektet for at få kontakt med nogen, der havde nogle børn, som vi kunne være noget for,« forklarer Annette Drewsen.

Der bliver mange flere enlige

Familieveninderne har eksisteret i godt 12 år, og ifølge Mai Heide Ottosen, seniorforsker ved SFI, kan vi i de kommende år forvente se flere af den type ordninger skyde frem. Antallet af enlige forældre er nemlig i voldsom stigning, og behovet for den type ordninger vil derfor også stige.

I 2013 bor 146.978 enlige kvinder med deres børn under 25 år. Det er en forøgelse på 25 procent siden år 2000, viser en rapport fra Susi og Peter Robinsohns Fond, som Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har udarbejdet. Knap 35.000 mænd bor på samme vis alene med deres børn, hvilket svarer til en stigning på 50 procent i samme periode.

At et stigende antal enlige søger støtte, mærker man også tydeligt hos organisationen Home Start, der tilbyder hjælp til alle typer familier med børn i førskolealderen, og altså ikke kun enlige. Organisationen, hvis koncept oprindeligt stammer fra England, har eksisteret i Danmark i ti år og åbner om kort tid sin tiende afdeling i landet – denne gang i Nordsjælland.

Efterspørgslen er nemlig kolossal, fortæller Lone Møller, der er landskoordinator i Home Start. Hun skønner, at organisationen årligt »matcher« 500 familier med en familieven, og en meget stor del af familierne består netop af enlige mødre.

»Der er et sindssygt stort behov hos enlige, og jeg bliver hver dag overrasket over, at det er alle samfundsgrupper, der har dette her behov. Det er ikke kun de socialt udsatte, det er også de ressourcestærke« siger Lone Møller.

Hun peger blandt andet på en helt ny gruppe af enlige, nemlig de såkaldte solomødre, der har valgt at få børn alene med donorsæd.

»De har jo af gode grunde kun en halv familie at trække på, hvis de overhovedet har det. Behovet er der jo også, fordi bedsteforældrene bliver ved med at arbejde i mange år. Så mangler de som ressource over for børnebørnene,« forklarer Lone Møller.

Et helt særligt forhold

I dag har Sonya, Micas, Tine, Annette og Jørgen et særligt nært forhold, som hverken Tine Capion Nielsen eller Annette Drewsen kan forestille sig kunne blive brudt.

»Egentlig er det vældig sårbart. Vi har jo ikke nogen rettigheder og kan ikke stille nogen krav, fordi vi ikke er i familie. Men vi har knyttet os til de børn og til Tine, som var de vores egne. Det giver en ydmyghed og også en stor taknemmelighed for, at vi får lov at være der. Børnene og Tine kvitterer med glæde og knus, så vi synes, at vi bliver rige ved at give,« siger Annette Drewsen.