Søge- og kortkoncernen Eniro fyrer 70 medarbejdere i Danmark, Norge, Sverige og Polen.

Det sker for at spare 50 millioner svenske kroner med fuld effekt i 2016. Eniro, der for en måned siden udpegede danske Stefan Kercza som ny koncernchef, vil samle sin udvikling og produktion i Sverige og Polen.

Der er lige over 350 ansatte hos Eniro i Danmark, hvor Eniro Danmark blandt andet udgiver online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrups Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. Ifølge Eniros pressechef Kristoffer Apollo har 16 medarbejdere i Danmark fået besked om, at deres stillinger på det danske hovedkontor bliver nedlagt.

»10 af de 16 medarbejdere får tilbudt at flytte med jobbet til det nye servicecenter i Malmö, som er et af de steder, vi nu vælger at samle produktion og administration yderligere. Efter ændringen vil vi være ca. 340 medarbejdere i Eniro Danmark,« fortæller han til Berlingske.

Jobs flyttes til Malmö

Eniro vil nemlig samtidig oprette nye stillinger i Sverige og Polen, og et nyt servicecenter vil åbne i Malmö.

De berørte medarbejdere vil få hjælp til at finde nye jobs, og de nye jobs i Sverige og Polen vil indgå i puslespillet, som dog skal bringe medarbejderantallet ned med 70 i alt.