Hver dag går jeg en tur. Eller i hvert fald næsten hver dag. Og hver eneste tur er den samme. Den begynder, når jeg rejser mig fra stolen ved skrivebordet, fortsætter ned ad trappen og går ud ad hoveddøren. Derfra går jeg hen til Grøndalsparkens indgang, hvorefter jeg går gennem parken (ud langs den ene side af S-togs banen, tilbage langs den anden side) og så hjem via det villakvarter, jeg bor i udkanten af. Det er egentlig ikke nogen særlig pæn tur, og den er heller ikke stille, men den er min, og jeg elsker den.

Jeg ved, at de fleste foretrækker at køre hen til der, hvor der er pænt eller interessant, og begynde deres gåtur der: I parken, ved søerne, i skoven, ved den nærmeste triumfbue. Jeg ved, at en gentagelse af den samme tur, der begynder ved hoveddøren, for de fleste vil opleves som uendeligt monoton og derfor kedelig, men sådan er det ikke for mig. Gentagelsen og monotonien er tværtimod en stor del af glæden.