Enhedslistens retsordfører er tidligere VU’er
Det 27-årige folketingsmedlem har en politisk bagage, som de færreste fra hendes parti kan matche.
Det 27-årige folketingsmedlem har en politisk bagage, som de færreste fra hendes parti kan matche.
Pernille Skipper, nyvalgt retsordfører for Enhedslisten, kan ikke just prale af at have fået socialismen ind med modermælken. Det 27-årige folketingsmedlem har nemlig en politisk bagage, som de færreste fra hendes parti kan matche.
I teenageårene var Pernille Skipper nemlig en kort overgang aktivt medlem af Venstres Ungdom, kan bt.dk fortælle.
- Ja, jeg kan godt se, at det er sjovt i dag, siger Pernille Skipper til bt.dk, da vi ringer for at få en kommentar til Skippers fortid hos liberalisterne i VU.
- Jeg var 15, og jeg er opdraget til at tage politisk stilling. Det var først, da jeg fik samfundsfag i gymnasiet, at jeg indså, at det slet, slet ikke var der, jeg hørte hjemme, fortæller hun.
Enhedsliste-kvinden fortæller stolt på sin hjemmeside, at hun har været aktiv i politik siden 2000, men hun undgår behændigt at nævne, at hun endnu tidligere var medlem af ungdomsorganisationen i en af Enhedslistens hovedfjender.
- Jeg var kun medlem et halvt år eller sådan, indtil jeg glemte at betale kontingent, siger Pernille Skipper i dag.
Hos Venstres Ungdom er man totalt uvidende om det tidligere medlem, da bt.dk forsøger at få en kommentar fra VU-formanden Jakob Engel-Schmidt.
- Det anede jeg ikke. Men nej, jeg kan totalt afvise, at det er som under jerntæppet, hvor USA fik placeret spioner i kommunistiske nationer, siger Jakob Engel-Schmidt med et grin.