Syv danske soldater udstationeret ved den tyrkiske grænse til Syrien skal trækkes hjem, mener Enhedslisten.
Årsagen er både den seneste sag om en mulig fangeudlevering af en formodet dansk attentatmand til Islamisk Stat (IS) og tyrkernes ageren i den kurdiske by Kobane i Syrien.
»Vi har en situation, hvor Tyrkiet agerer fuldstændig uansvarligt. Altså ikke bare holder man den danske regering for nar, når man ikke vil komme med oplysninger om, hvad der er sket med den attentatmistænkte dansker. Men vi har også en situation, hvor Tyrkiet bidrager aktivt til etnisk udrensning i den kurdiske by Kobane. Det kan vi ikke sidde overhørigt, og derfor opfordrer jeg regeringen til at handle,« siger Enhedslistens forsvars- og udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen (Ø).
Spørgsmål: Bruger Enhedslisten krisen mellem Danmark og Tyrkiet omkring fangeudvekslingen til at fremme en dagsorden omkring kurderne?
»Sagen er jo den, at hvis det er rigtigt, at Tyrkiet har udleveret en attentatmistænkt dansker til IS, så er det bare endnu et i rækken af mange eksempler på, at Tyrkiet holder hånden over IS og meget aktivt modarbejder de kurdere, der kæmper en desperat kamp lige nu. FN har meget klart sagt, at IS skal bekæmpes, og det undlader den tyrkiske regering at gøre. Og samtidig holder de Danmark for nar,« siger Nikolaj Villumsen.
Spørgsmål: Hvor meget har det her med kurderne at gøre, og hvor meget har det med udleveringen af den formodede attentatmand at gøre?
»Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at der er en meget ekstrem situation, der foregår lige nu. Vi har en truende etnisk udrensning i den kurdiske by Kobane, og det bidrager Tyrkiet aktivt til at skabe. Og Tyrkiet er et nært allieret land med Danmark, og derfor mener vi ikke, at vi kan sidde overhørigt, at Tyrkiet agerer så fuldstændig uansvarligt. Og derfor opfordrer vi til handling,« siger Nikolaj Villumsen.
»Det er sådan, at Danmark lige nu har et aktivt militært bidrag til Tyrkiet, og det er samtidig med, at Tyrkiets regering bidrager til etnisk udrensning. Og derfor bør Danmark drage konsekvensen og trække soldaterne hjem.«
Spørgsmål: Men det har jo ikke noget med fangeudvekslingen at gøre. Det handler jo om kurderne?
»De her to ting hænger jo sammen. Tyrkiets ageren over for Danmark hænger sammen med, at man grundlæggende holder hånden over IS, og det bør få konsekvenser,« siger Nikolaj Villumsen.