Selv om kriminaliteten er faldende, er utrygheden stigende, lyder det fra Enhedslisten, der nu lancerer en stor syv-punkts plan for en halv milliard kroner, der skal sikre bedre tryghed og kriminalitetsbekæmpelse.
Planen indeholder blandt andet krav om nærpolitistationer og lokalbetjente og tiltag, der skal få forældrene langt mere på banen, for eksempel »før skole-forældrekurser« og nye forslag til, hvordan man sikrer en mere blandet beboersammensætning for eksempel gennem tilbud om lavere husleje til ressourcestærke unge til gengæld for social engagement i lokalområdet og boligforeningerne.
»Problemer kan tales op og overdrives, og det vil vi ikke bidrage til. Men de reelle problemer skal heller ikke ignoreres. Vi skal håndtere problemerne uden at stigmatisere hele beboergrupper, og vi skal imødekomme den utryghed, som mange føler i deres hverdag. Det skal vi gøre med forebyggelse og reelle løsninger. Det skaber måske ikke så flotte overskrifter, som højrefløjens råberi om strengere straffe, men til gengæld virker det,« siger retsordfører Pernille Skipper (Ø).
Forældrekurserne skal give forældrene en bedre forståelse for vigtigheden af folkeskolen, fællesskabet ved siden af skolen og måden man kommunikerer med skolen på, og unge, der er i kriminalitet eller er kriminalitetstruede skal hjælpes til at få arbejde og uddannelse i stedet for at hænge på gaderne og skabe utryghed. Ikke fordi de skal aes og ynkes, men fordi det virker, lyder det i udspillet.
»Et af de store problemer i udsatte boligområder er den store koncentration af beboere i arbejdsløshed, uden uddannelse, som lever på overførselsindkomster, og som har fysiske eller psykiske problemer eller misbrug. Deraf følger også integrationsproblemer, og samlet skaber det en større risiko for, at unge ender i kriminalitet. Derfor foreslår vi for eksempel også, at unge ressourcestærke - for eksempel studerende - kan få en lavere husleje til gengæld for at engagere sig i lokalområdet, og dermed opnå en anden beboersammensætning,« siger Pernille Skipper.
»Vi må samtidig erkende, at der ikke er snuptagsløsninger. Det også nødvendigt med en langt bedre fordeling af ressourcerne i vores samfund, ligesom folkeskolen, daginstitutioner, jobformidling og uddannelsessystemet er nødvendige spillere i løsningen. Hvis man ikke har reel udsigt til en bedre fremtid, vil sociale og kriminalitetsforebyggende projekter ikke kunne nå de unge,« tilføjer hun.